Sangerinden Magma Rea var blevet inviteret på scenen. Og snakken faldt på en oplevelse hun havde haft, da hun besøgte sin daværende kærestes families konventionelle svinestald.

Jeg forestiller mig, at hun først var blevet iklædt en hvid overtræksdragt og havde afsprittet hænder og fodtøj. Og at hun så var blevet lukket ind i den store aflange staldbygning. Først blev hun ramt af gyllestanken. Men straks derefter af larmen: Hundredevis af svin, der skriger, grynter, skubber og presser sig ind imellem hinanden.

Men Magma Rea fortalte ikke så meget om, hvordan hun oplevede det. Hun fortalte om, hvad hun selv gjorde.

Hun begyndte at synge.

Med det samme tav alle svinene. Uroen i den store stald smeltede bort. Og alle som én vendte de deres tryner, ører og øjne mod hende.

Mod sangen.

“Er det virkelig rigtigt?” spurgte moderator Mikkel Frey Damgaard med vantro forundring i stemmen.

Magma Rea bekræftede.

“Hvorfor begyndte du at synge?”

“Jeg synger alle steder. Det har jeg altid gjort.”

Jeg smilede af den kommentar. For min datter synger også alle steder: Når hun tegner. Når hun laver perleplader. Når hun hopper på trampolin. Når hun vælger tøj. Når vi går tur i skoven.

Men jeg har aldrig tænkt over, om der er andre levende væsener, der lytter med og bliver rørt af hendes sang.

Det mindede mig om en passage fra et essay af den amerikanske digter Gary Snyder. Han fortæller om en ung kvinde, der spurgte ham: “Hvis vi gør så god brug af dyr, vi spiser dem, synger om dem, tegner dem, rider på dem, og drømmer om dem – hvad har vi egentlig at give tilbage til dem?”

Han svarer:

“Det er et fremragende spørgsmål, der understreger vigtigheden af etikette og ordentlighed, og stiller det fra dyrenes side.

Ainu’erne [Japans oprindelige befolkning] siger, at hjortene, laksene og bjørnene kan lide vores musik og er fascineret af vores sprog. Så vi synger til fiskene eller til vildtet. Siger ord til dem. Siger tak. Til tider danser vi for dem. En sang for din aftensmad: Optræden er en del af udvekslingen i verdens gaveøkonomi.

De andre væsener anser os formentlig for at være lidt overfladiske: Vi bliver ved med at skifte tøj, og vi spiser for mange forskellige ting. Jeg kan ikke lade være med at føle, at den ikke-menneskelige natur gerne vil os mennesker det godt; de ville blot ønske, at vi var mere gensidige, mindre blodige.”2

Svinene stoppede op og lyttede til Magma Reas sang.

De gjorde det, fordi svin er kloge, nysgerrige og følsomme væsener. Men måske var det ikke bare det. Måske var det også fordi, det var første gang i deres liv, at de oplevede at modtage en uventet gave – fra et menneske.

Vi slutter med en sang…

Denne lille historie gav rummet en anden tyngde, da Magma Rea efterfølgende ledte os alle i at synge med på omkvædet på hendes sang Plant The Seeds:

Step by step we heal what holds us up
find the softness that will make us trust
With a gentle hand we won’t destroy
rather we will build up and spark joy

Plant the seeds of courage, plant the seeds of hope
Plant the seeds by dreaming big with all your loved ones close
Plant the seeds of courage, plant the seeds of hope
Plant the seeds by dreaming big with all your loved ones close

In the cities and the parks
in the landfills and the dark
In the cities and the parks
in the landfills and the dark

We will plant the seeds of hope, let them grow
Let them grow wild and fast and slow
Let them grow as they glow
we will glow as we grow together
Let them grow as they glow
we will glow as we grow together

Generations that live ahead of time
they will blossom when we start to thrive
all together, in diversity
acting power as a community

Plant the seeds of courage...

In the cities and the parks
in the landfills and the dark

We will plant the seeds of hope, let them grow
wild and fast and slow
Let them grow as they glow
we will glow as we grow together

Plant the seeds of courage...

– Plant the seeds. Tekst og musik af: Magma Rea / Margrethe Møller

Og en anbefaling…

I løbet af de sidste dage har over 60.000 danskere skrevet under på et borgerforslag for at sikre et absolut minimum af dyrevelfærd i de danske stalde. Hvis du ikke allerede har skrevet under kan du stadig nå det – og være med til at sende et vigtigt signal til vores politikere om, der er brug for meget mere modig lovgivning på dette område.

Og nej, jeg siger ikke at dette borgerforslag er nok. Ej heller, at vi kan gøre det godt igen ved at synge i staldene. Men det er skridt på vejen til at anerkende og sikre rettighederne for alle de dyr og planter, som vi deler denne klode med.

Tak for at læse med! Hvis du sætter pris på dette nyhedsbrev, så betyder det forbavsende meget for mig, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.

Det var en rigtig dejlig, nærværende, ja, nærmest magisk aften. Hvis du gerne vil inviteres til kommende Jordiske aftener, har vi lavet et nyhedsbrev kun til kommende invitationer her:

Og hvis du kun lige er nysgerrig nok til at ville høre, hvad der skete, så kan du læse videre her…

Velkomst

Aftenen fandt sted lige efter Carina Lyalls samtale med Silja Henderson, og efter en hurtig omstilling kunne Henriette Mathilde Bachmann og jeg byde velkommen.

Som forklaring på, hvorfor vi havde taget dette initiativ læste jeg dette citat fra forfatteren og botanikeren Robin Wall Kimmerer op:

I “Braiding Sweetgrass” skriver jeg om dette spørgsmål: ‘vi siger, at vi elsker jorden, men elsker jorden også os? I et indfødt verdenssyn ville vi sige ‘helt sikkert. Moder Jord passer på os og giver os alt, hvad vi har brug for.’ Den ilt, som du og jeg indånder lige nu, var en gave fra planterne omkring os. Hver eneste kalorie, vi indtager, kommer i sidste ende fra fotosyntese.

Vi bliver holdt i live af planter. Og vi bliver til stadighed forundret og overvældet af alle de måder, hvorpå de gør det – al den skønhed, medicin, visdom, historier og kunst, som de giver os.

Alt dette hjælper os med at blive forelskede i jorden igen. Og det er denne følelse af kærlighed til verden, som jeg frygter, at vi har mistet. Det kan godt være, at vi forstår, hvordan verden virker, men hvis vi ikke kerer os om det, vil vi aldrig omsætte denne viden til handling.

Mange klimaforskere siger, at vi ved nok nu – ikke at vi ved alt, for det gør vi dælme ikke – men vi ved nok på nuværende tidspunkt til at forstå, hvad der foregår med klimaforandringerne.

Vi har information nok. Vi har planer nok. Vi har teknologi nok. VI har tilmed penge nok til at løse dette problem.

Men vi har ikke løst det! Hvad mangler?

Vi har alle redskaber til at løse det, men vi er lammede. Hvad mangler vi?

For mig at se er det fordi vi ikke har de fornødne værdier, der leder os til at bruge disse redskaber på en god måde.

Jeg tror, at de værdier og den moralske og åndelige ansvarsfølelse, der findes i oprindelige folks levevis, er den medicin, vi har brug for. For de hjælper os med at ændre den historie.

Det er ikke nok at forstå hvordan verden virker. Du må også være i en gensidig relation af kærlighed og taknemmelighed med den levende verden for at være i stand til at give dine gaver. For at drage omsorg.

Og jeg uddybede:

Det er denne omsorg, denne gensidighed, denne ansvarsfølelse, som vi gerne vil skabe skabe rum for med Jordiske Aftener: Et mødested og samlingspunkt for alle, der søger forbundethed og finder mening i både fortidige og oprindelige folks visdomstraditioner.

Vi drømmer om, at Jordiske Aftener kan være med til at understøtte og nære det økosystem af gensidig inspiration, kreativitet og handlekraft, der allerede spirer omkring animistiske værdier og praksis i Danmark.

Det er det, som musikeren Brian Eno kalder “scenius” – fællesskabets geni – i et forsøg på at sætte ord på det magiske, der opstår i det uforudsigelige og uventede, når mange forskellige ligesindede mødes på kryds og tværs og bidrager til et fælles miljø. For ingen af lever i et vakuum. Vores begejstring, nysgerrighed og mod bliver først hel, når den bliver delt.

Derfor sætter Jordiske Aftener fokus på samtalen og sammenskuddet. Vi vil skabe et rum, hvor der er plads til, at alle kan deltage og bidrage med det, de vil. Vi vil plante et frø, der måske en dag kan blive en del af en ansvarlig fælleskultur af gode forfædre og formødre.

Middag

Derefter blev maden sat på bordene og gæsterne fik lejlighed til at hilse på hinanden ved bordene og snakke sammen på kryds og tværs.

Det var en skøn blanding af folk. Fra to unge kvinder, der lige var blevet studenter, til erfarne ældre som Annette Høst – der har været en central figur i formidlingen af nordisk animisme og shamanisme i over 40 år. Og alt muligt indimellem.

Vores invitation lod til at have talt til folk, der ellers sjældent føler sig talt til. Hverken Henriette eller jeg kendte mere end en håndfuld af deltagerne i forvejen. Og flere fortalte mig i løbet af aftenen, at de i mange år havde følt sig så alene med disse tanker, denne søgen efter forbundethed – “jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen. Jeg havde en følelse af, er det virkelig bare mig, der er sær? Det er første gang, at jeg føler, at jeg har fundet de andre.”

Jeg sad til bords med en underviser fra Skovskolen i Nøddebo, der fortalte mig, at der er så mange i 30erne, 40erne og 50erne, der starter på naturvejleder-uddannelsen. Det er som om, at de kun kan give sig selv lov til at være ude i det fri, være i naturen, når de kan retfærdiggøre det overfor omverdenen med, at de tager en uddannelse. At det på en måde er arbejdsrelateret.

En anden ved bordet bekræftede, at det var fuldstændigt det samme med de mange, der tog en naturterapeut-uddannelse. Og jeg fortalte, at jeg kan genkende det fra mig selv. Det er svært at insistere på, at det er vigtigere alt muligt andet, jeg kunne gøre, at jeg har brug for at være alene, ude i skoven.

Og jeg kom til at tænke på det en anden ung kvinde havde delt til sidst efter Carina Lyall og Silja Hendersons samtale: “Når man føler sig magtesløs over alt det onde, der sker i verden, så der er en kraft i nærværet. I at insistere på at være tilstede – i kroppen, i sanserne, i det umiddelbare møde med omverdenen.”

Sammenskud

Efter middagen sang vi “Sensommervise”, og åbnede op for, at man kunne byde ind, hvis man havde noget man gerne ville dele eller tale om ud fra krage søger mage. Og dermed skabe et sammenskud af nye forbindelser på kryds og tværs.

Sammenskuddet gik også igen i oppyntningen, hvor flere deltagere havde taget imod vores opfordring til at medbringe efterårsblade, bær, grene og anden pynt. Bordene strålede af årstidens farver.

En gæst ved navn Lars havde tilmed medbragt små stykker egetrøske og fordelt dem på bordene. Han opfordrede til, at man kunne holde dem ind over stearinlysene og sprede deres gode duft ved bordene (indtil han opdagede, at stearin-lysene var af den kedelige LED-slags, på grund af det kommunale forbud mod åben ild i kulturhuset 😅).

Afslutning

Omkring kl. 21 samlede vi alle gæsterne i en cirkel for at runde aftenen af.

Da vi stod i rundkredsen sang vi først “Mørk er november” – det var som om, at sangen greb os alle – og da vi sang den anden gang vibrerede rummet imellem os.

Da tonen havde klinget ud bad vi alle deltagerne på skift sige et ord om, hvad de tog med sig. Jeg husker ikke ordene, men jeg husker ansigtsudtrykkene. Der var et nærvær, en tilstedeværelse imellem os… det føltes… kraftfuldt.

Næste gang…

Og om alt går vel, så gør vi det hele igen torsdag d. 11. december kl. 19-21.

Du kan få et solidt vegetarisk måltid for en 50’er. Køb billet her, hvis du vil være sikker på, at der er mad til dig (men du er også velkommen til bare at møde op, selvom du ikke køber billet eller ikke spiser med).

Det er vigtigt at understrege, at alt dette er et eksperiment og under løbende udvikling. Så næste gang kan sagtens forløbe anderledes end det, jeg har beskrevet herover. Det former sig efter de folk, der kommer, og det, de bringer med sig.

Du er mere end velkommen, uanset om du:

• Tænker på dig selv som animist og gerne vil finde et fællesskab

• Er fascineret af oprindelige folk i Det Globale Syd eller har dykket ned i de nordiske traditioner

• Er klimaaktivist eller artsambassadør

• Arbejder i krydsfeltet mellem natur og kunst

• Bare er nysgerrig

Og som sagt, kan du få direkte besked om kommende Jordiske aftener her:

Og: I første omgang holder vi Jordiske Aftener i København, men vi har allerede fået en henvendelse fra en, der gerne vil holde noget lignende i Thy. Og jeg drømmer selv om at holde noget i vores kommende fælleshus her i Bjergsted. Skriv endelig til mig, hvis du har mod på at afholde en Jordisk Aften der hvor du bor.

alt godt,

Andreas

Min speciale-vejleder slog det fast igen og igen: “Don’t go native! Du må ikke blive indfødt – det er ikke dét, du er her for.”

Når man som antropolog har overstået feltarbejdet og data-indsamlingen, så skal man ikke bare fysisk forlade felten, man skal også forlade den mentalt. Gen-etablere afstanden. Og derfor var disse tre ord en nødvendig, håndfast påmindelse om at holde min analytiske distance til felten – til de mennesker og dét fællesskab, som jeg havde brugt de sidste 6 måneder på at lære at kende og blive en del af.

Jeg måtte arbejde med mig selv for at sikre, at mine relationer, tilhør og følelsesmæssige og menneskelige investering i felten ikke ville komme til at stå i vejen for den analyse, som var det egentlige formål med mit feltarbejde.

Gennem antropologi-studiet lærte jeg altid at være den professionelle fremmede. Evigt nysgerrig, undrende, noteskrivende. Udspørger og indsamler af andres virkelighed.

Men det efterlod mig et mærkeligt sted. Eller rettere: I mangel af et sted. For selvom min antropologiske faglighed gjorde mig i stand til at udforske alle steder, så var det kun under forudsætning af, at jeg ikke blev for involveret. At jeg ikke begyndte at høre til.

På det seneste har jeg tænkt en del over, hvordan min antropologiske skoling også har gjort det svært at give mig hen – ægte og fuldstændigt – til et fællesskab, et sted.

Måske har det været på spil lige siden jeg startede Rodfæste tilbage i sommeren 2019.

Subscribe now

Jeg startede med en længsel, en søgen, som jeg ikke helt kunne indfange med ord. Og jeg har aldrig helt fundet den stemme eller form, der kan rumme den.

Der har været mange forsøg, opbremsninger og blindgyder undervejs. For jeg har ikke bare skulle aflægge mig min modernistiske akademiske vanetænkning. Jeg har også skullet finde modet til at udforske, hvad der ligger på den anden side.

Jeg har sloges, brydes, skubbet og trukket i mig selv for at være helt oprigtig med det, jeg savner og har savnet: At høre til.

Forstå mig ret: Det handler ikke om at føle sig dansk. Det, jeg savner, er ikke det forestillede fællesskab, som udspringer af en etno-nationalistisk statsdannelse.

Det handler om noget meget mere grundlæggende. Det er snarere noget i retning af det, som den engelske forfatter Martin Shaw kalder knoglehukommelse.

Shaw skelner mellem hudhukommelse, kødhukommelse og knoglehukommelse.

Hudhukommelse er blot overflade. Den slags du skriver på dit CV: Hvornår og hvor længe. Uden dybde eller følelse.

Kødhukommelse er de øjeblikke i dit liv, der virkelig har påvirket dig. Måske især de øjeblikke, hvor du ikke har stået sikkert på dine ben: Forelskelser. Brud, Alvorlig sygdom. Ulykker. Overraskelser. Både højdepunkterne og lavpunkterne. Alt det i dit liv, som du altid vil huske – og som påvirker dig, når du bliver mindet om det.

Knoglehukommelse går dybere end dine egne oplevelser. Det er historier og myter, der måske er 5000 eller 10.000 år gamle, men som går så dybt, at de kalder på os hinsides tid og artsskel. De trækker spor af forbindelser tilbage gennem tiden og videre ud i fremtiden. Og hvis vi lytter til dem, vil vi alle opleve, at de taler til os hver især på forskellig vis – og at de derfor kan påvirke dit liv, mit liv – som vi lever dem i dag.

Jeg tror, at noget af det, der ligger i denne knoglehukommelse, er en anden og mere gensidig relation til verden omkring os. “Det er ikke landet, der er i stykker, men vores relation til landet”, som forfatteren og botanikeren Robin Kimmerer beskriver det.

Rodfæste er min søgen efter forbundethed med og til dette land. At blive gen-indfødt i det landskab, hvor jeg har mine rødder.

Og det har vist sig meget sværere, end jeg kunne have forestillet mig. For vi lever i en kultur, der lider af hukommelsestab. Hvor er de ældre, der kan hjælpe og oplære mig? Hvem kan vise mig sanglinjerne? Hvem kan lære mig navnene på blomsterne og fuglene? Hvem kan lære mig sangene og historierne? Hvem kan hjælpe mig med at finde ind til knoglehukommelsen i mit indre?

Og hvordan skal jeg kunne give alt dette videre til mine børn?

De sidste seks år eller mere har jeg prøvet at gøre det for mig selv. Alene og, halvt i stilhed, halvt i smug. Usikker og forsigtig. Bange for at være helt ærlig og stå ved mig selv og det jeg længes efter.

Og det virker ikke. Jeg kan ikke gøre det alene. Ingen af os kan gøre det alene. Og derfor er jeg nu nået til den erkendelse, at jeg må stille mig frem og sige det højt – for at kunne finde de andre.

Så det prøver jeg nu.

Det er vildt grænseoverskridende at bekende kulør på denne måde. Og jeg har virkelig skulle tage mod til mig.

Første skridt har været at finde andre, der deler min længsel. Siden foråret har jeg snakket med Rune Hjarnø og Henriette Mathilde Bachmann om at hvordan vi kan skabe et åbent og uforpligtende mødested for alle os, der søger denne form for forbundethed.

Og efter et længere tilløb, gør vi det. Vi kalder det Jordiske aftener. Og her er vores invitation til dig:

Jordiske aftener – mad, fællesskab og forbundethed i økologiske krisetider

Torsdag d. 23. oktober kl. 19 på Kulturhuset Islands Brygge

Kom med, når vi samles om et måltid mad og skaber rum til, at vi i fællesskab kan blive klogere på, hvad det vil sige at høre til og skabe forbindelse til jorden og alle de andre arter, vi deler denne planet med.

Vi kalder det Jordiske aftener –  et mødested og samlingspunkt for alle, der søger forbundethed og finder mening i både fortidige og oprindelige folks visdomstraditioner.

Tænk folkekøkken møder højskole møder en hyggelig aften på den lokale – men med et animistisk twist.

Vi vil skabe netop det mødested, som vi selv savner. Et sted uden kliker, ismer eller vogne, man skal spændes for. Bare et sted, hvor vi kan mærke, at vi ikke er alene. Og hvor vi kan minde hinanden om, at det ikke er os, der er sære. Det er blot fordi vi lever i sære tider.

Du er mere end velkommen, uanset om du:

• Tænker på dig selv som animist og gerne vil finde et fællesskab

• Er fascineret af oprindelige folk i Det Globale Syd eller dykket ned i de nordiske traditioner

• Er klimaaktivist eller artsambassadør

• Arbejder i krydsfeltet mellem natur og kunst

• Bare er nysgerrig

 Vi glæder os til at se jer!

Varme hilsener,

Rune Hjarnø, Henriette Mathilde Bachmann og Andreas Lloyd

PRAKTISK

Aftenen er åben for alle. Du kan få et solidt vegetarisk måltid for en 50er. Køb billet her, hvis du vil være sikker på, at der er mad til dig.

(men du er også velkommen til bare at møde op, selvom du ikke køber billet eller ikke spiser med)

Baren er åben.

NB: Denne Jordiske Aften ligger i forlængelse af arrangementet Samtale om forandring og forbindelse #1, som finder sted kl. 17-19 på Kulturhuset Islands Brygge. Her mødes historiefortælleren Carina Lyall og forfatteren Silja E. K. Henderson til en samtale om katastrofer og poesi og hvad vi gør, når magtesløsheden rammer.

Subscribe now

Dette er blot den første af en række Jordiske Aftener – næste gang bliver torsdag d. 11. december – Sæt kryds i kalenderen allerede nu. 😀

Hvis du vil have en lille forsmag på, hvilke slags samtaler, vi håber at de Jordiske Aftener vil kunne skabe rum for, så kan jeg varmt anbefale denne fine samtale med Robin Wall Kimmerer. Her fortæller hun blandt andet om gaveøkonomi, gensidighed, oprindelige folks naturforvaltning og historiefortælling som løftestang til dybere relationer med den mere-end-menneskelige verden:

Jeg glæder mig til at snakke om, hvordan vi kan omsætte disse tanker til handling i vores egen hverdag, hvor der hele tiden er pres på vores tid og opmærksomhed.

Håber, at du har lyst til at være med. 💚

For halvandet år siden delte jeg et udkast til en sangtekst med titlen “En sorg uden krop.” Som jeg skrev dengang, var teksten “blot et forsøg på at sætte ord på noget svært. Måske en dag kommer der en melodi til.”

Nu er melodien kommet til. Gennem en god ven fik jeg kontakt med Anders Greis, der har sat musik til flere sange i højskole sangbogen. Og han hjalp mig med at sætte musik til teksten og bearbejde den, så den kan fungere som fællessang.

Fredag d. 4. oktober 2024 fik sangen sin debut som fællessang på Vallekilde Højskole, da jeg holdt dagens morgensamling. Jeg prøvede at optage det, men lydkvaliteten var elendig.

Nu har min fantastiske kæreste Sofie indsunget den, så jeg også kan dele den her. Lydkvaliteten er heller ikke perfekt her. Men den er god nok. For nu skal sangen ud og leve. Glæder mig til at høre, hvad I synes om den.

Herunder følger sangen – og teksten fra min morgensamling på Vallekilde Højskole.

alt godt,

Andreas

Morgensamling om en sorg uden krop

… som sagt, så har jeg arbejdet meget med demokrati og med klima, som I måske kunne regne ud, at denne sang også handler om.

Men det var ikke skrevet i kortene, at jeg skulle blive klimaaktivist.

Jeg er vokset op i Jylland. I et hjem, hvor vi spiste minutris og panerede kylletter fra frost, og hvor der ikke var de store tanker om klima, biodiversitet og natur. Det var selvfølgelig også 80'erne og 90'erne. Før den slags ting, for alvor slog igennem.

Men alligevel, da jeg gik i 5. klasse, havde vi en temauge om regnskoven. Om hvordan den blev ryddet. Og det, der dengang blev kaldt drivhuseffekten. Vores lærer var meget omsorgsfuld. Hun sørgede for at lave et projekt, hvor vi kunne sælge kage og samle penge ind, så vi kunne købe 3 kvadratkilometer regnskov. Vi fik et flot certifikat, vi kunne hænge op i klassen, og så havde vi løst det problem. Jeg behøvede ikke tænke mere over det.

Det var først i 2009, da der var klimatopmøde i København, at det gik op for mig, at vi ikke havde løst problemet dengang, vi købte den der regnskov. Og jeg fik en lidt synkende fornemmelse af, at alt det, der havde bekymret os dengang, ligesom bare var kørt videre i baggrunden al den tid. Men nu var der pludselig en masse energi omkring klimakrisen. Der var en stor demonstration. Der var alle mulige folk, der samledes, og politikerne lovede, at nu ville de gøre noget.

Og så skete der igen ikke rigtig så meget.

Men det var som om, at det ikke rigtigt gik mig på. For jeg kunne heller ikke rigtig mærke det. Det var ikke noget, jeg rigtig tog ind på den måde. Det var først i sommeren 2018. Tørkesommeren, hvor det nærmest ikke regnede mellem april og august, at det for alvor gik op for mig. Jamen, er det det her? Er det den her fremtid, vi kommer til at gå i møde?

Det var den første gang, jeg kunne opleve klimaforandringerne på min egen krop. Jeg ved ikke, om I kan huske det, hvordan man lå der om natten, og det er sådan tropisk varmt, og udluftningen fungerer ikke ordentligt, og man kan ikke sove, fordi det er så varmt. Og så ligger man bare der med med sine egne tanker.

Jeg lå der, og min søn, som var to år dengang, lå ved siden af mig. Og jeg lå og tænkte på, hvad er det for en fremtid, han vokser op i? For alle de årstal, vi snakker om, bliver anderledes konkrete, når man ser på ham: 2030, der er han 14. I 2050, der er han 34. Det er hans fremtid. Det er alt det her, han kommer til at vokse op med.

Så jeg blev nødt til at gøre noget. Det var der, jeg blev klimaaktivist. Det var ikke en stor klimabevægelsen dengang i 2018. Men det var cirka samtidig med, at det, der hed den grønne studenterbevægelse – nu den grønne ungdomsbevægelse – startede. Jeg er sikker på, at I har hørt, at om den gruppe på 11 unge, der lige nu sultestrejker inde foran forhandlingerne om den grønne trepart. Som en slags desperat protest mod den aftale, der nu står til at blive vedtaget.

Vi gjorde lidt det samme dengang. Vi startede Klimapåmindelsen, hvor vi stod foran Christiansborg hver torsdag morgen, når politikerne kom ind på arbejde til deres gruppemøder og skulle snakke om de vigtigste politiske sager.

Så stod vi der med vores skilte og bannere og sang sange for at minde dem om "husk klimaet". For på den ene side har vi jo snakket om det i rigtig mange år, men der var stadig ikke rigtig nogen, der havde gjort noget ved det.

Vi blev vakt af den der følelse af desperation. Af at vi måtte gøre noget. Vi stod der torsdag efter torsdag igennem en hel vinter og en hel forår. Helt frem til den 5. juni, hvor der så kom et valg, hvor alt handlede om klima. Et klimavalg.

Og vi tænkte, "nu sker der endelig noget."

Og godt nok fik vi en klimalov, hvor partierne forpligtede sig til en hel masse. Men så kom corona, og så var det som klimaet blev glemt lidt igen.

Og så gik tiden. Og det skete ikke rigtigt noget.

Man kan sige, at nu kommer den grønne trepartsaftale. Men den har været så lang tid undervejs. Og alle de klimaeffekter, der har været sideløbende – de går stadigt så hurtigt, at man føler, at det er altid er alt for sent.

Og det gjorde, at jeg mistede modet.

Jeg fik sådan en nedtur, en depression, en sorg, skal man sige, over, at vi stadigvæk er på vej den forkerte vej. Over alt det, der sker i verden.

For hver gang man læser de her nyheder, så er man nærmest ikke rigtig helt forstå hvad alle disse klimarapporter siger. Man sidder bare med følelsen af, at vi er ved at æde jorden op, men vi kan ikke rigtig mærke det. Fordi vi møder det kun gennem grafer eller dokumentarbilleder af brølende orkaner eller skovbrande eller oversvømmelser eller hvad det nu kan være.

Og jeg har følelsen af, at jeg burde være vred. Jeg burde være rasende. Fordi det her er noget, som påvirker mig, som påvirker os alle sammen. Det påvirker mine børn. Det er noget, som vi ikke kan undgå. Men samtidig er det så fjernt. Det er aldrig lige der, hvor jeg er. Jeg er tom. Det er som om, det kun findes i mit hoved. Det er sådan en sorg, som ikke har nogen krop.

Og det er ikke bare, fordi jeg er ved at sørge over alt det, vi er ved at tabe, men jeg er også ved at sørge over, at jeg ikke kan mærke det tab. Det er sorgen over at være født ind i et samfund, hvor selv når vi prøver at gøre noget godt, så er det som regel bare at gøre ting mindre dårligt. Der er ikke rigtig nogen vej til at føle, at vi kan lykkes. Det er bare som om, at vi skubber skraldet og skroget af Jorden foran os som en stor bulldozer. Vi æder Jorden bid for bid. Mere end vi har bedt om, og meget mere end vi har brug for.

Så når man er rigtig langt nede i hullet, kan man være rimelig hårdt ramt.

Og det er stik modsat af, hvordan jeg ellers har været. Det er stik modsat af, hvordan jeg ellers har gjort. Jeg har fx. været med til at starte et initiativ, der hedder Borgerlyst. Jeg har været med til at prøve at gøre mulige ting, der handler om at gøre det lettere og sjovere, og mere begejstrende at engagere sig.

Jeg har blandt andet skrevet tre bøger om demokrati og handelskraft i hverdagen, og i hver af disse bøger har jeg lige sluttet af med et lille twist, et lille svirp, der skal give et løft og mod til at gå ud, og gøre noget. At føle at det nytter.

Men jeg kunne slet ikke finde det længere. Jeg var helt tom. Fordi det her er ikke sådan en sorg, du lige kan løse med sådan et opmuntrende klap på skulderen. Der er ikke nogen nem vej ud af det her. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Der er mange, der har været i det hul. En af dem er kvinde ved navn Rowen White. Hun er en Mohawk frøsamler og historiefortæller i Californien. Hun kalder denne sorg for uforbundethedens sorg. Og jeg vil lige læse lidt op, hvad hun siger:

Sorg kan tage mange former. Vrede og raseri. Tristhed. Og nogle gange bare en laden stå til. Der er mange måder, hvorpå sorg kan komme til udtryk. Men da jeg for første gang tillod mig at føle bitterheden i den sorg, var jeg i stand til – som unge, modstandsdygtige mennesker er det – at tænke ‘hvad skal jeg gøre med dette?

Jeg sidder her med forståelsen af, at der er noget, som jeg skulle have modtaget ved fødslen, som jeg ikke har fået: Denne forbindelse til jord. Denne forbindelse til frø og føde.’ Og i det øjeblik lovede jeg mig selv ‘jeg vil finde ud af hvem den mad, der brødfødte mine forfædre, er.’

Jeg fortæller denne historie fordi jeg føler, at hvis jeg ikke havde mærket den sorg og længsel, så tror jeg ikke, at jeg ville have haft energien og drivkraften til at gå så dybt ind i mit arbejde, som det udvikler sig i dag. Det var sorgen og længslen, der vækkede mig (..) Det navngav noget, som jeg havde savnet, uden at vide, at det var muligt at savne det.

Hendes ord satte virkelig nogle tanker i gang hos mig. For hun fandt en løsning – eller måske rettere en vej til at løsne denne klump af sorg – ved at lære om mad, om frø, om jord og om at dyrke jorden.

Og jeg kender rigtig mange andre, som også har fundet forbindelse og glæde ved at dyrke jorden. Der er hele den her regenerative jordbrugsbevægelse, som I måske har stødt på. Jeg så plakaten fra filmen nede ved trappen.

Men jeg tror ikke, det er min vej. Måske er jeg ikke den, der har de grønne fingre. Så hvad skal jeg så gøre?

Så tænkte jeg, jamen dengang jeg var højskolelærer, så lærte jeg noget om, hvor kraftfuldt det er at synge sammen. Det lærte jeg jo også, da jeg stod derinde til Klimapåmindelsen.

Det der med at kunne udtrykke en stemning i fællesskab. Der er nogle af de sange, som løfter én bare ved at synge dem. Som “Kringsat av fiender”, eller “Noget om helte”, eller den der hedder “Et samfund kan være så stenet”, hvis I kender den. Det er en meget kort sang, men som samtidig også bare vender noget meget stort på en let måde.

Det var en stor oplevelse for mig hvert semester at se unge højskoleelever som jer komme ind og få den der kæmpebog i hånden og så i løbet af et semester finde sine favoritter og finde ud af, hvad er det for nogen sange, som de har lyst til at synge igen og igen, og som også satte ord på det fællesskab, de var en del af. Som satte ord på noget af det, som de hver især gik med og gav det mulighed for at sige det sammen. At have det rum sammen.

Så jeg tænkte, måske kan jeg gøre lidt af det samme. Og det endte med, at jeg startede med at skrive den her tekst. Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er, så jeg skrev bare. Det var et meget hverdagsagtigt sprog, fordi det var sådan, jeg havde det. Og på et tidspunkt tænkte jeg, 'det ikke bliver bedre', og så lagde jeg den op. Jeg har et nyhedsbrev, hvor jeg sendte det ud. Og en af mine venner sagde, at han kender en komponist, som måske kunne sætte en melodi til det, hvis det var.

Han hedder Anders Greis, og jeg sendte den til ham. Han var interesseret. Og han begyndte at lave en melodi til den. Og så sendte vi den frem og tilbage, fordi nu skulle vi have melodi og tekst til at passe sammen.

Og Anders er meget på, at en sang godt kan gå op, hvis du bare synger den for dig selv, for så kan du selv styre alle de der små stavelser og tryk, der snubler på den ene eller den anden måde. Men hvis det skal være en fællessang, hvor I som fællesskab skal kunne synge den, så skal den sidde fuldstændig rent. Alle skal kunne følge stavelserne. Og derfor skal rytmen bare være stensikker, så I nærmest ikke skal tænke over, hvad det er, I synger. For det giver jo også meget mere plads til bare at være til stede. Og mærke hinanden. Og mærke fællesskabet.

Den tekst, jeg sendte til Anders, den var mega dyster. Den startede dårligt, helt nede i kulkælderen, og så blev den bare værre. Helt ned, hvor man tænkte, okay, nu ligger jeg bare nede i bunden af et hul.

Men i mødet med Anders, begyndte vi at snakke om, hvad det egentlig er for en slags sang? Hvad skal den kunne? Og så skete der det, at vi skrev to nye vers: Det første og det sidste vers, som rammesætter det her med at sidde ude i natten, og ikke helt vide, hvad man skal gøre af sig selv, og være omsluttet i det her mørke. Og så lige pludselig høre den her fugl synge.

Rødhalsen har jeg et særligt forhold til. For selvom den er sådan en lille, undseelig fugl, så er den faktisk en af de eneste fugle, der synger hele året rundt, også om natten. Så den har den der ukuelighed, som vi også nogle gange kan have brug for – for at komme videre, og for at få løsnet den der knude af sorg.

Det er også det, som Rowen White siger: Hvis man møder og accepterer sorgen, kan det faktisk vise sig, at der er noget lys på den anden side.

Tak.

Vi slutter med en sang…

Himmelen er slukket nu, tavsheden gror
Sidder her alene midt i skyggernes flor
Jeg længes efter lyset, der kan varme min kind
Men jeg mærker bare mørket trænge sig ind

Den æder mig op
Den æder mig op
Ophobet, betændt
Omsider erkendt
Den æder mig op
En sorg uden krop
En sorg uden krop 

Længe, lidt for længe har jeg holdt igen
skubbet det fra mig uden at vide hvorhen.
Rapporter og prognoser gør det nok så klart
Men min krop kan ikke føle grafernes fart

Den æder mig op...

Dette sår det findes kun her i mit hoved
Mærker ikke alt det, som jeg lige forstod
Vi æder Jorden under os, det æder mig med,
Endnu kan jeg intet føle, trods alt, vi ved

Den æder mig op...

Sørger over noget, der aldrig var mit
Løftet om et fremskridt, der er gået for vidt
Jeg ved, at jeg bør kæmpe, men hvad kan jeg gør’?
Jeg har mest lyst til at skrige. Højt, hvis jeg tør

Den æder mig op...

Hvad hvis vi er mange fler’, fler’ end vi tror
Sammen om en smerte, som er helt tom for ord
Vi mærker samme længsel og et spinkelt mod   
Hvis bare vi turde gribe om nældens rod

Den æder mig op...

Rødhalsen, den kalder i nymånens skær
synger ufortrødent, den kan ikke la’ vær’.
Jeg synger stille med, vi finder sammen hjem
For en ny dag gryr først, når vi kalder den frem

Den æder mig op
Den æder mig op
Ophobet, betændt
Omsider erkendt
Nu kigger jeg op
Ser solen stå op
Ser solen stå op

- “En sorg uden krop”. Tekst og musik af Andreas Lloyd og Anders Greis. Indspillet og indsunget af Sofie Marie Billekop.

Og en anbefaling…

Jeg er ikke den eneste, der skriver sange om vores forhold til jorden for tiden. Forfatteren og billedkunstneren Amalie Smith har skrevet en børnesang til en tid, hvor både børn og voksne må lære at tænke planetarisk:

Tak til Emmy Laura for at anbefale sangen i sit glimrende nyhedsbrev Jordbo.

Tak for at læse med! Hvis du sætter pris på dette nyhedsbrev, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.

Når vi snakker om klima, miljø, bæredygtighed og biodiversitet, bliver det let meget abstrakt og uhåndgribeligt. For hvad betyder det overhovedet at "beskytte naturen", "redde klimaet" eller "handle bæredygtigt"?

Vi kan ikke fatte naturen som helhed, men vi kan forholde os til enkelte konkrete steder: Bjergsted Bakker, Skjern Å, Amager Fælled – specifikke steder med historier, med relationer og med betydninger, der er vigtige for os. Steder, der giver os noget, og som vi gerne vil tage vare på og give noget tilbage til.

Så hvad hvis vi ikke (kun) tænker klimakamp og naturbevarelse som overordnede begreber, men som noget, der bedst kommer til udtryk i relationer til helt konkrete steder, der betyder noget for os? Hvordan kan vi lære at være gode naboer til de mange plante- og dyrearter, som vi deler disse steder med?

Det var en fascinerende og vidt-forgrenet samtale, som jeg heldigvis havde mulighed for at optage. Men i stedet for at banke den ud som en hurtig podcast, har jeg transkriberet og redigeret optagelsen med fokus på fire centrale temaer, der fortjener at stå tydeligt frem.

Transkriptionen er blevet en meget lang tekst, så jeg har tilladt mig at opsummere de fire temaer i kort form her.

At skrive sådan en opsummering er dog en utaknemmelig opgave, for det var også en meget kompleks samtale, hvor mange forskellige perspektiver, uenigheder, nuancer og udfordringer kom til udtryk. Derfor er dette mest af alt min subjektive opsamling af, hvad jeg hørte der blev sagt.

Det er dermed også et sammenkog af Emmys og Runes forskellige perspektiver og holdninger, snarere end en direkte en-til-en gengivelse af hele samtalen. De har begge haft lejlighed til at læse teksten igennem og komme med deres input og rettelser til deres citater. Helheden er mit ansvar alene. Men hvis du er nysgerrig, kan du dykke ned og læse mere i de transskriberede uddrag fra samtalen herunder.

I. Landskabet er altid allerede i forandring

Landskaber og steder er altid i forandring – både i kraft af isens, vandets, vindens, ildens, planternes og dyrenes påvirkning. Men især også af vores – menneskenes – påvirkning. Vi har påvirket landskaberne lige siden isen trak sig tilbage for 10.000 år siden. Og allerede dengang har vi forårsaget katastrofale tab af arter og levesteder. Det er ikke en lineær fortælling. Ligesom vi mennesker heller ikke kun har nedbrudt økosystemer, men mange steder og i mange sammenhænge har haft positiv indflydelse på vores omgivelser.

"Vores verden og steder er skabt gennem en masse forskellige transformationer, komplicerede forvandlinger og migrationer, og der er derfor ikke et oprindelsespunkt eller en ursuppe som noget udspringer af" som Emmy siger det. Der findes intet idealbillede af en fjern fortid, som vi kan genetablere og fastlåse. Der findes ingen nemme, klare svar. Ingen rene snit nogen steder. Vi må gøre vores bedste for at rumme denne kompleksitet og acceptere, at vi bare må gøre det så godt vi kan.

II. Vi hører til steder igennem relation, ikke gennem arv

Enhver samtale om jord, landskaber, om at høre til og være indfødt er enormt historisk belastet. For hvis vi begynder at tale om “vores” arv og "dem vi nedstammer fra" ender vi meget let i en ekskluderende essentialistisk snak om, hvem, der har mest indre danskhed inde i os. Vi må for alt i verden undgå at blande genetik og landforbundethed, for så ender man uundgåeligt i et nationalistisk fascistisk verdensbillede.

I stedet skal vi tænke i kasseidentifikation, som Rune forklarer det: "Du er i det her land, og derfor har du en relation, eller kan potentielt bygge en relation med dette landskab." Det åbner for mange flere måder at knytte sig til landet på. Som indfødt, som indført eller som påført – og dermed samtalen om, hvad det vil sige at kunne knytte sig og høre til et sted – og hvordan vi skal behandle hinanden og behandle de steder, vi deler.

III. Landskabet ønsker at være i relation med os

Den måde, vi taler om vores steder på, er med til at skabe dem. Og her er det afgørende at insistere på, at vi som mennesker knytter sig til den verden, der omgiver os. Landskabet ønsker at være i relation med os. Men det sker først, når vi begynder at bringe disse relationer til live. Som i Runes historie om bonden, der inviterer den underjordiske med hjem for at være nisse på sin gård.

Når vi føler, at det er barnagtigt, at tale om nisser, så skyldes det, at vi har internaliseret et kolonialt undertrykkelsesprog. Som Rune forklarer det: “ I det 19. århundrede sammenlignede den akademiske elite bøndernes animistiske viden med ‘afrikanske fetichister'. Bemærk hvordan race er grundlag for denne nedvurdering af både egen og andres animistiske videnstradition. Det står i modsætning til at være en hvid, moderne nationalist." Vi må derfor begynde at dekolonisere os selv. Dels ved at huske, at denne form for indfødt viden ikke er en eller anden statisk viden fra en fjern, nostalgisk fortid, men en dynamisk måde at forstå verden på, som arbejder igennem tiden. Og så må vi have modet til at indgå i et landskab af relationer til andre mere-end-menneskelige livsformer, som også har krav på respekt.

IV. Vi knytter os hurtigt til landskabet omkring os

Vi mennesker kan nærmest ikke lade være med at knytte os til landskaberne omkring os. Som Emmy forklarer: "Mennesket er et socialt væsen, der knytter sig. Det er vores måder at knytte os til landskaber på – socialt, kulturelt, økonomisk, åndeligt osv – der gennem tiden har ændret sig flere gange. Vi har brug for tilknytninger mellem mennesker og natur, og hvis det nu er sådan, at man er gået hen og har knyttet sig til en ‘plantage’ eller ‘lynghede’, der måske skal naturgenoprettes eller forvandles til en anden natur med en anden pleje-logik, er det afsindig vigtigt, at tage de lokale tilknytninger med i den forandringsproces, ellers er der meget stor chance for at opgaven kuldsejler.”

Naturgenopretning handler dermed ikke bare om, hvad der sker ude i landskabet, men i høj grad også om, hvad der sker indeni os som mennesker, der bruger og bebor det landskab. Her handler i høj grad om at hjælpe folk med at lære at danne relationer til et nyt landskab, som de ikke er vokset op med. Det kan tage mange år – både før landskabet er vokset til, og før vi har vænnet os til det. Derfor skal vi alle lære nye praksisser og nye historier, der kan hjælpe os med at se landskabet på nye måder – og skabe nye relationer til det. For vi kan først tage vare på vores omgivelser, når vi har en gensidig relation.

Det var opsummeringen. 😅 Herunder følger de transkriberede uddrag af vores samtale, hvis du har lyst til at dykke dybere ned i Rune og Emmys perspektiver. Men inden da slutter vi som altid med en sang. Denne gang den sang, som vi sang som indledning til arrangementet:

Mørk er november (Thorkild Bjørnvig/ Piæ cantiones). Sang og guitar: Jimmy Wistisen

Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt -
­da må vort hjerte selv lyse.
Synge vil vi, legen er magt,
mer end beregning, forstand og foragt
værn mod det sorte og tomme.
Om der svæver dødelig dræ,
vil vi dog elske - og plante et træ:
frugter kan uspået komme. 

Og her kommer opsamlingen. Giv gerne et ❤️ eller skriv en kommentar, hvis du når hele vejen igennem. Er nysgerrig på, om det rent faktisk giver mening at dele så meget tekst online i disse tider…

I. Landskabet er altid allerede i forandring

Andreas: Hvad har kendetegnet relationen mellem landskabet og de folk, der har boet her på forskellige tidspunkter? Hvordan har udviklingen været?

Emmy: Jeg holder utrolig meget af at arbejde med lange tidshorisonter, for at jeg ikke på en eller anden måde får fikseret et sted. Jeg er optaget af steders foranderlighed, af verdener, der bliver til, samtidig med at verdener forgår. Og mennesker har jo knyttet sig til de her landskaber på så radikalt forskellige måder.

Altså jæger-samlerne blev muligvis drevet herop, fordi de fulgte kæmpestore renflokke, og kom til det her sted, hvor isen pludselig var begyndt at trække sig tilbage. Og hvor en stenet tundra var begyndt at tage form, fuld af floder og vådområder. Og det landskab, som nu har tilladt det liv, der var der. Og senere, så kommer der jo andre slags mennesker. Der var nogen, der kom med nogle krukker og nogle frø og nogle tamdyr. Og pludselig så begynder vi jo at være på en anden måde i landskabet. Så det er ikke en lineær fortælling.

Sidst Danmark var så opdyrket, som det var nu, var i jernalderen. Nogle vil mene, at hele udparcelleringen af landskabet startede i jernalderen. Der er andre, der siger, at vores land ser ud, som det gør i dag, som konsekvenserne af udskiftningen – den privatisering af landskaberne, der fandt sted især i Danmark i 1700-tallet. Inden da, i middelalderen, som man også kalder fællesskabstiden, havde man trevangsystemet. Her roterede man mellem sine praksisser. Man havde enormt mange fælleder. Den jord, der ikke var dyrkbar, havde vi græssende dyr på. Disse overdrev kunne være lyngheder, de kunne være enge, de kunne være lyse skove.

Men ved udskiftningen, der parcellerer man det hele ud. Hvor der før var landsbyfællesskaber, der ejede forskellige dele af jorden, som man drev i fællesskab, bliver det nu brudt op. Vi ser eksempler på, at hele landsbyhuse helt fysisk bliver pillet ned og placeret ude i landskabet. Vi ser, at hvor noget før var fælles-forvaltet, bliver det en enkelt mands ejendom. Og vi ser, hvordan kvindernes magt og rolle ændrer sig radikalt. Der er en masse forskellige brud, som jo sådan også politisk muliggør, hvad det er for en type af relationer, vi har til de forskellige steder.

Det er langt svar på, hvor jeg tænker, at hvor vi er i dag: I et biologisk forarmet, biotopisk forarmet, geografisk forarmet, forsimplet landskab.

Rune: Ja, vores land er blevet smadret fuldstændig ned under gulvbrædderne. Jeg tror det er en million kilometer drænrør, der er blevet lagt ned i Danmark, som har forvandlet vores land fra et paradis af vådområder, og enge og skove, til sådan et hellscape af firkantede mudder-firkanter til monokulturel agrarproduktion.

Hvis jeg skulle trække en meget lang linje, så lad os kigge på gravhøjene. Nogle af dem er latterligt gamle. De kommer helt ned fra stenalderen og er faktisk blevet bygget af mennesker, som ikke er vores genetiske forfædre, men som var her før den gruppe mennesker, som vi stammer fra, kom her til. Dem, vi stammer fra, kaldes nogle gange for Yamnaya eller indoeuropæerne i dag. Og da de kom hertil, blev de ved med at betragte og holde landskabet helligt, på samme måde som dem, der boede her før. Og de er blevet ved med at bygge gravhøje. Det er en praksis, der bliver ved i årtusinder. Man holder faktisk først op med det, med kristendommens indførsel. Gravhøjene i Jelling, de er jo bygget af de sidste konger før kristendommens komme.

Men selv, da man holder op med at lave nye gravhøje, bliver man ved med at værne om højene, som jo er en slags de dødes hus, måske. Der har været en konge dernede. Kongerne i gamle dage før kristendommen kunne nogle gange blive halvguddommelige. Det var nærmest en gud, der boede inde i de der høje. Eller man talte om en gud, som oprindeligt var en konge. Nede på Stevns ligger der en høj, hvor man stadigvæk mener, at en elverkonge bor indeni.

Så gravhøjene er et eksempel på kulturelle opmærksomhedspunkter i landskabet. Og man kan sige, at der med kristendommen brydes med denne praksis, så er det først med industrialiseringen af landbruget, at man for alvor begynder at smadre denne kulturhistorie.

Der har måske været omkring 100.000 gravhøje i Danmark. Der er cirka en femtedel af dem, som i dag er blevet beskyttet. På min fars marker alene er der to gravhøje, der er blevet smadret.

Emmy: Jeg synes, at moserne er nogle meget, meget, meget spændende steder, som vi jo også har ofret til engang, men som jo senere er blevet gjort til okkulte, farlige steder, man skulle holde sig fra. Men engang var de jo et sted man bad bønner til. Og det samme med gravhøjene. Men etableringen af gravhøjene medførte også en økologisk katastrofe. De er konstrueret ved at grave tørv fra moserne. Det har været et kæmpestort arbejde, der krævede rigtig mange hænder. Så arkæologer ser mange tegn på, at det simpelthen medførte en økologisk katastrofe. Så vi må også altid være varsomme på at sige, at særlige trosretninger nødvendigvis også var gode for naturen, selvom det måske var en form for naturfilosofi, der har udfoldet sig.

Rune: Hvis man ser på hele menneskets historie, så er der på hvert eneste kontinent to ting, der falder sammen: At der begynder at være spydspidser i jorden, og at biodiversiteten styrtdykker. Fordi alle de store nøglearter, som der var efter istiden, de bliver simpelthen smadret lige med det samme. Mennesket kommer og decimerer biodiversiteten. Og det var jo folk, der formentlig var animisteg.

Det man kan aflede af den fortælling, er, at animisme er dynamisk. Det er noget, der ændrer sig i afspejlning af, hvordan forskellige relationer fungerer. Nogle af de steder i verden, hvor man har animistiske verdensbilleder, så bygger det rent faktisk på en enorm evne til at eksistere på en ikke-ødelæggende måde i en særlig økologi. Man kan se det som refleksioner over den katastrofe, vi har set finde sted mange steder. Derfor er det vigtigt, synes jeg, at fastholde, at man ikke nødvendigvis skaber et idealbillede af en fjern fortid, men indgår i givende dialog med denne forskning.

Emmy: Når jeg arbejder historisk, så synes jeg, at det er så fantastisk med alle de mange forskellige stemmer, der har foldet dette sted ud på så mange forskellige måder. Vores verden og steder er skabt gennem en masse forskellige transformationer, forvandlinger og migrationer, og der er derfor ikke et oprindelsespunkt eller en ursuppe som noget udspringer af

Det er jo faktuelt, at alle de her store dyr uddør, når menneskene kommer. Men tit bliver jeg efterladt med en følelse af, ‘hvad er vores berettigelse? Hvilke etikker og politikker drager vi heraf?’

Her er hederne er et meget godt eksempel at tænke ud fra. Der findes heder af et kulturlandskab, som bl.a. domineres af en plante, der hedder lyng, som er violet og stedsegrøn. Den trives faktisk med en form for forstyrrelse: At blive brændt af. Og lyng findes naturligt i landskaber, som for eksempel er præget af meget dynamik.

Før mennesker kommer op, så var det jo de store dyr, der holdt dette landskab åbent. Og især i Vestjylland kunne landskabet også være præget af ild, fordi det er tørre og bunde. Men denne dynamik ændrer sig jo så faktisk også, da mennesket kommer herop. For når alle de store dyr forsvinder, så begynder det at vokse til og blive tættere.

Vi kan se, at denne urskov slet ikke var som de fantasier om en mørk urskov, vi ellers har haft. Den er var meget lysere og med meget mere præget af dynamik end vi lige troede. Og det er den slags skov, vi godt kunne tænke os faktisk at fremme igen.

Nogle af de første heder begynder at opstå som et kulturlandskab omkring bronzealderen. Men da der ikke er nogen store dyr til at holde landskabet åbent længere, så det er noget, mennesket jo sådan set på en eller anden måde imiterer. Hederne opstår som en form for imitation. En imitation af ilden, af lynene, der kommer, af skovbrandene, af vandet.

Det vidste man jo ikke i lang tid. At hederne faktisk var menneskeskabte. Så man begynder at frede hederne, så gør man ikke noget ved dem. Fordi fredning betyder, at det ikke har noget med os at gøre. Og så voksede de til. Så hvordan kan vi egentlig bevare disse heder? Hvordan skal de være? De mangler faktisk en eller anden form for menneske i sig.

Og hederne er selvfølgelig ikke kun én ting. Der er mange forskellige slags heder og dermed også forskellige måder, som mennesket helt konkret fysisk kan knytte sig til et landskab på.

II. Vi hører til steder igennem relation, ikke gennem arv

Emmy: Jeg er halvt colombianer. Jeg er født i Colombia, kom til Danmark. Min mor er dansk, min far er colombianer. Han flyttede tilbage til Colombia, min mor flyttede nogle år efter til Spanien og bor der. Og når der er colombianere i Danmark, så mødes vi og snakker sammen. Og på spansk kan man tilhøre mange forskellige etniciteter. Man er også beskrevet med hudfarver. I mit babypas stod der, at jeg var kanelfarvet. Og jeg kan huske mit pas, hvordan jeg havde fået lavet fingeraftryk og der var også et babyfodaftryk. Så som barn sagde, jeg, at jeg ikke var døbt, men at jeg var trykt.

Og som en ven sagde, så når man er colombianer, så er man jo både den, der koloniserede, og den, der blev koloniseret. Man kan sige, at en stor del af min colombianske familie kommer af en migrationsslægt migranter. De var flygtninge engang for længe siden. Der er sikkert også spor af de mennesker, der var der først. Og jeg kender slet ikke min mors familiære genetiske slægtskab…

Men jeg tror af den grund, at jeg føler mig altid uden for historien om “vores” kulturarv. Og jeg kommer jo altid til et sted som en fremmed. Jeg har arbejdet med hederne for eksempel, med nogle hyrder, og der har jeg også mødt, “du hører jo ikke til her” og jeg hører meget ofte, at jeg ikke hører til her. Så derfor reagerer jeg altid meget stærkt på, når nogen siger “vores” arv, og “dem vi står for”. Fordi jeg føler mig altid uden for den historie. Så derfor er jeg altid meget opmærksom på, hvem er dem, der er indfødte, og hvem er så dem, der er indførte?

I Sydamerika, hvor de her koloniale spørgsmål og koloniale kritik også folder sig ud, Der begynder man at tale om et ord, som er ikke indigeno, som er indfødt, men endigeno. Altså, påført, eller hvad kan vi sige. Og det åbner nogle helt andre handlingsrum, og nogle helt andre samtaler om, hvad vil det sige at kunne knytte sig til et sted. Hvad vil det sige at høre til? Hvad vil det sige at få lov til at være her og ikke få lov til at være her? Men vigtigst af alt, hvordan skal vi egentlig behandle hinanden og behandle det rum, der er? Uanset om vi genetisk hører til eller ikke hører til?

Rune: Tusind tak fordi du tager det udefrakommende perspektiv ind her. For det er vildt vigtigt, mener jeg, at vi tager sådan noget som genetik ud af landforbundethed. Hvis man blander genetik og landforbundethed, så er det altså Blut und Boden. Det er det bare.

Men jeg mener, at landskaber og relation til landskaber, f.eks. animisme, det har potentiale til at være en kasse-identifikation. Altså du er i det her land, og derfor har du en relation, eller kan potentielt bygge en relation med det landskab. Det er ikke en essens-identifikation, hvor man siger, at vi har en indre danskhed inde i os, og der er nogen, der har det lidt mere end nogen andre, og måske har jeg det lidt mere end dig, fordi jeg har noget rødt skæg og din far er columbianer, eller hvad det nu er.

Sådanne essens-definitioner kan blive enormt ekskluderende, og det er vigtigt at fastholde kritikken i hjerterne. For ellers risikerer man ikke bare at indgå i uheldige synergier med en fascistoid verdensforståelse. Man fejler også i at bygge en animistisk landforbundethed helt konkret.

Emmy: Da jeg startede med at studere, så var “landskab” et meget farligt ord at tage fat i. Det blev set som noget, man ikke skulle beskæftige sig med. For der er en masse komplicerede historikker ved brug af landskabet. Både i billedkunsten, hvor man har sagt, at landskabet bare er et perspektiv – noget, der ligger uden for os selv. Det er en fremmedgørelse. Men også i nationalkonservatismen, hvor man i begyndelsen af 1900-tallet virkelig knyttede det her native land med racial identity. Begge dele har gjort, at det har været svært, og lidt farligt, at begynde at tale om nogle af de her ting.

På engelsk bruger man begrebet place learning. Jeg kalder det stedslære. Og grundlæggende hander det om at forstå, hvad et sted er, og hvad der gør det særligt. Men som geograf og planlægger, så vil jeg se på, hvad har et sted været? Hvad er det? Og hvad kan det måske også blive til?

Jeg kommer fra planlægning og geografi, og især fra en arkitektverden, hvor man i rigtig mange år især har haft særlig fokus på det materielle. Altså materialestrømme, på værdikæder, på byggesektorens betydning for, hvor noget er. Man har tegnet husene, og så har landskabet sådan set bare måske haft en lille kontur.

Og denne forståelse af landskab, forståelse af sted, er af alle mulige forskellige grunde – teknologisk udvikling og dræning – trådt længere og længere i baggrunden. Vi glemmer, at der findes et vådområde under, hvor vi sidder. At vi befinder os på en tidligere strandkant. Altså det gør vi helt fysisk lige nu, ikke? Dette [Indre København] er en tidligere strandkant. Vi må få en forståelse for, hvor det er, vi er henne.

Det betyder også, at vi må være fleksible i vores forståelse af bevaring. Af hvad? Og hvornår? Nu har jeg værksted ude ved nogle gamle fæstningsvolde, hvor plejeplanen er, at de skal klippes ned 4 til 5 gange om året. Men der har vi nu fået lov til at reducere antallet af klipninger og alligevel bevare voldens struktur. Så nu har vi masser af svaler og det flimrer og det blomstrer – og det overlever tørke. Og det er jo ikke alle, der ville være fan af det, for vi ændrer jo på strukturen af den her vold. Det er ikke kun bevaring og arv. Noget arv skal måske også have lov til at formulde. Til at blive til noget andet. Det handler også om, hvilken type arv og bevaring vi ønsker skal fortsætte.

Rune: Det er vigtigt at forstå arv som noget dynamisk. Som noget vi indgår i aktive dialoger med, og ikke som et idealbillede.

III. Landskabet ønsker at være i relation med os

Andreas: Rune, du arbejder med det, du kalder nordisk animisme. Kan du ikke forklare, hvad det er?

Rune: Jo, nordisk animisme er en overskrift, jeg bruger til at forsøge at tale om, hvordan man i dag kan bruge fx indfødte folks viden som linse på vores egen kultur, og forsøge at kommunikere det ind i vores samtid.

Det er vigtigt at understrege, at når jeg taler om indfødt viden, og bruger det på vores egen kultur, så bruger jeg faktisk ikke begrebet “indfødt viden” om mig selv. For det ville risikere at undergrave nogle af de empowerment-projekter, som koloniserede folk har, og som de har brug for. Jeg mener, det er absolut afgørende for, at man ser dette som en modsætning til et nationalistisk standpunkt.

Det væsentlige begreb at forstå her er animisme. Det vil man typisk forstå som, at der er ånd i alting. Og det er i virkeligheden en lidt reduktiv måde at forstå det på. og det er en relativ måde at forstå det på. Det er den idé, at der er personer i verden, men det er kun nogle af dem, der er mennesker. Men de har i virkeligheden alle sammen krav på en vis respekt. Så det vil sige, at der er andre væsener end os mennesker, som også har krav på respekt. Og det at praktisere den respekt, det er animisme.

Det betyder, at der er et landskab af relationer. Hvis man er en inuit, som lever på en førindustriel måde, så vil de have en meget livsafgørende relation til havet. Det er en livsafgørende relation, for den definerer simpelthen, om man trækker vejret om fire måneder.

Det, der sker i den relation, er at havet bliver personligt igennem den relation. I virkeligheden så er vi som personer ikke så meget som små klokker, som vi har en tendens til at tro. Vi bliver virkelige som personer, når vi bliver subjektive gennem vores relation med hinanden. Når jeg er her nu og taler til jer, så er der en relation imellem os, og jeg bliver virkelig igennem den relation som den person, jeg er.

Det er en anden ting, der sker, når jeg er sammen med mine børn derhjemme. Så er det en anden relation, der krystalliseres der. Det at krystallisere sådan en relation, det er hvad mange animistiske ritualer handler om. Når folk tager en maske på og danser rundt, så er de i gang med at krystallisere og manifestere en relation. Nogen kalder det for dividuering.

F.eks. har Evald Tang Christensen en fortælling om en bondemand, der er på vej hjem fra marken. Og så møder han en underjordisk, som sidder på et gærde. De falder i snak, og så siger bonden, ‘har du ikke lyst til at komme med hjem til mig og blive nisse for min gård?’ Altså blive en beskytter. En, der har den samme relation, kunne man sige, mellem landbrugsproduktionen og de mennesker, der bor der, som havets moder har for nogle inuitter, der lever af havet.

Denne underjordiske, dette lille stykke udstrækningssubjektivitet, siger, ‘ja, fint nok, det gør jeg.’ Og den kommer med hjem og bliver så en person, der bebor den relation. Så går det galt på et tidspunkt, så det hele bryder sammen. Men pointen er, at der sker en art dividuering: En relation bringes til live.

Det her med, at der er en nisse og en underjordisk og sådan noget, det forekommer sikkert mange af os moderne mennesker at være noget enormt mærkeligt noget: “Tror du på nisser?” – det er en metafor for at sige, at du er idiot på moderne sprog. Og at tale om sådan noget som animisme, og elverfolk, der bor inde i høje, og alt sådan noget. Det forekommer garanteret mange mennesker som sådan noget underligt pasticheagtigt noget der hører til i børneværelses-DVD-samlingen, sammen med Harry Potter og alle mulige spidsørede væsener.

Men lige præcis dén oplevelse, at det er noget, som måske er barnagtigt. Det mener jeg er en del af en kolonial arv. I det 19. århundrede sammenlignede den akademiske elite bøndernes animistisk viden med ‘afrikanske fetichister'. Bemærk hvordan race er grundlag for denne nedvurdering af både egen og andres animistiske videnstradition. Det står i modsætning til at være en hvid, moderne nationalist. Det er en internalisering af et undertrykkelsesprog, som man igennem det 19. århundrede har brugt imod mennesker ude i verden, man gerne vil undertrykke.

Når man tager et moderne, indfødt vidensperspektiv på vores egen kultur, kan vi begynde at dekolonisere os selv. Vi kan sige, at grunden til, at jeg opfatter Nissen som sådan noget underligt barnagtigt, korkigt noget, det er i virkeligheden en funktion af denne her kulturelle dominansproces, som mange af os har internaliseret. Så når man går ud i dag og tænker animisme i forhold til vores landskaber, så er der er en enorm rigdomaf kultur, som man kan gå ind og arbejde med at forsøge at bygge relation til landskaber. Og på meget bogstavelige måder få landskaberne til at tale.

Vi har en tendens til at forstå denne indfødte viden som et eller andet statisk vidensreservoir i en eller anden fjern, måske imaginær, måske nostalgisk fortid. Men det er jo en dynamisk måde at forstå verden på, som arbejder igennem tiden. Og der kan man se fortællinger om, hvordan relationen er der.

Derfor kan man se refleksioner over dette tab af landforbundethed i folkloren. Man kan se det i sangen om Agnete og havmanden, som I måske kender: Agnete bliver gift med den her havmand, som er en del af landskabet. Der er en slægtskabsrelation. Det ser man i mange af de gamle fortællinger, at der er et ægteskab mellem landskabet og en kvinde eller en mand.

Det er jo et meget konkret udtryk for, at vi er beslægtet med landskabet, når man simpelthen stammer fra det. I Agnete og havmanden, der brydes det her ægteskab. Agnete vender sig bort fra havmanden. Og han kommer ind med tårer i øjnene, og tigger og beder hende om at vende tilbage til den positive relation. Hun benægter det, og så nedkalder han mulm og mørke over alle land. Det er som om, at bruddet på relationen skaber et sammenbrudsforhold.

Der var et fantastisk forløb omkring Amager Fælled, hvor der var en maskeskaber ved navn Randi Kjær, der havde lavet en maske, der var en personificering af Amager Fælled. Den hed Mama Fælled. Og den maske havde de så med til forskellige processioner og demonstrationer. Og på et tidspunkt så jeg et lille alter, som nogen havde hængt op ude ved Ballonparken eller et eller andet i nærheden, hvor der var et billede af denne gudinde, som i virkeligheden er en personificering af Amager Fælled.

Men så sker der ikke mere. Hvis vi havde været indere, så lover jeg jer, at så havde der været et lille tempel derude nu, hvor folk ville være blevet helbredt for deres sygdomme, og der ville sidde folk derude med røgelsespinde, og der ville være en hel animistisk teknologi, som ville manifestere denne genius locii.

Prøv at tænk, de af jer, som kender København, hvilken rolle Amager Fælled har spillet i Københavnernes forestillingsverden. Det har næsten været sådan et udgård, sådan et mørkt, farligt sted. Da jeg flyttede hertil. Man havde fornemmelsen af, at man nærmest ville blive voldtaget, hvis man satte en tå ind i det der mørke landminebefængte, hash-plante-sted.

Så det har haft sådan en helt speciel rolle på en eller anden måde, som sådan et naturens sted, der når helt ind i hjertet af vores samfund. Og jeg tror, at den rolle har været med til at skabe en meget voldsom reaktion på planen om, at Amager Fælled skulle smadres, og at der skal bygges stål og glas i stedet for. Men vi mangler kapaciteten til at dividuere, til at gøre med Amager Fælled, hvad bonden gjorde, da han inviterede den der underjordiske med hjem til gården.

IV. Vi knytter os hurtigt til landskabet omkring os

Emmy: Nu sker manges primære tilknytning til steder igennem fornøjelse og fritid, rekreativt. Men jo også helt hverdagsligt. Altså til urbane steder. Jeg mener, at mennesket er et socialt væsen, der knytter sig. Det er bare vores måder at knytte os til landskaber på, der har ændret sig. Og vi knytter os måske til noget andet, end det, man engang gjorde, eller hvordan man engang var omkring et sted. Fordi vi bruger vores tid på en anden måde. Det vi arbejder med, knytter vi os til.

Mennesker er utroligt knyttet til et urbant landskab. Det vil sige, at vi erfarer regn, vi erfarer vandpytter, vi fornemmer brostenene, vi fornemmer bytræerne. Vi knytter også til Amager Fælled, så derfor laver man ring om fælleden. Man er begyndt at bade, og man går i havnen. Så på den måde er mennesker jo utroligt knyttet til de steder, de er.

Jeg så den her film, som handler om et område i Danmark, der skal genforvildes [Phie Ambos “Organiseret vildskab” – om Hammer Bakker ved Aalborg]. Og det narrativ folder sig ud i mange forskellige tv-programmer: ‘De dumme mennesker, de har knyttet sig til det forkerte træ. De skal jo knytte sig til en anden slags træ.’ Og det synes jeg faktisk er utroligt trist, at de her mennesker bliver grinet af. For de har jo faktisk knyttet sig til et sted. Det er jo faktisk den her form for tilknytning, vi godt kunne tænke os, at flere fik.

Det er jo også derfor vi oplever en stor modstand, det er jo fordi folk faktisk har knyttet sig til nogle konkrete steder. Men vi kunne godt tænke os, at disse landskaber skulle folde sig ud på en anden måde, og man skulle være tilknyttet på en anden måde, fordi det er gået op for os, at vi har brug for en biologisk mangfoldighed.

Biodiversitet, økologi og øko-forståelse er jo nogle forholdsvis nye begreber, men det er jo også nogle forholdsvis nye erfaringer i det moderne menneskes livshistorie. Derfor synes jeg, at man må være meget åben og arbejde med de tilknytninger, der nu engang findes.

Folk synes jo nærmest, at vandrestierne er overrendte. Der er biologer, der siger, ‘I går og forstyrrer alle fuglene.’ Som om det er skidt, at vi er derude. Apropos kampen om arealerne: Det er jo i virkeligheden alt for lidt plads til det her. Vi skal tænke arealfordelingen på nogle helt andre måder.

Det bliver jo tydeligt, når flere og flere ønsker at gå deres ture og erfare landskabet. Og så siger de: “Hov, hvorfor skal vi kun gå i pløjemarker og på en landevej?! Hvor blev alle markvejene af? Hov, det er kun 40 år siden, at der var en masse markveje og en masse små biotoper. Det kunne være spændende at få dem tilbage.” Så det er jo en erfaring, der langsomt samler sig op.

Rune: Jeg tror også, at vores opfattelse af landskabet er præget af det man kalder Shifting baseline syndrome: Vi kan huske hvordan det var i vores barndom. Det er vores baseline. Så det vil sige, at vores børn kommer til at vokse op med, at det er normalen, at der ikke er noget ilt i havene. At det bare er en eller anden gul suppe.

Når jeg læser folklore-materialer, så står der, hvordan man for 100 år siden kunne stå ved Svendborgsund, og så er der bare sæler i vandet. En del af sorgen over dette tab er jo den totale følelse af magtesløshed, som vi alle sammen har. Politikerne har det også. De kan jo ikke finde ud af at gøre en skid ved det. De kaster sig ind i en eller anden krig, hvor man har fornemmelsen af, at en væsentlig del af deres motivation er, at det er præcis sådan noget, som sådan nogle politikere er bygget til at kunne håndtere. Men dette enorme globale problem kan de bare ikke forholde sig til.

Emmy: Jeg synes, at vi må anerkende, at vi befinder os i en helt vanvittig blindgyde. Vi er så sporafhængige på så mange måder, at det er faktisk meget kompliceret. Så selvom vi tænker, at løsningerne jo faktisk ligger lige for, så vil jeg gerne holde fast i, at det er meget svært alligevel. Jeg mener, det tager 60-200 år, før der gennemføres sådan fundamentale samfundsmæssige forandringer. Men jeg tror, at vi er på rette vej.

Andreas: Der er nogen, der siger, at det tager lige så lang tid, som det tager for en urskov at vokse op igen. At hvis vi i dag står med nogle bare marker, som skal nå at springe i skov og blive til noget, så er det ligesom det tidshorisont, vi kigger på.

Men der sker rigtig meget indeni os som mennesker. Der er jo også en kulturel forandring, som vi skal være en del af, for at det her kommer til at ske. Så jeg er nysgerrig på at høre netop, hvilke praksisser I har arbejdet med for at skabe den form for relation til steder, til landskabet, som også kan være noget, som folk her kan finde inspiration i. Hvilke konkrete praksisser kan være med til at påbegynde eller sætte skub i den forandringsproces?

Rune: Jeg er blevet inspireret af nogle indfødte australiere. der har en helt vild kapacitet til at opsamle viden i landskabet.

Hvis jeg hørte nogen sige, at nogle af de her mennesker er i stand til at huske ting, der skete for 35.000 år siden, så vil jeg ikke tro på det, som kulturforsker. Men der er relativt konsensus om, at det kan de.

De har et system, som de kalder for songlines – det er spor igennem landskaberne, som folk bevæger sig på. Så får de givet kulturel viden, økologisk viden, juridisk viden, al mulig forskellig viden af lageret.

Det fungerer på samme måde som et memory palace – et hukommelsespalads. I virkeligheden er det australske kontinent, kulturhistoriens største memory palace. Det er gennemtrængt af de her linjer, hvor folk bevæger sig på og har indlejret fortællinger og viden ind i landskaberne. De forskere, der arbejder med det i dag, fortæller, at hvis man indlejrer viden i landskaber – og det kan være hvilken som helst slags viden. Hvis du fx gerne vil lære kinesisk, kan du memorisere kinesiske verber ind i lygtepælene og skraldespanden på den tur, du går, når du går tur med din hund.

Hvis der så er en lastbil, der kører ind i en af de lygtepæle, så den bøjer, så kan du mærke det emotionelt. Du bliver emotionelt knyttet til det landskab, hvor der er lagt viden ind i på den måde. Så det er et helt konkret projekt, jeg arbejder med i øjeblikket at kigge på vores egen kulturelle arv og se på de fortællinger, som er knyttet til bestemte lag i landskaberne. Der er endda noget, der ligner songlines her i Danmark.

Songlines eller lignende ting kan man i øvrigt finde næsten tværkulturelt. At der er linjer i landskabet, som man bevæger sig på, og så er der viden lagret i de der linjer. Du finder det i Nordamerika. Du finder det blandt inuitter. Du finder det i Polynesien. Det betyder, at du kan gå ind og arbejde med de her ting uden at du ender i cultural appropriation land.

Tag bare historien om gudinden Gefion, som trækker en klump af Sverige ud i havet og laver denne ø, vi er på nu, Sjælland, ikke? Sø-landet. Og hvorefter hun slår sig ned i Lejre. Der er flere af sådanne fortællinger i den nordiske mytologi.

I princippet ville man kunne tage en 4. klasse ud i en naturnationalpark og lære dem at praktisere viden igennem landskabet. Måske skal de danse noget af den viden om de naturlige processer, der har udspillet sig i den naturnationalpark. Måske skal de lære det inde i bestemte træk i det landskab. Måske bliver det mixet ind med kulturel viden, som man finder i folkloren, så man får sådan et videnskompleks. Den viden vil virkelig blive lagret meget dybt, og det vil knytte folk emotionelt ind i et landskab. Så det er en model, som jeg ligesom spekulerer i, hvordan man kan forsøge at komme tilbage i retning af landforbundethed.

Emmy: Man kan sige, at der er en stor del af mit arbejde, som jeg slet ikke har fortalt om endnu: Hele det, der handler om, at mennesket jo ikke kun er et rationelt, mekanisk menneske, men også er et følsomt, et socialt og et sanseligt væsen, der kan dufte og der kan lytte. Og det sker, når vi bevæger os ude, hvor vi begynder at erfare vores omgivelser.

Men bare fordi vi lige får det bedre, og vi får alt muligt ud af den her gåtur, så er det ikke nødvendigvis sådan, at landskabet også får noget ud af det. Det kan vi jo ikke sætte lighedstegn imellem. Så det er to forskellige forhold, hvor jeg synes, at det er meget vigtigt at finde ud af, hvordan vi kan give tilbage. Og måske handler det om det her med naboskab, som du har snakket om, og som ingen af os jo faktisk helt fagligt set kan være rigtig gode til at svare på.

Som indadvendte drenge og teenagere i 1980erne og 1990erne er vi rundet af de samme film, romaner, tegneserier og computerspil. Fælles for dem alle var det samme fokus på helte, der kan noget ekstraordinært og forløser farlige og svære situationer i sidste øjeblik.

Det er nærmest den samme historie hver gang: Der er en helt. Han (og det var næsten altid en han) møder en udfordring. Han træffer et valg, og derfra leder det mod en konklusion. Et resultat og en morale. Hver eneste historie er den samme historie om hvordan heltens værdier fører til handling og siden forløsning.

Litteraturforskeren Joseph Campbell kaldte denne historie for "heltens rejse", han bemærkede, at langt de fleste eventyr er variationer over den samme myte, uanset hvilken kulturel eller social kontekst, den er skrevet ind i. Og de er alle grundlæggende bygget på den samme heltefigur – fra Gilgamesh og Odysseus til Thor og Abekongen.

Den amerikanske forfatter Kurt Vonnegut opsummerer denne arketypiske heltehistorie helt kort og sarkastisk således:

“Helten kommer i problemer. Helten kommer ud af problemerne igen.”

Han kalder denne heltehistorie “Manden i hullet”. Hullet er problemerne. Uden hullet er der ingen historie. Det er først, når man falder ned i hullet, at man får mulighed for at være en helt. Det er først når krisen indtræffer, at helten kan vise sit mod. Og det er modet, der kendetegner en helt.

Som teenager kunne jeg ikke få nok af den slags historier. Hvert eneste computerspil kastede mig ned i hullet og gav mig rollen som den afgørende figur, der vender slagets gang og redder verden. Historiens struktur prægede mig. Efterlod mig med en dyb higen efter at være helten.

Og jeg endte – mere eller mindre bevidst – med overføre den samme skabelon på mig selv – og dermed også på den måde, jeg så og forstod mine egne handlinger. Jeg forestillede mig, hvordan det ville være selv at stå i en sådan situation, hvor det hele er op til mig. Hvordan jeg ville handle. Hvilke valg, jeg ville træffe. Og hvordan jeg ville blive set, bekræftet og anerkendt bagefter.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er den eneste. Måske er vi en hel generation (af mænd?), hvis selvforståelse er blevet præget af disse heltefortællinger?

Men hvad er det egentlig, at denne heltefortælling gør ved os?

Først gør den os selvoptagede, fordi vi hele tiden søger at være helten i vores egen historie. Siden gør den os skuffede, forsmåede eller ligefrem vrede over, at vi aldrig får den anerkendelse, vi føler, at vi fortjener. Uden at have undersøgt det nærmere, har jeg indtryk af, at det netop er denne skuffelse, som Jordan Peterson og de andre meningsdannere taler ind i, når de taler om, at “maskuline ånd er under angreb.”

På det seneste er netop Musk og Zuckerberg også begyndt at tale om de samme “maskuline dyder”. Ligesom mig er de vokset op med computerspil, og med præcis den samme higen efter at være helten. De har selv offentligt fortalt om, hvor meget computerspil har betydet for dem. Zuckerberg spejler sig i Kejser Augustus efter at have spillet strategi-spillet Civilization i årevis. Elon Musk har flere gange omtalt journalister og politikere, som ikke deler hans holdningerm som NPCs – non-player characters – dvs. de figurer i et computerspil, der styres af computeren, og som derfor netop ikke er helte.

Men i modsætning til os andre har de formået at udleve denne higen gennem en hektisk, utålmodigt hidsig udviklingstrang, hvorigennem det er lykkedes dem at skabe store formuer, udvikle nye teknologier og få enorm indflydelse på den offentlige samtale over hele kloden. Derigennem er de kun blevet bekræftet i, hvor vigtige og særlige, de er. Og de er aldrig for alvor blevet konfronteret med deres egne begrænsninger. Og har dermed aldrig oplevet værdien af ydmyghed.

Tværtimod. De lader til at være drevet af en arrogant forandringstrang, der nok bedst er opsummeret i Facebooks mantra "Move fast and break things". Og hurtigt er det gået. Og mange ting er gået i stykker undervejs. Og selvom det ikke længere er Facebooks officielle politik, er mantraet blevet hængende som en del af den innovationskultur, der i stadigt højere grad præger vores verden.

Til at begynde med kastede både de sig begge over at løse de mange store udfordringer vores samfund står overfor: Musk ville bremse klimaforandringerne med elbiler og solceller, og bygge nye raketter, der kan sende folk til Mars. Zuckerberg proklamerede, at han ville bringe os alle tættere sammen og gøre os alle mere forbundne, og begyndte at give penge til forskning, uddannelse og sundhed.

Men efterhånden lader det til, at det ikke har været nok. De har ikke fået den anerkendelse, de søgte. De udfordringer, som de søgte at løse, var for store, for komplekse og for uformelige. De gjorde det ikke muligt for dem at blive set som de helte, de gerne ville være.

Derfor er de gået skridtet videre og begyndt at skabe deres egne kriser. For som Vonnegut påpeger, så er krisen forudsætningen for at kunne være en helt. Der skal være et hul, du skal komme ud af. Og hvis du ikke kan finde et godt hul, må du selv grave et. Derfor går de til kamp mod woke, cancel-kultur og censur, der udfordrer deres selvbillede. Mod offentligt bureaukrati og regler, der begrænser dem. Mod eliter og smagsdommere, der ser ned på dem. De kommer ikke længere med løsninger. Nu handler det mest bare om at brænde det gamle ned. Move fast and break things.

Det er ikke bare giftig maskulinitet. Det er et giftigt heltekompleks.

Det ved jeg, for jeg har selv været mærket af det. Igen og igen i løbet af mit voksenliv har jeg mærket dette heltekompleks spøge. Med hvert nyt projekt har jeg været i fare for at komme til at tage mig selv lidt for alvorligt. At overspille min egen betydning. At få det hele til at handle om mig. Og mere end én gang er det også endt med, at jeg er faldet i de huller, jeg selv havde gravet. Fældet af overmod, mærket af ydmyghed.

Det var en stor del af grunden til, at det var så vigtigt for mig at skrive “Følelsen af demokrati”. For at afprogrammere mig fra denne helte-selvforståelse, kompostere den for at give plads til noget nyt.

Så hvad kan vi sætte i stedet?

I sin lille tekst “Bæreposeteorien om fiktion” bemærker Ursula Le Guin, at den klassiske heltefortælling har form som et spyd: Lineær, individualistisk og simpel – med et klart resultat: Sejr eller nederlag. Det er historien om jægeren på jagt. Den starter her og slutter dér. Enten dræber du mammutten og kommer hjem med byttet, eller også gør du ikke. Omdrejningspunktet er konflikten og helten, der forløser den. Uden konflikt – uden helt – ingen fortælling.

Som modsætning til dette opridser Le Guin en anden slags fortælling, der tager sin form efter bæreposen: Cirkulær, kollektiv, kompleks og rodet. Det er historien om samleren, der går i skoven og finder bær, urter og vild havre. Der er ingen klar begyndelse eller slutning. En proces, der giver fortsat omsorg, næring og vedligeholdelse. Omdrejningspunktet er hverdagen, ikke det ekstraordinære.

Som Le Guin skriver:

“Det er tydeligt, at Helten ikke ser godt ud nede i denne pose. Han har brug for en scene eller en piedestal eller en bjergtinde. Putter du ham ned i en pose, ligner han en kanin, en kartoffel.”

For Le Guin er der også disse to former for fortællinger også stærkt kønnede, da de trækker på vores forestillinger om manden som jæger og kvinden som samler. Hendes essay er i høj grad også en feministisk kritik af mandlig selvhøjtidelighed (ouch).

Men ny forskning viser, at fortidens kønsroller slet ikke var så fastlåste som vi måske troede. Og at det i højere grad blot er en projektion baseret på fordomme baseret på det samfund, vi selv er vokset op i.

På samme måde er det også tid til at gøre op med forestillingen om den enestående helt, der gør den afgørende forskel, når krisen rammer. Klimakrisen og det økologiske sammenbrud er nok det størst mulige hul, vi kunne falde i. Men så længe vi holder fast i den samme, gamle helte-fortælling om, at nogle få, ekstraordinære individer (mænd) kommer med den løsning, der kan redde os i sidste øjeblik, er vi kun ved at grave hullet dybere.

Vi kan ikke løse problemerne med de samme historier, der har skabt dem. Vi har ikke brug for “move fast and break things”, for vi har ikke brug for flere hurtige, voldsomme og uigennemtænkte snuptag, der alt for let kan flå sømmen, der holder vores verden sammen, endnu mere i stykker.

I stedet har vi brug for “move slow and mend things” – langsomme, omhyggelige lapninger. Langsom, som træer vokser. Langsom, som børn opfostres. Langsom, som tillid opbygges. Langsom, som den spirende følelse af at høre til.

Men det kræver, at vi får nye historier at spejle os i og pejle efter. Historier, der handler om mennesker og ikke om helte.

For vi har ikke brug for helte.

Vi har brug for folk, der er gode til at være mennesker: Ærlige, solidariske og vedholdende – trods alle vores fejl og mangler.

Folk, der ikke tager sig selv for alvorligt.

Folk, der giver omsorg, trøst og retning til hinanden og til jorden.

Folk, hvis historier er uheltemodigt forankret i hverdagen, men alligevel fuld af kraft, mod og fantasi.

Folk, der ved, at i sidste ende er det fællesskabet, der er helten. For det er den bærepose, der kan bære os alle.

Vi slutter med en sang…

Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor.             
Der står krokus i min have, der står øller på mit bord.       
Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø,  
for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø.     

Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille, og et brev med pure løg.
Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot,
jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt.

Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak.

Jeg vil ikke slås med bisser, jeg vil så og ikke slå.
Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på.
Der er nok af danske helte som er danske hele dag’n,
og går rundt og spænder bælte, mens de råber; Fy for Fan.

Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd.
Jeg reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og migræne blot jeg skær’ mig på en dolk,
og vil hell’re slå min plæne, end slå løs på pæne folk.

Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord.
der er øller i min mave, der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad
skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.

- “Noget om Helte”. Tekst af Halfdan Rasmussen og musik af Robert Normann. Fortolket af Bjørn Fjæstad til Fællessang på DR1, 1. maj 2020.

Tak for at læse med! Hvis du sætter pris på dette nyhedsbrev, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.

Det er en fin liste med mange gode (dog primært individuelle) handlinger. Men som det ofte er med den slags, så er det nemmere at lave listen, end det er rent faktisk at begynde at gøre alt det, der står på den.

Det er på ingen måde et nyt problem. De gamle græske filosoffer tænkte meget over denne forvirrende modsætning mellem på den ene side at vide, hvad man bør gøre, og på den anden side, hvor svært det er rent faktisk at gøre det. De kaldte det for akrasia, som nok bedst kan oversættes som “viljesvaghed”, “mangel på selvbeherskelse” eller “at handle mod bedre vidende.”

De græske filosoffer så den menneskelige psyke som et vrangvilligt, lunefuldt organ, som det er nemt at gøre indtryk på. Og som derfor har tendens til at handle imod bedre vidende og tilsidesætte sine forpligtelser i det omfang, det er muligt at slippe afsted med det. Men fordi vi stadig godt ved, hvad vi burde gøre, så kan vi ikke slippe det mentale ubehag, der opstår, når vi ikke handler derefter.

I dag kalder forskere dette ubehag for kognitiv dissonans, men problemet er grundlæggende det samme: Hvordan kan vi skabe overensstemmelse mellem vores viden og værdier på den ene side – og vores ønsker og lyster på den anden?

Den engelske forfatter og filosof Alain de Botton bemærker, at dette er et af de centrale problemer, som religion søger at løse: Det handler ikke om at bekæmpe uvidenheden, men om at overvinde uviljen mod at agere ud fra tanker, man har forstået til bunds på det teoretiske plan. Han fremhæver, hvordan kristendommen fra et tidligt tidspunkt har rettet sig efter en simpel, men vigtig iagttagelse, som desværre aldrig har gjort samme indtryk på sekulære undervisere: hvor nemt vi glemmer.

De Botton pointerer, at vi i vores moderne, sekulære samfund, har en tendens til at tro, at hvis folk har fået noget at vide en gang, så kan de huske det. At hvis vi lærer dem om Platon i gymnasiet, så vil de også kunne huske det 40 år senere.

Religiøs praksis arbejder helt anderledes. For den bygger på en grundlæggelse anerkendelse af, at vores hjerner alt for let bliver distraherede og mister fokus og viljefasthed. Derfor siger de: ‘Knæl og bed! Gentag de store sandheder igen og igen og igen!’ – netop fordi de ved, hvor svært vi har ved at fastholde dem.

Netop derfor er det cykliske – rytmerne, gentagelserne, pulsen – så vigtig i religiøs praksis:

Du skal ikke komme til gudstjeneste og høre prædikenen, fordi du skal lære noget nyt. Nej, du skal komme for at blive mindet om det vigtige og værdifulde, du allerede ved.

Fordi vi uge efter uge har brug for at finde sammen med andre og i fællesskab blive mindet om – og minde hinanden om – vores fælles værdier. Og dermed støtte hinanden i at overvinde vores akrasia – i at gøre det, som vi allerede godt ved, vi bør gøre.

Måske er det netop derfor, at mange store sociale bevægelser er opstået fra religiøse fællesskaber: Den engelske folkebevægelse mod slaveriet startede blandt kvækerne. Den indiske satyagraha-bevægelse udsprang til dels fra Gandhi’s hinduisme. Den amerikanske borgerrettighedsbevægelse udsprang i høj grad fra sorte baptist-menigheder i Sydstaterne. Selv i Danmark udsprang mange af 1800-tallets store folkebevægelser af de kristne vækkelsesbevægelser, der først kæmpede for retten til trosfrihed udenfor Folkekirken.

Måske var deres religiøse praksis og fællesskab en vigtig del af grunden til, at de formåede at holde ved og holde modet oppe, på trods af undertrykkelse, latterliggørelse og udgrænsning. På trods af, at det ville have været så meget lettere at give op og lade være.

Og af samme grund har vi måske i endnu højere grad brug for disse påmindelser i dag.

Vi har indrettet vores samfund, så vi så vidt muligt undgår nogen form for gentagelse. Undgå kedsomhed. Hver gang du åbner din telefon, din computer, dit TV, din radio eller din avis, så er det altid med løftet om at blive mødt med noget nyt. New is always better!

Mediernes korte tidshorisont betyder også, at klima- og biodiversitetskriserne dækkes som enkeltstående begivenheder, mens længerevarende forandringer overses. Og det gør det bare endnu sværere at fastholde fokus på disse store forandringer. Det føles allerede som en gammel historie (og har du hørt, hvad Trump nu har gjort?)

Nyheder handler altid om at give dig mere viden og information. Men hvad hvis det ikke er mere viden og information, vi har brug for? Hvad hvis vi blot har brug for at blive mindet om det, vi allerede ved?

For nogle år siden begyndte Alain de Botton at afholde det, han kaldte “sekulære prædikener” som en del af initiativet “The School of Life” i London. Han kaldte dem prædikener for at signalere, at de ikke bare handlede om at dele noget viden, men om at være eksplicit moralistisk og udfordre tilhørerne til at leve bedre, rigere liv. Som han forklarer:

“En prædiken er ude på at forandre dit liv. Og jeg tror, at vi har brug for at vende tilbage til prædikenen som tradition. For det at prædike er enormt værdifuldt – netop fordi vi har brug for vejledning, moral og trøst.”

Da jeg var medvært for Klimapåmindelsen, den ugentlige demonstration foran Christiansborg i månederne op til klimavalget i 2019, gjorde jeg en dyd ud af at invitere talere, der ikke bare fokuserede på udledningskurver, data og policyforslag. Jeg prioriterede at invitere folk, der talte til følelserne – til de værdier, der gjorde, at folk mødte op torsdag efter torsdag i sol, regn og sne.

Nogle af de bedste talere var repræsentanter fra forskellige trosretninger. Det var deres taler – ja prædikener, vel – på ølkassen i Rigsdagsgården, der virkelig satte ord på vores fælles håb. Der virkelig fik folk til at rykke sammen.

Jeg savner denne form for fællesskab. Et fællesskab, der ikke bare handler om at lave lister over alle de ting, vi burde gøre. Men som først og fremmest handler om at minde os selv og hinanden om, hvorfor vi gør disse ting.

Et fællesskab, der fungerer som en åndelig tankstation, hvor vi sammen kan tanke frisk mod til at fortsætte kampen.

Hvor vi kan mærke, at vi ikke er alene.

Hvor vi kan tale hinanden op.

Hvor vi kan tale til følelserne, og ikke kun til fornuften.

Hvor vi kan minde hinanden om, at det ikke er os, der er sære. Det er blot fordi vi lever i sære tider.

Hvor vi kan bekræfte hinanden i, at holde fast og gøre det, som vi godt ved, at vi bør gøre.

Men jeg ved ikke, hvor jeg skal finde dette fællesskab.

Jeg kender ikke til fællesskaber – eksplicit religiøse eller ej – hvor der er plads til at tale til vores højere værdier og minde hinanden om, hvorfor vi skal fortsætte kampen for vores jord. Måske findes de slet ikke endnu, selvom behovet tydeligvis er der. Måske bliver det individualiseret i klimapsykologiske samtaler om angst og magtesløshed. Måske findes disse fællesskaber derude, uden at jeg har mødt dem.

I mangel på bedre sender jeg disse små breve ud i verden. De er vel også en slags prædikener. En insisteren på, at vi mennesker er bedre, end vi ofte selv går og tror.

Tak for at du læser med.

Det får i hvert fald mig til at føle mig lidt mindre alene.

Vi slutter med en sang…

Lonely Planet af The The (tekst og musik af Matt Johnson)

Planet Earth is slowing down
Overseas, underground
Wherever you look around
Lord, take me by the hand
lead me through these desert sands
To the shores of a promised land.

You make me start when you look into my heart
And see me for who I really am.

If you can't change the world. Change yourself.
If you can't change the world. Change yourself.

I didn't care if the sun didn't shine
& the rain didn't fall from the sky
I just cared about myself
From this world to the next
And from the next back to this.
By our actions we are bound.
We're running out of love
running out of hate
running out of space for the human race.
Planet Earth is slowing down.

You make me cry when you look into my eyes.
And see me for who I really am.

If you can't change the world. Change yourself.
If you can't change the world. Change yourself.
And if you can't change yourself ... change the world.

I'm in love with the planet I'm standing on
I can't stop
I can't stop thinking of
All the people I've ever loved
All the people I have lost
All the people I'll never know
All the feelings I've never shown.
The world's too big. And life's too short.
To be alone...To be alone.

Tak for at læse med! Hvis du sætter pris på dette nyhedsbrev, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.

Han havde bemærket, hvordan den stenede strands tidevandszone var mønstret af hundreder af arter, der kæmpede om plads og dominans: Søstjerner, der vred muslinger fra hinanden. Havsnegle, der borede sig ind i rankefødder og andeskæl. Muslinger, der tyggede sig igennem snavset af alger og plankton.

Nu havde Paine sat sig for at påvirke dette lille økosystem og observere resultaterne. Og det første han gjorde, var at fjerne tidevandszonens vigtigste rovdyr: De rødviolette søstjerner (Pisaster ochraeus).

Disse fem-armede væsener kan blive op til en halv meter i diameter og har sugekopper langs alle armene. Så selvom Paine var næsten to meter høj og tilsvarende stærk, kunne han ikke vriste dem fri. Han endte med at bruge et brækjern til at få dem fri, hvorefter han kastede dem så langt ud i Stillehavet, som han kunne.

Det varede ikke længe før, at han kunne se effekten: Alle de dyr, som søstjernerne ville have ædt, bredte sig ud over det hele. Først rankefødder og siden muslinger bredte sig og pressede alger og andeskæl ud. På under et år var antallet af arter blevet halveret, og stranden var gået fra at være et mangfoldigt og farvestrålende tidevandsrige til en sortklædt mark af sultne muslinger.

Det var igennem disse forsøg, at det gik op for Paine – og sidenhen resten af forskerstanden – at nogle arter spiller en langt større rolle i et økosystem, end andre. Hele fællesskaber af dyr og planter er afhængige af tilstedeværelsen af bestemte arter, som fx denne søstjerne, der opretholder den delikate balance arterne imellem. Paine kaldte disse arter for nøglearter – eller "keystone species" på engelsk – opkaldt efter den bærende slutsten, der holder en stenbue oppe.

Dermed ændrede Paine ikke bare økosystemet på stranden i Makah Bay, men hele økologien som fag. For hvor man tidligere havde set økosystemer som grundlæggende stabile, viste Paine, hvordan man ved blot at fjerne en enkelt art, kunne iværksætte det, som han senere ville betegne som en "trofisk kaskade" – en bølge af forandring gennem hele fødekæden.

Det blev begyndelsen på en helt ny forskningstilgang, som mere eller mindre kærligt er blevet kaldt for "kick-it-and-see"-økologi. Og for Paine blev det begyndelsen på en lang karriere med at kortlægge de indbyrdes relationer og sammenhænge, der udgør ethvert økosystem – simpelthen ved at fjerne og tilføje arter og se, hvad der sker.

Det satte gang i en masse banebrydende forskning, der blandt andet har resulteret i flotte diagrammer som disse:

Men der er noget, der mangler på en infografik som denne. For selvom vi ser jordlagene, mikroorganismerne, planterne, insekterne og dyrelivet, så ser vi aldrig os mennesker inkluderet som en del af økosystemet.

Det var først i slutningen af sit liv, at Bob Paine fik den samme erkendelse.

I 2016 udgav han en artikel sammen med sin kollega Boris Worm, hvor de gør op med de mange års forsøg og studier, hvor biologer har forsøgt at afgrænse og undersøge økosystemer uden nogensinde at indtænke hvordan mennesker også påvirker disse økosystemer. De har kort sagt søgt at skabe en kunstig idealtilstand udenfor menneskelig påvirkning – lidt på samme måde, som når psykologer tester menneskelige relationer og følelser i et kontekstløst laboratorium.

Paine og Worm konkluderede, at mennesket ikke bare er en nøgleart, men en hyper-nøgleart. Netop fordi vi påvirker mange forskellige nøglearter, på tværs af mange forskellige økosystemer:

I det nordvestlige Atlanterhav har vi overfisket de store hajer, hvilket har givet mindre hajer og rokker frit spil, hvilket har decimeret bestanden af vilde kammuslinger.

I Ghana har vi dræbt løver og leoparder, hvilket har givet bavianerne mulighed for at yngle, sprede sig og gøre indhug i bestanden af antiloper, fugle og tilmed afgrøder i sådant et omfang, at skolebørn bliver sendt ud for at vogte markerne. Manglen på løver gør, at børnene ikke kommer i skole!

Alle Jordens økosystemer er påvirket af menneskelige aktiviteter i større eller mindre grad – hvis ikke af andet, så i det mindste af menneskeskabte klimaforandringer. Hele kloden er blevet som det lille stykke strand på Makah Bay:

Forstyrret. Ude af balance.

Men det bliver selvfølgelig kun endnu sværere at gennemskue disse sammenhænge, hvis vi ikke kigger efter dem. For vi kan først begynde at forstå, hvordan økosystemer fungerer, når vi forstår vores egen rolle i dem.

Med Bob Paines sidste opråb er biologerne nu begyndt at fokusere på menneskets rolle som hyper-nøgleart. Og nogle forskere peger på, at vi måske slet ikke er den eneste art, der spiller denne rolle. Spækhuggere kan have lignende påvirkning på tværs af mange forskellige marine økosystemer.

Så måske er vi slet ikke så enestående, som vi let kan komme til at tro. Og hvis spækhuggerne kan påvirke og alligevel skabe balance, må det vel også være muligt for os?

Det minder mig om en strofe fra den svenske digter Gunnar Ekelöf:

At holde balancen kræver konstant arbejde. At forblive fleksibel. I bevægelse.

Vi kan prøve at lade som ingenting. Ignorere det grimme og ubelejlige, men det vil kun skubbe os endnu mere ud af balance.

Hvis vi vil genvinde balancen, må vi fokusere på et punkt foran os. Som en linedanser: Holde fast i erkendelsen af, at intet er rent eller uberørt. Alt er flydende, råt og mudret. Som når man skubber igennem ubehaget, hen mod den lettelse, der følger ærlighed.

Vi er aldrig klar til det. Altid overraskede over vores handlingers konsekvenser. Tvunget til at balancere. Vakle eller falde.

Vi slutter med en sang…

Dette er kendingsmusikken fra BBCs podcast-dramaserie Forest 404, der udkom i 2019. Musikken er komponeret af musikeren Bonobo, og undervejs kan man høre kastanjefløjtedroslen fra regnskoven på Sumatra, som spiller en afgørende rolle i historien.

En anbefaling

Denne gang vil jeg anbefale BBCs podcast-dramaserie Forest 404 – en science fiction-fortælling fra en fjern fremtid, hvor livets balance er slået helt i stykker. Og dog. Ikke alt er tabt, for noget lever videre – i glemte sprækker. Life finds a way.

Det jeg især godt kan lide ved serien er, at hvert afsnit er delt i tre: Dels selve historien, der fortælles, dels et interview bagom nogle af de idéer, der udfoldes i historien, dels et lydbillede, der vækker historie og idéer til live på en helt tredje og overraskende måde.

Første spørgsmål: “Beskriv de negative interaktioner mellem mennesker og miljø, som du kender til.”

Salen fyldes af den knitrende lyd af blyanter mod papir. Hver eneste af de 200 studerende kan let komme med utallige eksempler på, hvordan natur og mennesker er en dårlig kombination. De er trods alt tredjeårs universitetsstuderende, der har valgt en karriere indenfor miljøbeskyttelse og naturbevaring. De har lært alt om mekanismerne bag klimaforandringerne, sprøjtegiftene og plasticforureningen i land og vand, manglen på levesteder for truede arter.

Andet spørgsmål: “Beskriv de positive interaktioner mellem mennesker og miljø, som du kender til.”

Stilhed. Blyanterne hænger usikkert over papiret, uden at kunne få fat. Selv efter næsten 20 års skolegang har de studerende svært ved at komme i tanker om én eneste gensidigt fordelagtig relation mellem mennesker og den levende verden omkring os.

Da professoren efterfølgende læser spørgeskemaerne igennem er det typiske svar på dette spørgsmål: “Ingen”.

Subscribe now

Professoren, der uddelte spørgeskemaet, er økologen og botanikeren Robin Wall Kimmerer. I sin bog “Braiding Sweetgrass” beskriver hun, hvordan hun blev mere og mere rystet, efterhånden som hun læste svarene igennem:

“Måske havde alle de negative eksempler, som de så hver dag – nøgne pløjemarker, grisefabrikker, endeløse forstæder – hæmmet deres even til at se det gode, der kan findes mellem os mennesker og den levende verden omkring os. De kunne ikke engang forestille sig, hvordan gode relationer mellem deres art og andre arter kunne se ud. Hvordan kan vi arbejde i retning af økologisk og kulturel bæredygtighed, hvis vi ikke engang kan forestille os, hvordan det føles at gå den vej?”

Jeg kan nu godt forstå hendes studerende. Jeg er selv vokset op som et indendørsmenneske, som antropologen Cecilie Rubow så sigende kalder det. Mit forhold til det fri har mest af alt været præget af alle de historier, jeg har hørt om, hvordan vi mennesker har ødelagt og dræbt og udpint den levende verden omkring os. Underforstået: At den bedste løsning måtte være, at vi mennesker holdt os langt væk og lod andre arter være i fred.

Til mit første Rodfæste-arrangement for en måneds tid siden, bemærkede Christine Fentz, at den samme enten-eller tilgang går igen hos de embedsfolk, der lige nu arbejder på at implementere den grønne trepart. Vores landskaber skal deles op i områder, der er fuldstændigt menneske-styrede – fx produktionsskov eller konventionelle marker – og områder med uberørt natur, hvor vi slet ikke skal blande os.

Men denne politik er et udtryk for den samme mangel på forestillingskraft, som Robin Wall Kimmerers studerende giver udtryk for. Det er en manglende tro på, at vi som art kan spille en positiv rolle i landskabet. At vores behov på ingen måde kan sameksistere med andre arters behov. At vi bare skal holde os væk.

Men som Kimmerer mere end antyder, så er det på ingen måde umuligt for os at skabe gensidigt fordelagtige relationer mellem os og andre arter. Men det kræver, at vi både erkender, at vi uundgåeligt vil præge den levende verden omkring os med vores tilstedeværelse. Og at dette ikke behøver at være en dårlig ting. Vi kan tage lære ved lære af nogle af de andre arter, der spiller afgørende, positive roller i deres økosystemer:

Bæveren fælder og fjerner gamle og døde træer langs flodbrederne til at bygge deres dæmninger. Det giver både plads til at yngre træer kan vokse op, og dæmninger skaber oversvømmelser og dermed nye vådområder, som giver levesteder og føde til mange forskellige dyre- og plantearter.

Ulven holder bestanden af hjorte og andre store planteædere nede, hvilket giver plads til mere plantevækst, som ellers ville være blevet bidt ned af græsserne. Ulvens tilstedeværelse påvirker dermed hele økosystemet og er med til at skabe mere varieret planteliv og dermed også større biodiversitet.

Det er bare to eksempler på det, som biologer kalder nøglearter: Arter, der er med til at definere et helt økosystem, fordi hele systemet ville se fundamentalt anderledes ud, uden deres tilstedeværelse. Den oprindelige engelske betegnelse for nøgleart er keystone species – opkaldt efter den bærende slutsten, der holder en stenbue oppe.

Slutstenen alene gør ingen stenbue. For buen består af den samlede spænding mellem alle de sten, der udgør den. Men slutstenen er afgørende for at forbinde og fordele presset fra de andre sten – og dermed gøre buen mulig. Uden den ville hele buen falde sammen.

Hvad nu hvis, vi spillede den samme rolle?

Den tyske forfatter Lucas Buchholz, der i en årrække har arbejdet sammen med Kogi-folket i Sierra Nevada de Santa Marta-bjergene i det nordlige Colombia, beskriver, hvordan Kogi-folket netop ser sig selv som en nøgleart, der har til ansvar at skabe flest mulige gensidigt fordelagtige relationer i deres landskab.

Ligesom mange andre oprindelige folk rundt om i verden, arbejder Kogi-folket målrettet på at styrke deres økosystem ved at forbedre jordens mikroliv og skabe levesteder for andre arter. Buchholz påpeger, at i visse dele af Amazonas, der forvaltes af oprindelige folk er biodiversiteten faktisk højere end de områder, der er vilde og ubeboede.

Da Australien var hærget af enorme skovbrande i 2020, gik mange af de skovområder, der lå på aboriginal-stammers land fri. For der havde de lokale løbende lavet små, kontrollerede afbrændinger, der fjernede det let-antændelige tørre græs og underskov uden at påvirke de større træer og buske. På den måde kunne de ikke alene sikre dem selv og deres boliger, de kunne også gøde jorden med aske. Og de brændte ikke alt på én gang, men lavede afbrændingerne på forskellige steder over flere år, så planterne voksede op i forskellige stadier af succesion for at skabe bedst mulige vilkår for så mange forskellige arter som muligt.

De lokale stammer gjorde dette selvom sådanne kontrollerede afbrændinger er forbudt ved lov i Australien (bl.a. ud fra videnskabelige argumenter om, at man ikke skal påvirke økosystemets egne naturlige processer). Som Buchholz konkluderer:

“Hver eneste kultur på Jorden er et svar på vores mest grundlæggende forestillinger om verden. Hvis vi tror, at vi er overherrer eller parasitter, så vil vi skabe samfund og organisationer, der er udpiner og dominerer verden omkring os. Hvis vi derimod tror på, at vi er en slutstensart, vil vi skabe slutstenskulturer, slutstenssamfund og slutsstensorganisationer.”

Hvis du er et indendørsmenneske som mig, så kan dette lyde meget fjernt og abstrakt. Nærmest uvirkeligt og uopnåeligt. Så måske skal vi blot begynde med forsigtigt at ruske vores forestillingskraft til live:

Hvad nu hvis det ikke er os mennesker, der er noget i vejen med?

Hvad nu hvis vi ikke er fremmede overherrer, hvis negative påvirkning vi blot skal begrænse så meget som muligt?

Hvad nu hvis vi accepterer ansvaret som en nøgleart, der medvirker til at styrke og berige de økosystemer, som vi er en del af?

Hvad nu hvis vi er i stand til, som Adam Wilson skriver så smukt, “at se vores liv som afspejlinger af den vedholdende gavmildhed, der kommer til os hver eneste dag fra landskabet omkring os – at udvirke agtelsens mildhed.”

Hvad nu hvis den grønne treparts nye Danmarkskort ikke er et hårdt skåret enten-eller, men en mosaik af sammenvævet og gensidigt afhængigt liv på tværs af arter?

Hvad nu hvis vi ikke længere vokser op som indendørsmennesker?

Hvad nu hvis unge studerende med lethed kunne skrive en liste, hvor alle de positive interaktioner mellem mennesker og miljø, langt overstiger de negative?

Hvad nu hvis vi kunne være den slutsten, der løfter og giver plads til resten af buen?

Hvad nu hvis vi også kunne være noget for nogen andre end os selv?

Vi slutter med en sang…

Der er mange ting, som vi ikke kan se
Mellem linjerne står det skrevet måske
Kald det ingenting, men jeg mener bestemt
Man er nogen til man er borte og glemt
Er du langt væk, for det føles sådan
Du ku′ ha' mig i din hule hånd

For alle vil jo bare være noget for nogen
Alle vil jo bare være elsket af nogen
Alle vil jo bare være noget for nogen
Alle vil jo bare være noget for nogen

Der er mange ting, som vi ikke forstår
skal der gøres noget, gør det før det forgår
Kald det kærlighed, hvis du tror det er sandt
Hvis det kom og gik, men aldrig forsvandt
Er du langt væk, for det føles sådan
Du ku′ ha' mig i din hule hånd

For alle vil jo bare være noget for nogen
Alle vil jo bare være elsket af nogen
Alle vil jo bare være noget for nogen
Alle vil jo bare være noget for nogen

Fra bilkø til Sydhavsø, går vi rundt i cirkler
Og er bange for at dø
Modstand mod modstand – sikke en skam
Fra vanvid til iskoldt vand går vi rundt
Og råber ind i hovedet på hinanden
Stemme mod stemme der siger det samme
Samme, samme, samme, samme, samme...

For alle vil jo bare
Alle vil jo bare være noget for nogen
Alle vil jo bare, alle vil jo bare være elsket af nogen
Alle vil jo bare, alle vil jo bare være noget for nogen
Alle vil jo bare, alle vil jo bare være noget for nogen

- “Noget for nogen” – Pauline

En anbefaling

Jeg kan varmt anbefale at læse hele Robin Wall Kimmerer’s “Braiding Sweetgrass”. Det er nok en af de mest inspirerende og hjertevarme bøger, jeg har læst de sidste mange år. Du kan få en slags forsmag i dette interview fra Emergence Magazine.

Som jeg skrev sidst, har jeg startet et særskilt nyhedsbrev om demokratisk værtskab, hvor jeg nørder organisering og demokratisk værtskab som praksis og metode sammen med mine medkumpaner Paul Natorp, Kristin Birkeland og Morten Daus-Petersen.

På Rodfæste vil jeg fokusere på at udforske krydsfeltet mellem demokrati, jord og ånd på en mere poetisk og historiefortællende facon.

I samme tråd afholder jeg d. 21. november for første gang et Rodfæste-arrangement – i samarbejde med CApE – Center for Applied Ecological Thinking. Det er et samtalearrangement om stedsbaseret læring og naturbevarelse med følgende anslag:

Når vi snakker om klima, miljø, bæredygtighed og biodiversitet, bliver det let meget abstrakt og uhåndgribeligt. For hvad betyder det overhovedet at "beskytte naturen", "redde klimaet" eller "handle bæredygtigt"?

Vi kan ikke fatte naturen som helhed, men vi kan forholde os til enkelte konkrete steder: Bjergsted Bakker, Skjern Å, Amager Fælled – specifikke steder med historier, med relationer og med betydninger, der er vigtige for os. Steder, der giver os noget, og som vi gerne vil tage vare på og give noget tilbage til.

Så hvad hvis vi ikke (kun) tænker klimakamp og naturbevarelse som overordnede begreber, men som noget, der bedst kommer til udtryk i relationer til helt konkrete steder, der betyder noget for os? Hvordan kan vi lære at være gode naboer til de mange plante- og dyrearter, som vi deler disse steder med?

Arrangementet tager afsæt i en samtale med to af de mest spændende eksperter i dette felt: kulturgeograf og forfatter Emmy Laura Fjelland Perez og religionshistoriker Rune Hjarnø Rasmussen. Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. Læs mere her.

Håber vi ses – og tak for at læse med.

Andreas

Subscribe now

Der var engang en ung kriger ved navn Ashitaka, der var en af de udvalgte beskyttere af sit land. Et smukt bakkegrønt rige fjernt fra store byers jag.

Men en dag kom en gal gud til landet og begyndte at flå det fra hinanden. Hvorend den kom frem efterlod den sig et sort spor af død og forfald.

Ashitaka var den eneste, der turde stille sig i vejen for det monstrøse væsen. Det var en voldsom kamp, men det lykkedes Ashitaka at dræbe ånden, inden den nåede frem til hans landsby. Men ikke uden selv at blive såret med en forbandelse, der langsomt ville tage livet af ham.

Det viste sig, at ånden var en vildsvinegud, der var blevet drevet til vanvid af en jernkugle, der sad fast dybt i dens krop. Og det efterlod Ashitaka med mange åbne spørgsmål: Hvor kom guden fra? Hvordan var den blevet såret? Hvordan kunne han hæve forbandelsen? Han besluttede sig for at følge gudens spor mod vest for at finde svar. Og inden længe er han på vej til et fjernt land…

Sådan begynder historien i Hayao Miyazakis film Prinsesse Mononoke. Det er et eventyr, der træder ud af de vante modsætninger, der kendetegner mange af de gamle folkeeventyr. Her er ingen klare modsætning mellem menneske og natur, god og ond, liv og død, ånd og krop, lys og mørke.

Det land, som Ashitaka ankommer til, er midt i en krig mellem menneskene i industrielle Jernby og dyrene og skovånderne i den urørte urskov, der dækker bjergene omkring byen. Men dette er ikke simpel historie om onde mennesker, der udpiner naturen og gode skovånder, der bekæmper dem. Tværtimod. Det er svært ikke at føle sympati for begge parter, efterhånden som man forstår deres bevæggrunde.

Jeg vil ikke fortælle hele historien her. Jeg vil blot bemærke, at det er først langsomt, i takt med at historien udfolder sig, at den sande hovedperson træder frem. Det er ikke Ashitaka, eller ulveprinsessen San, eller Lady Eboshi, der leder Jernbyen. Det er snarere selve skoven, som de kæmper om.

Som Miyazaki fortæller i et interview:

“Naturen er ikke bare en scene, der underordnet historiens figurer. Vi arbejder ud fra den idé, at naturen findes, og mennesker er i den. Det er fordi jeg mener, at verden er smuk. Det er ikke bare menneskelige relationer, der interessante, men hele verden, altså selve landskabet, klimaet, tiden, lyset, planterne, vandet, vinden – jeg mener, at de alle er smukke. Derfor prøver vi at indarbejde dem så meget som muligt i vores værker.”

Dette har Miyazaki og hans folk ikke blot gjort ved at male nogle utrolige smukke baggrundsbilleder af mosbeklædt skovbund, piblende vandløb, løvtræers massive stammer og de enkelte solstråler, der finder vej ned i underskoven. Men ved at prøve at vække selve følelsen af at være i skoven til live hos tilskueren.

Miyazaki fortæller:

“Jeg spekulerede på, hvordan jeg dog kunne forme et billede af skoven fra før den bare var en samling af planter, fra dengang den også havde en åndelig betydning. Jeg ønskede at udtrykke den følelse af mystik, som man føler, når man træder ind i en skov – den følelse af, at der er nogen, der betragter én derude, eller den sære lyd, man hører uden helt at kunne sige, hvor den kom fra. Da jeg tænkte over, hvordan jeg kunne give denne følelse form, kom jeg til at tænke på kodama. Der er dem, som kan se dem, og dem, som ikke kan. De dukker op og forsvinder igen, som en tilstedeværelse hinsides godt og ondt.”

I filmen er kodama små væsener med store sorte øjne, der bare dukker op og kigger. Hverken onde eller gode. Bare til stede. Bare betragtende. Selve følelsen af skoven vakt til live. Kodama er traditionelle skovånder, der er en velkendt del af japansk mytologi. I nordisk mytologi vil det nok svare til vætter – åndevæsener, der er knyttet til og tager vare på et bestemt sted.

Med kodama (og alle de øvrige ånder og guder, der befolker skoven) nedbryder Miyazaki smukt modsætningsforholdet mellem ånd og krop. Virkelighed og myte. Det hele flyder sammen i et ubrudt magisk svæv.

Så hvorfra kommer inspirationen til skoven i Prinsesse Mononoke? Miyazaki forklarer:

“Det kommer ikke fra nogen specifik skov. Det er snarere en afbildning af den skov, der har levet i alle japaneres hjerter siden oldgamle dage.”

Det ramte mig. For selvom Japan nu er et af de mest højteknologiske og industrialiserede lande i verden, så ligger tilknytningen til landskabet stadig lige under overfladen. Shinto – den oprindelige, indfødte religion i Japan – er i sin essens en form for animisme med et helt kompleks af forskellige ånder knyttet til det japanske landskab. Og det har betydet, at mange af de hellige steder, lunde og bjerge, der knytter sig til shinto stadig er i brug i dag. Landet er fyldt med templer, altre, ceremonier, traditioner. Det er ikke bare gamle sagn. Det er levet hverdagsliv.

I Danmark ligger vores animistiske traditioner meget dybere begravet. Vi har ikke længere templer og hellige lunde. Dem fældede man typisk for at bygge kirker. Både for at forhindre afgudsdyrkelsen, men også for at gøre det nemt for folk at fortsætte over i den nye tro på de steder, de kendte. Men disse traditioner har i stedet levet videre i folketroen, i myterne, og i sproget – som sølverne svampetråde i undergrunden af vores fælles ubevidste.

Der er stadig en skov i vore hjerter. Og selvom den ikke længere dækker vores bakker og dale, så kan den vækkes til live igen. Måske er det den, der giver sig lidt, når vi står ude i efterårsskoven og mærker ukendte øjne betragte os. For dens frø ligger stadig i vores indres muld og venter på at spire.

Vi slutter med en sang…

1. Jeg gik mig ud en sommerdag at høre
fuglesang, som hjertet kunne røre,
i de dybe dale
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

2. Der sad en lille fugl i bøgelunden,
sødt den sang i sommer-aftenstunden,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

3. Den sang så sødt om dejligst vang og vænge,
hvor kærminder gro som græs i enge.

4. Den sang om alt, hvad det er lyst at høre,
allerhelst, hvad hjertet dybt kan røre.

5. Den sang, som ingen andre fugle sjunge,
leged liflig med min moders tunge.

6. Den sang som talt ud af mit eget hjerte,
toner gav den al min fryd og smerte.

7. Da nynned jeg så småt i aftenstunden:
Flyv, Guldtop, flyv rundt i bøgelunden.

8. O, flyv fra Øresund til Dannevirke,
syng til dans, til skole og til kirke.

9. På folkets modersmål, med Danmarks tunge,
syng, som ingen andre fugle sjunge.

10. Da mærke alle, som har mødre kære,
det er godt i Danemark at være.

11. Da gløder alt, hvad solen har bestrålet,
som det røde guld på modersmålet.
I de dybe dale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

- “Jeg gik mig ud en sommerdag” (Folkemelodi / N.F.S. Grundtvig) – sunget af Aarhus Spirekor, Aarhus Børnekor, Aarhus Juniorkor, Det Jyske Musikkonservatoriums Pigekor, Aarhus Pigekor, Maestra, Aarhus Lungekor Arrangement: Malene Rigtrup Klaver: Christian Kraglund

En anbefaling

Udover at gå en tur i efterårsskoven vil jeg også varmt anbefale at se eller gense Hayao Miyazakis “Prinsesse Mononoke”, som kan ses gratis på Filmstriben.

Du kan læse kronikken på Politiken.dk eller i dagens papiravis. Og hvis du ikke har adgang dertil, kan du også læse den herunder.

I anledning af kronikken har vi også valgt at starte et særskilt nyhedsbrev, der har til formål at blive et samlingspunkt for demokratiske værter i Danmark, der ønsker at finde ligesindede, udveksle erfaringer og blive klogere på vores fælles praksis:

Demokratisk værtskab

Om at komme mennesker i møde og støtte dem i at bruge deres stemme og handlekraft.

By Andreas Lloyd

Det betyder, at jeg rykker mine faglige skriverier om organisering og demokratisk værtskab som praksis og metode derover. På Rodfæste vil jeg fortsætte med at udforske krydsfeltet mellem demokrati, jord og ånd – på en mere poetisk og historiefortællende facon.

Jeg håber, at du vil læse med!

alt godt,

Andreas

Demokratiets fundament slår sprækker. Her er mørtlen, der kan reparere det.

Flere og flere danskere føler, at de står uden for det demokratiske system. Dette demokratiske udenforskab er ved at slå sprækker i demokratiets fundament. Men der er en løsning. Den kræver dog, at demokrati ikke kun fejres i festtalerne, men rent faktisk forankres i hverdagen …

af Andreas Lloyd, Paul Natorp, Kristin Birkeland og Morten Daus-Petersen

Forleden havde vi besøg af en gruppe studerende her hos Sager der Samler – et lille kulturhus i Aarhus, der støtter mennesker i at bruge deres stemme og handlekraft i fællesskab med andre. De studerende var ressourcestærke og engagerede unge, som arbejder med grøn omstilling og bruger en stor del af deres vågne timer på at tænke over og finde løsninger på de enorme klima- og miljøudfordringer, vi som samfund står overfor. Men da samtalen faldt på demokrati og politik, gav de udtryk for en følelse af at stå udenfor. “Jeg følger med i medierne, stemmer ved valgene og prøver at engagere mig, hvor jeg kan,” forklarede en af dem. “Men jeg føler ikke, at det nytter. Jeg føler ikke, at vi bliver lyttet til.”

De andre nikkede, som om der blev sat ord på en fælles stemning: “Vi føler os ikke repræsenteret. Vi tror ikke på, at vi kan forandre noget gennem vores demokrati.” Hos Sager der Samler møder vi mange, der har det på samme måde. Stadigt flere danskere oplever denne form for demokratisk udenforskab. Flere end vi tror. Dansk Ungdoms Fællesråds årlige Demokrati-analyse viser, at 53% af unge under 26 år har lav demokratisk selvtillid, og at blandt voksne over 26 er tallet faktisk endnu højere. Kun 43% af de unge føler, at deres politiske holdninger er værd at lytte til. Og selvom de stadig stemmer ved valg, kan det føles som om at byråd, Folketinget og EU-parlamentet er utilgængelige og fjerne størrelser, der ikke repræsenterer dem. Denne oplevelse af udenforskab er ikke nødvendigvis voldsom og dramatisk. For selvom nogle få lader følelserne få frit løb online, så kommer den oftest til udtryk i afmagt eller stille frustration.

Udenforskab er altid en demokratisk udfordring, og det danske demokrati er til stadighed blevet udviklet af dem, der har stået udenfor. Gennem de sidste 150 år har det igen og igen været dem uden stemmeret og uden taleret, der har udfordret, udviklet og udvidet kredsen af medbestemmelse til flere og flere: Kvinder, fattige, tjenestefolk, unge. Men selvom alle voksne danske statsborgere i dag på papiret har lige adgang til at deltage i det formelle demokrati med folketing og byråd, så er det langt fra alle, der gør det. For vores demokratiske system bygger på de nære fællesskaber i hverdagen, hvor vi formes og dannes til at være en del af et større fællesskab. Og afstanden mellem de to bliver stadig større.

For det første er adgangen til den demokratiske samtale under pres. Selvom mulighederne for at ytre sig aldrig har været mere mangfoldige, afskrækker tonen på de sociale medier langt de fleste fra at diskutere holdninger online. For det andet er tilliden til vores politikere bemærkelsesværdigt lav og stadigt faldende. Kun én ud af fire adspurgte danskere mener, at Folketinget og regeringen er i stand til at løse samfundets store problemer. For det tredje er der færre og færre danskere, der er med til at udforme den politik, som vi i fællesskab kan stemme på. Antallet af medlemmer i de politiske partier er faldet til under 3% af vælgerne, og kun omkring en  tredjedel af dem deltager aktivt. Politikerne kan også mærke, at der er noget, der skrider. Som uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund sagde, da regeringen sidste år lancerede den ny magtudredning, ”vi alle sammen – både os, der er en udøvende del af magten – men også de enkelte borgere har en eller anden fornemmelse af, at der er noget, der skrider. At der er nogle sprækker i fundamentet på en eller anden måde”.

Hos Sager der Samler møder vi mange borgere, der er frustrerede og føler sig udenfor. Folk kommer her for at finde ligesindede “hverdagsaktivister” og bakke hinanden op i at skabe forandring i hverdagen gennem konkrete “sager”, man kan samles om. Alle kan starte en sag – om stort eller småt: Der er “Gåvenner”, der mødes og går tur en gang om ugen. Der er “Arternes Aarhus”, der udnævner lokale borgere til ambassadører for dyre- og plantearter i kommunen, så de kan tale på vegne af ræven eller den seksplettede køllesværmer eller nogle af de andre arter, der ikke selv har en stemme i byens demokrati. Der er “Social Sundhed”, der bygger bro mellem sundhedsvæsenet og mennesker i sårbare livssituationer, der alt for ofte ikke får den behandling, de behøver.

Men det er langt fra alle, der er klar til at starte en sag, når de først begynder at komme i huset. En af dem er Ulla. Hun kom farende ind ad døren for et par år siden i sin kørestol. Ulla var vred og ensom. Vred fordi verden ofte er besværlig og fjendtlig, når man er i kørestol. Og ensom fordi det ekskluderede hende fra at være en del af mange fællesskaber på arbejdspladser, på uddannelser og i foreninger. Ulla var vant til at blive set på som patient og borger med særlige behov, der nogle gange var lidt på tværs. Vi så Ulla som en kvinde, der havde noget at kæmpe for og bød hende velkommen i vores fællesskab.

En dag fortalte Ulla om en rigtig dårlig dag. Jeppe, en af de andre hverdagsaktivister, sagde: “Jeg gad godt prøve at være dig for en dag, Ulla. Så ville jeg kunne opleve byen, som du ser den.”

Lige dér føltes vejen fra tanke til handling ikke lang. Ulla greb invitationen, og de fik skaffet en kørestol, så hun kunne tage Jeppe med ud på en guidet tur i byen. Dette blev begyndelsen på “Tours on Wheels”, hvor Ulla og hendes medkumpaner giver nysgerrige mulighed for at opleve Aarhus som kørestolsbruger. Og med støtte fra fællesskabet i Sager der Samler begyndte Ulla at invitere byrådspolitikere og embedsfolk med ud på tur, så de kunne mærke kommunens handicappolitik på deres egen krop. Sammen afkodede vi dagsordenerne for kommunens udvalgsmøder og fandt ud af, hvordan hun kunne søge om foretræde. Og nu er hun efterhånden kommet på fornavn med så mange lokalpolitikere i Aarhus, at de nærmest af sig selv begynder at spørge “hvad vil Ulla sige?”, når de overvejer nye tiltag, der påvirker tilgængeligheden i byen. Ulla er ikke længere vred og ensom. Til gengæld er hun aktiv i demokratiet og med til at skabe politisk forandring.

Ullas historie er blot en af de mange historier om, hvilken forskel demokratisk værtskab kan gøre. Det er det værtskab, der understøtter mennesker i at bruge deres stemme og vende frustration til handling, og som rykker dem fra udenforskab til fællesskab.

Vores arbejde med demokratisk værtskab er på ingen måde nyskabende eller enestående. Ligesom folk gennem årene har kæmpet for at udvide kredsen af medbestemmelse i det formelle demokrati, har de også arbejdet for at byde folk indenfor og støttet dem i at bruge deres stemme. Lærere, foreningsaktive og demokratiske iværksættere bag højskoler og folkeoplysningsforbund har gjort op med det, som Svend Auken har kaldt “almuesindet” – følelsen af, at det er de andre, som bestemmer, men vi kan ikke noget selv. At politik bare er en sportskamp, hvor vi bare er tilskuere, der holder med dem, vi bedst kan lide. 

Og der er stadig mange, der påtager sig dette demokratiske værtskab og det ansvar, der følger med: Både frivillige foreningsaktive, som fx Bydelsmødrene, der bygger bro mellem etniske minoritetskvinder, der ofte er isolerede og ikke kender deres rettigheder og muligheder i det offentlige system. Og professionelle som boligsociale medarbejdere, lærere, pædagoger, bibliotekarer og kulturhusansatte, der har demokratisk dannelse som en del af deres arbejdsbeskrivelse.

Men for mange er muligheden for at praktisere dette værtskab under pres, fordi deres hverdag er presset af alle de andre, mere målbare krav, som deres arbejdspladser stiller til dem. Og det betyder, at de fine idealer om demokratisk dannelse lidt for ofte bliver henvist til festtalerne, og ikke nødvendigvis altid praktiseres i hverdagen.

Derfor må vi styrke det demokratiske værtskab. Dels ved at give det et navn og en tydelig faglighed. Dels ved at dele de erfaringer og redskaber, der skal til for at skabe trygge og imødekommende rammer for demokratisk handling, som vi – og mange andre demokratiske værter – har udviklet gennem tiden. Vi ser disse rammer som et hus, der består af tre etager: Stemning, relationer og handling.

Stemning er husets fundament og forudsætningen for demokratiet som livsform. Det er stemningen af, at man er velkommen og hører til, også når man er frustreret. Den gør, at vi kan rumme uenighed og forskellige interesser – fordi vi kan mærke, at vi er en del af det samme fællesskab. Det er denne stemning, der gør, at vi tør bruge vores stemme. Fordi vi tror på, at der bliver lyttet. Ikke, at vi nødvendigvis får ret, men at verden svarer. At vi oplever en genklang. Det var det, Ulla mødte, da hun første gang kom på besøg i Sager der Samler: At her var der plads til hende. Også med hendes frustration.

Den midterste etage indeholder relationer. Det er den gensidige kontakt og forbindelse, vi har til andre mennesker og de bånd, vi knytter til hinanden. Gennem disse relationer forstår vi hinanden bedre og får mulighed for at handle i fællesskab. Hos Sager der Samler knyttede Ulla relationer til Jeppe, hvilket udfordrede dem begge. Jeppe udfordrede Ullas opfattelse af, hvilke handlemuligheder hun har. Ulla udfordrede Jeppes opfattelse af, hvor tilgængelig hans by egentlig er for folk som hende.

Den øverste etage er de demokratiske handlinger. Det er her vi omsætter frustration og drømme til fælles handling, finder vores stemme og mærker, at handlekraft er noget vi giver hinanden. Det var i kraft af stemningen, relationerne og det opbakkende fællesskab i Sager der Samler, at Ulla fandt klarheden og modet til at skabe “Tours on Wheels” som en ny sag, der samler – og som nu skaber forandring.

Når vi snakker om demokrati, fokuserer vi ofte alt for meget på den øverste etage. Vi tæller, hvor mange der møder op, melder sig ind, stemmer, tager ordet eller stiller op. Men der er alt for lidt fokus på de forudsætninger, der skal være på plads for at folk overhovedet finder modet til at deltage. At være demokratisk vært handler ikke kun om at lede en formel demokratisk proces og træffe gyldige flertalsbeslutninger, men i endnu højere grad om at understøtte de bagvedliggende forudsætninger, der gør denne proces mulig. For som professor Anker Brink Lund fra CBS bemærker, er der rigtigt mange, der afholder sig fra at deltage i foreningsdemokratiet, fordi de føler, at de mangler kompetencerne og tiden til det. Men vigtigst af alt: Fordi de ikke bliver spurgt. Derfor er det demokratiske værtskab især forankret i hverdagen. Med fokus på at tage sig tiden til at skabe den stemningen og de relationer, der gør, at folk føler sig velkomne og sikre på, at deres engagement vil blive mødt og værdsat.

Dette fundament er nu begyndt at slå sprækker. Alt for mange danskere føler sig ikke hjemme i de rum, hvor den demokratiske samtale traditionelt har fundet sted, og giver op i afmagt, frustration og mistro til systemet.

Når noget slår sprækker, skal det tætnes. Hvis det er jorden, så ved at vande den. Hvis det er en mur, så med mørtel. Vi mener, at demokratisk værtskab er den mørtel, der kan reparere demokratiets fundament og mindske den følelse af udenforskab, som alt for mange danskere har. Uanset om det er modløse bæredygtighedsstuderende eller Ulla i kørestolen.

I disse år er der meget, der splitter. Derfor er der behov for at besinde sig mere på alt det, som samler os, og lappe de sprækker, der ellers risikerer at udvikle sig til kløfter, der bryder os fra hinanden. Gennem et stærkt og nærværende demokratisk værtskab kan vi styrke vores demokratis fælles fundament: Følelsen af at høre til - på trods af uenighed og frustration, troen på at have en stemme, der er værd at lytte til, og evnen til at bruge den i og med et fællesskab.

Langt størstedelen af danskerne er bekymrede for klima- og biodiversitetskriserne, men for mange er det svært at omsætte denne bekymring til handling. Mange har efterhånden fået styr på affaldssorteringen, skiftet til elpærer og skåret ned på kødforbruget. Men det er svært at se sammenhængen mellem ens egne små handlinger i hverdagen, og de store og komplekse kriser, som vi står overfor. Det er let at blive modløs, slå ud med hænderne og spørge sig selv, "hvad kan jeg egentlig gøre?"

Mange andre spørger sig selv om det samme. Og det bedste svar er nok det, som Rob Hopkins – manden bag Transition Town-bevægelsen – er kommet med: “Hvis vi venter på regeringerne, vil det være for sent. Hvis vi handler som individer, vil det være for lidt. Men hvis vi handler i fællesskab, vil det måske lige være nok og lige være i tide.”

Her spiller det demokratiske værtskab – kunsten at komme mennesker i møde og støtte dem i at bruge deres stemme og handlekraft – en afgørende rolle. For bag ethvert handlefællesskab er et værtskab, der skaber rammerne for, at flere kan være med til at gøre mere sammen. Med stærkt og empatisk værtskab kan du fordoble din gennemslagskraft. For så handler det ikke længere bare om dine vaner og valg i hverdagen, men om hvad I gør sammen som fællesskab.

Jeg har mødt mange forskellige demokratiske værter, der skaber grønne fællesskaber og konkrete handlemuligheder lokalt. Og ofte er de, der lykkes bedst med det, dem, der allerede har de fornødne erfaringer, kompetencer og relationer til at gøre det – enten fra foreningslivet, eller fra deres arbejdsliv. Her er det vigtigt at skelne mellem (mindst) tre forskellige typer:

• den sociale vært – der i kraft af sin opsøgende natur og stærke relationer formår at skabe et inkluderende og trygt rum, hvor der er plads til at tale om klima og miljø – fx i regi af et grønt nabofællesskab, et fødevarefællesskab eller en facebook-gruppe om fx købestop eller genbrug.

• den politiske vært – der forstår det politiske spil på rådhuset og trives i at gå i dialog med politikere – fx i regi af en lokalafdeling af Danmarks Naturfredningsforening eller Klimabevægelsen i Danmark.

• den praktiske vært – der i kraft af sin konkrete viden om klimaaftryk og bæredygtige alternativer kan være med til at sætte gang i små og store grønne omstillinger i hverdagen  – fx ved at få den lokale spejdertrop meldt til den kommunale affaldssortering, selvom de i første omgang havde fået afslag.

Fælles for disse værter er, at de fokuserer på at skabe lette, pragmatiske handlemuligheder. De forstår, at de fleste danskere helst vil undgå at dvæle ved alle de bekymringer, der knytter sig til klima- og biodiversitetskriserne. I stedet vil de hellere bruge de handlemuligheder, de har ved hånden. Og for mange er det vigtigt, at disse handlinger ikke bliver set som aktivisme, men som noget, der samler.

Derfor handler langt de fleste vellykkede borger-initiativer ikke bare om klima og miljø, men også om at styrke det lokale fællesskab og opnå økonomisk fordel – for det kan gøre den forskel, der kan mærkes her og nu. Som Stine Skøtt Thomsen fra Energifællesskabet i Skårup forklarede mig det: “Vi er drevet af at vi vil bidrage til den store globale kamp, men også fordi vi vil være en grøn landsby og vi vil kunne vise vores børn, at vi kan godt gøre noget lokalt. Men i sidste ende er det vores ambition – og min motivation – er at dette er noget, som kan komme alle i landsbyen til gavn.”

Så hvad kan du gøre, hvis du vil påtage dig det demokratisk værtskab og være med til at styrke folks handlemuligheder og handlekraft i forhold til den grønne omstilling?

Her er nogle hurtige bud – til henholdsvis borgere, handlefællesskaber og kommuner:

Hvad du kan gøre som borger:

1) Gå ind i de eksisterende fællesskaber

Rigtigt mange fællesskaber har ikke et stort fokus på klima og miljø. Men ofte skyldes det mest, at det ikke optager dem, der allerede er aktive. Men bare fordi det ikke er deres motivation for at være frivillige betyder det ikke, at de vil modsætte sig, hvis du kommer og sætter bæredygtighed på dagsordenen. Det kan både være i frivillige fællesskaber som idrætsforeninger, spejdertropper, partiforeninger og folkekirker. Det kan også være på din arbejdsplads, i din boligforening eller på dine børns skole. Det handler bare om at gøre det på en måde, der ikke virker fordømmende. Man kan komme langt bare ved at stille spørgsmålet: “hvad gør vi egentlig i forhold til bæredygtighed?” Det fungerer ofte langt bedre end selv at stille en masse forslag. Prøv bare lige at tilføje det til dagsordenen og stil spørgsmålet og se, hvad der sker. Folk har altid noget at sige. 

2) Bliv hverdagsaktivist

Rigtigt mange afholder sig fra at handle synligt og offentligt ifht. klima og natur, fordi de er bekymrede for at blive set som radikale klimaaktivister, der spiser vegansk, limer sig fast til ting eller blokerer trafikken. Dette skyldes, at den offentlige forståelse af klimaaktivisme i høj grad er knyttet op på unge, der laver civil ulydighed som Extinction Rebellion og Greta Thunberg. 

Derfor er der mange, der efterspørger en andet form for fælles klimahandling, der ikke fremstår politisk eller polariserende. Her kan vi fx hente inspiration fra Sager der Samler, der betegner sig selv som “hverdagsaktivister” – folk, der ikke gør noget “for nogen” – men med hinanden. Og som starter der, hvor de ikke skal spørge om lov og ikke bede om penge. At kalde sig “hverdagsaktivist” kan gøre det mindre ‘farligt’ at deltage i et lokalt klimahandlingsfællesskab. 

Hvad I kan gøre som handlefællesskab:

3) Fortæl en samlende historie

Selvom undersøgelse efter undersøgelse viser, at mindst 75% af danskerne er klar til at handle på klimaforandringerne, er den offentlige fortælling om klima- og biodiversitetskriserne blevet enormt polariseret. Måske skyldes det, at vores medielandskab er så præget af nyhedskriteriernes søgen efter konflikt. Men det virker skørt, at en samfundsforandring, der ikke alene er nødvendig, men som også vil medføre så mange fordele i form af renere luft, drikkevand og miljø, overhovedet kan være polariserende. Som den gamle tegneserie siger: “Hvad hvis det hele er snyd, og vi skaber en bedre verden uden grund?”

Igen handler det om at fortælle historien om den grønne omstilling på en måde, der ikke bare handler om klima og natur, men om alt det, vi også får ud af det på den korte bane: Lokalt sammenhold, styrket økonomi, jobs, bedre biodiversitet og meget andet. Tag bare Klimarådets anbefaling om at reducere landbrugsarealet med en tredjedel, der nu delvist står til at blive realiseret gennem regeringens Grønne Trepartsaftale. En reduktion af landbrugsarealet vil ikke bare være en gevinst for klima, landnatur og havmiljø. Men også for landdistrikterne, som blive skønnere steder at bo – og på sigt sikkert også for landbruget som erhverv, der får anledning til at genopfinde sig selv. Nu kan de indtage rollen som “arealforvaltere”, der ikke bare pløjer og sprøjter, men i stedet tager vare på landskaberne som helhed. Det vil kunne være en win-win-win-win-win-løsning.

I denne historie handler det også om at vise de gode eksempler og de rollemodeller, som folk kan spejle sig i. Ikke de vrede aktivister, men de folk, der laver et lokalt energifællesskab, et lokalt fødevarefællesskab eller et grønt nabofællesskab. Alle dem, der i det små er ved at skabe en lille flig af den blomstrende fremtid, de drømmer om. Det handler bare om at lægge det frem for folk og give dem muligheden for selv at tage stilling. Det skal ikke være en løftet pegefinger, men bare et stolt "sådan gør vi hos os." 

4) Støt værtskabet lokalt

For mange kræver det mod at påtage sig værtskabet og prøve at sætte gang i forandringer lokalt. Og det er ofte nemmest, hvis man har prøvet det før. Derfor er det vigtigt at anerkende og støtte det værtskab, der spirer lokalt. For ofte er der fare for, at det bliver meget personafhængigt og dermed sårbart, hvis den enkelte vært ikke har kræfter til at fortsætte sit engagement. 

Men der også meget forskellige måder at være vært på – socialt, politisk og praktisk – og det kræver forskellig viden, færdigheder og motivation, alt efter hvilken form for værtskab, man udøver. Derfor er deres behov for støtte og kompetenceudvikling vidt forskellige. Der er et stort potentiale i at lave målrettede udviklingsforløb for lokale værter. Ikke mindst i forhold til at styrke deres demokratiske værtskab, og dermed deres evne til at engagere og brede handlemulighederne ud, så endnu flere kan tage del.

Hvad I kan gøre som kommune:

5) Grib borgernes engagement

Rigtigt mange borgere vil gerne engagere sig, men ved ikke hvordan. Jeg mødte med en hverdagsaktivist, der fortalte, at hun faktisk havde sat sig ned og læst sin kommunes klimastrategi i håb om at få nogle klare handlingsanvisninger. "Men den er fuld af kommunesnak. Det er svært at forstå,” sagde hun. “Jeg ville ønske, at der var et sted, hvor man bare kunne se, ‘hvad er planen?’ – hvordan kan jeg være med?”

Når borgerne leder forgæves i den kommunale klimaplan efter konkrete handlemuligheder, så er det kommunens fejl, ikke borgernes. Flere og flere kommunale forvaltninger ved godt, at de ikke kan løse klima- og miljøudfordringerne alene. De bliver nødt til at have borgerne med – ikke mindst i forhold til de forbrugsudledninger, der udgør en stadig større del af vores samlede CO2-regnskab. Men det kræver, at de kommunale medarbejdere også bliver meget bedre til at skabe bedre rammer for samarbejdet mellem offentlige institutioner og civilsamfund, hvor lokale borgere kan byde ind og handle sammen. 

For eksempel ved at understøtte oprettelsen af lokale energifællesskaber, grønne kantineordninger og meget andet. Fx er Københavns Kommune begyndt at udforske dette felt ved at afholde lokale klimatopmøder i tre udvalgte bydele, hvor målet er at hjælpe lokale borgere med at finde sammen i handle-fællesskaber om fx bæredygtigt byggeri, genbrug og reparation af tøj og elektronik mm.

6) Styrk samarbejder og samtaler på tværs

Fordi klima- og miljøudfordringerne er så store og komplekse, er det let at komme til at fokusere indsatserne i siloer for at gøre dem mere overskuelige og håndterbare. Men som eksemplet med Klimarådets anbefalinger omkring reduktion af landbrugsareal viser, så er både problemer og løsninger filtret ind i hinanden, og kan ikke løses hver for sig. Og dette gør kun behovet for mere samarbejde og udveksling på tværs endnu større. Der er brug for lokale netværk, der går på tværs af det sociale, politiske og det praktiske, hvor demokratiske værter kan udveksle erfaringer, sparre på hinandens initiativer og bakke hinanden op. 

Nabolagsforeningen Ambition Lawrence Weston i det nordlige Bristol er et godt eksempel på, hvad et sådant netværk kan udrette. Sidste år fik de rejst Englands største onshore vindmøller til at dække deres strømforbrug. Og det hele er ejet og drevet af borgerne selv!

Det var seks hurtige bud på, hvordan grønt demokratisk værtskab kan gøre grøn omstilling til en fælles og folkelig sag. Jeg vil meget gerne høre dine tanker også. Del meget gerne dine overvejelser, eksempler eller historier i kommentarsporet.

Leave a comment

Og hvis du er nysgerrig på at lære mere om demokratisk værtskab, så tag endelig fat i mig, eller meld dig til vores næste masterclass i demokratisk værtskab d. 12.-13. november i Byens Hus i Gentofte.

Jeg har altid haft det svært med selvpromovering. Det føles skamløst og selvsmagende. Hvorfor skulle jeg have ret til at gøre krav på folks opmærksomhed? Hvorfor skulle jeg være så vigtig?

Omvendt har jeg aldrig haft det svært med at promovere fællesskaber eller sager, jeg tror på, som fx Københavns Fødevarefællesskab, Medborgerne eller Klimabevægelsen. Fordi jeg vidste, at det handlede om sagen – og netop ikke om mig som person (i hvert fald ikke direkte). Det gjorde det nemmere at ryste det af sig, hvis jeg blev ignoreret, afvist eller kritiseret. For det var ikke mig, der blev bedømt. Det var sagen.

Men da jeg udgav min bog blev det anderledes. Pludselig var det mig, der var i fokus. Nu var mig, der var sagen. Og jeg havde det vildt svært med det. Jeg havde troet, at det var nok at bruge et år på at skrive bogen. At når den udkom, så ville den kunne stå for sig selv. At den ville kunne tale for mig.

Det skete selvfølgelig ikke.

At skrive bogen er kun halvdelen af arbejdet. Det er ikke nok at bære den og føde den. Når den først findes har den stadig brug for al den støtte, den kan få. Hvordan skulle den ellers kunne finde sit publikum? Hvordan skulle folk rent faktisk opdage den, åbne den, læse den? Hvordan skulle de få lyst til at dele det med andre?

Det kræver et dybt og vedholdende omsorgsarbejde. Og det består af én ting: At blive ved og ved med at fortælle om den.

Men det gjorde jeg ikke.

Dels fordi jeg var såret over, at bogen ikke fik større opmærksomhed af sig selv. Dels fordi det føltes grænseoverskridende at blive ved med at tale om den – og dermed om mig selv. Men måske mest fordi jeg mærkede en voksende usikkerhed om selve bogen. Måske var grunden til den manglende respons i virkeligheden, at den slet ikke var så god, som jeg selv troede?

Så jeg slap den. Jeg lod bogen synke til bunds. Og med den sank alt det mod, jeg havde lagt i at skrive den. Alt det mod, der skal til for at tro på, at det jeg har at sige, er vigtigt og værd at lytte til.

Jeg giver stadig eksemplarer af bogen væk af og til, som en slags visitkort. Men jeg gør det på en lidt undskyldende måde. Som om jeg ikke rigtigt tror på, at de gider at læse den.

Sådan havde jeg det også, da jeg gav Carina Lyall et eksemplar af bogen efter vi havde kørt sammen til og fra Naturens Grundlovsmøde på Himmelbjerget d. 2. juni. Men der gik ikke længe, før hun sendte mig en begejstret mail og spurgte, om jeg ville være en af talerne i et online “symposium om at gøre en forskel”?

Det kom der en rigtig fin samtale ud af. Den mindede mig om, hvorfor jeg skrev bogen i første omgang. Og det vakte noget af det gamle mod til live igen: Ja, det her er vigtigt! Ja, der er stadig folk derude, der har brug for at høre om det her!

Det fik mig til at tænke på et interview med rapperen Tylor, the Creator, der understregede, hvor vigtigt det er, at blive ved med at promovere sin kunst:

“I know a lot of people who make things who don’t stand proudly by their stuff. I don’t know if they’re too cool or they don’t want to look thirsty, but they’ll put a song out once on their stories — and that’s it.

You went through something. You figured something out in a structured format. You recorded it. Not just one take. Parts and parts. You edited it. You mixed it. The label paid some kid to make an album cover and they made the cover. It’s a whole thing.

And then you mean to tell me that you’re going to be passive and just put it on your story once? Are you crazy, bro?

I’m still promoting an album that came out a year ago. I put too much time and energy into this finished project just to put it on Instagram and forget about it. No. Promote. Let people know. Be proud of what you made.”

Det ramte mig.

For jeg er stolt at min bog.

Jeg vil gerne fejre den og de erfaringer, som den bygger på. Jeg vil gerne have at folk læser den. For den handler om en sag, der er større end mig. Fordi den sætter ord på noget vigtigt om, hvordan vores demokratiske engagement bliver formet af vores følelser og oplevelser. Fordi det er noget, som vi som samfund har brug for at forholde os til – også selvom det er sårbart, svært, bøvlet og menneskeligt.

Derfor vil jeg heller ikke længere lade denne indre modstand mod selvpromovering bremse mig. Det handler ikke om afsenderen, men budskabet. Som iværksætteren Yancey Strickler siger “ Promovering er ikke en kedelig pligt. Det er en gave. Det er en anledning til at fejre den indsats vi og andre har lagt i vores arbejde. Vi skal ikke se det som en byrde, men som en mulighed for at ære noget, vi har arbejdet hårdt på at skabe.”

Det er ikke skamløs selvpromovering. Det er stolt selvpromovering!

Stor tak til Carina Lyall – både for at tage imod min bog og invitere mig ind til samtalen, som du kan lytte til herover. Men mest af alt for at minde mig om, at jeg har noget på hjerte. Og at det er værd at lytte til.

Det gælder også for dette nyhedsbrev. Jeg er meget på hjerte. Og det kan du godt glæde dig til!

Andreas

Og efterhånden – både ved at skrive “Følelsen af demokrati” og sætte den løs i verden, men også ved at finde sammen med de gode folk hos Sager der Samler, har jeg lige så langsomt fået en ny forståelse af, hvad det er, jeg arbejder med:

Når jeg kigger tilbage på det arbejde, jeg har været engageret i – både frivilligt og professionelt – over de sidste 10-15 år, så har dette værtskab været den røde tråd igennem det hele. Og nu kan jeg se, at den stammer helt tilbage fra min egen oplevelse af at stå udenfor demokratiet som ung. Af, at der ikke rigtigt var plads til mit engagement. Af, at jeg var “sådan én, der ikke er politisk”, og hverken føle mig hørt eller repræsenteret i det demokratiske system.

Det tog mig mange år at indse, at det ikke var mig, der var noget i vejen med. Men at det skyldtes, at jeg ikke var blevet grebet. At jeg ikke før havde mødt en demokratisk vært, der havde set, støttet og anerkendt mit spirende engagement. At jeg derfor i stedet var faldet igennem og ud i mismod, håbløshed og afmagt.

For demokratisk værtskab handler langt fra kun om at lede en formel demokratisk proces, der kan træffe gyldige flertalsbeslutninger. Det handler i langt højere grad om at gøre demokratisk deltagelse til en god oplevelse – ved at skabe en grundstemning og relationer, der gør, at folk føler sig velkomne og sikre på, at deres engagement vil blive mødt og værdsat. Dét er det, der er det gennemgående tema i min bog: Det handler om værtskabet, der tager ansvar for at sikre følelsen af demokrati.

Demokratisk værtskab er på ingen måde en ny ting. Der har altid været folk, der arbejdet for at byde flere indenfor i demokratiske fællesskaber og støttet dem i at bruge deres stemme. Lærere, foreningsaktive og demokratiske iværksættere bag højskoler og folkeoplysningsforbund, der har gjort op med det, som Svend Auken har kaldt “almuesindet” – følelsen af, at det er de andre, som bestemmer, men vi kan ikke noget selv. I gamle dage kaldte man dette arbejde for folkeoplysning. Men det ord har jeg aldrig kunne spejle mig i. Dels fordi det lyder gammelt og støvet, dels fordi det kommer ud af den foreningstradition, som netop ikke greb mig som ung. Og derfor har jeg savnet en anden måde at gøre det klart, hvad det er, jeg arbejder med.

Det føles som om jeg har fundet det nu. Det føles rigtigt at sige, at jeg arbejder med demokratisk værtskab. Og heldigvis kan jeg mærke, at det vækker genklang. Her i forsommeren kan du møde mig til en række forskellige arrangementer med fokus på netop det demokratiske værtskab:

Styrk dit demokratiske værtskab – workshops hos Dansk Magisterforening

Hvis du er medlem af DM kan du komme med til to gratis workshops om demokratisk værtskab. Det kræver dog tilmelding her:

• Tirsdag d. 28. maj 2024 17:00-19:00 i København

• Torsdag d. 6. juni 2024 17:00-19:00 i Aarhus

Demokratiske Dage i Haslev fredag d. 31. maj

Fredag d. 31. maj er jeg med til at åbne de Demokratiske Dage i Haslev – en ny lokal grundlovsfestival. Jeg holder en 1-times workshop med afsæt i “Følelsen af demokrati” et sted i Haslev Bymidte på et endnu ikke-nærmere bestemt tidspunkt mellem kl. 15 og 18. Det er gratis og åbent for alle.

Workshop til Naturens Grundlovsdag søndag d. 2. juni

Sammen med Nina Tofte Hansen fra Arternes Aarhus afholder jeg en workshop om Mellemartsligt naboskab til det stort anlagte Naturens Grundlovsdag på Himmelbjerggården ved Ry. Her handler det om, hvordan vi kan være demokratiske værter for nogle af de mange plante- og dyrearter, hvis stemmer, interesser og behov ikke bliver hørt i vores demokrati. Det glæder jeg mig meget til!

Masterclasses i Demokratisk Værtskab

Hvis du arbejder med demokratisk værtskab professionelt, så kan jeg kun anbefale dig at deltage i en af de to to-dages masterclasses i demokratisk værtskab, som Paul Natorp, Kristin Birkeland og Morten Daus-Petersen og jeg i hhv. juni og september:

• 24. - 25. juni hos Sager der Samler i Aarhus

• 11. - 12. september i Byens Hus i Roskilde

Læs mere om indhold, pris og tilmelding her.

Åben træffetid om demokratisk værtskab d. 10. juni kl. 14-15

Jeg har genoplivet Borgerlysts gamle træffetidskoncept i nye rammer hos Sager der Samler, nu med fokus på demokratisk værtskab. En gang om måneden sætter vi os på Zoom, hvor du kan komme forbi og få spontansparring på de udfordringer, du sidder med i forhold til demokratisk værtskab. Det kan være alt fra, hvordan du skal formulere invitationen til et arrangement, og hvordan du sikrer god tone og stemning i dit fællesskab, til hvordan du skaber de bedste rammer for, at folk får mod på at engagere sig, eller hvordan du kan skabe gode møder mellem borgere og politikere.

Det er helt gratis, der er ingen forberedelse eller tilmelding. Vi fordeler tiden ligeligt mellem alle, der møder op. Det er altid på dette Zoom-link og næste gang er mandag d. 10. juni kl. 14-15. Håber vi ses!

Dette er et ret så atypisk indlæg i forhold til, hvad jeg ellers skriver her på Rodfæste. Men jeg har efterhånden erkendt, at der er så meget overlap i det jeg skriver om og det jeg arbejder med til dagligt, at det ikke giver mening at dele det op.

Jeg har flere almindelige indlæg på skitseblokken, som jeg håber at sende ud her inden sommerferien.

Stor tak til Peter Schulz Schovsbo fra Naturstemt, der gavmildt har tegnet illustrationerne særligt til denne tekst.

Inden jeg begynder, vil jeg minde om, at i et indfødt perspektiv, så er historier levende væsener, der kan bo i vores hjerter, hvis vi giver dem lov og danser med dem. I denne dans afsløres forskellige lag af mening og sanselighed gradvist og langsomt. Det afhænger af, hvor meget plads, vi har indeni os. Hvis der er for meget rod, kan historier ikke bevæge sig. Ofte må vi rydde op for at gøre plads til de historier, som vi ønsker at skal bo i os.

Som Vanessa Machado de Oliveira bemærker, så bærer visse indfødte historier på hellig viden, som skal beskyttes og derfor forblive i de samfund, de bor i. Som en indfødt ældre bærer John på mange af den slags historier. Men der er andre historier, der ønsker at rejse ud i verden og blive forvandlet af den.

Denne historie er rejst ud fra Canada og får liv og form af alle, der kommer berøring med den. Men husk, at skrevne historier, der rejser på papir, har en anden rytme og dans end de historier, der rejser gennem stemmen, og som fortælles på en måde, der er valgt specielt til netop den person, der lytter. Nu fortæller jeg den videre til dig. Så er det op til dig, om du vil give den plads, så den kan danse videre med dig.

De fire bjerge

Dette er en historie om fire bjerge. Hvert bjerg repræsenterer en del af livet, som mennesker skal igennem. Det er en rejse, vi alle skal tage. Omend nogle af os afslutter vores rejse tidligt. Og andre af os farer vild undervejs. Nogle gange vil folk blive på ét bjerg uden den lære, de behøver for at fortsætte. Når dette sker, har de brug for de ældres vejledning nødvendig for at finde deres vej videre.

Det første bjerg er børnebjerget.

Du kommer til verden for foden af dette bjerg. Nyfødt og afhængig af din familie omkring dig. Her skal du bæres op, fordi du ikke selv kan gå. Kloge og sunde bedsteforældre, bedsteonkler og bedstetanter har en stor rolle at spille i dette bjerg, og når de ikke er der, kan babyer nogle gange ikke komme over på den anden side. Når du når toppen af dette bjerg, begynder du at tage dine første skridt på egen hånd. Men på vejen ned på den anden side må du stadig holde dine ældre slægtninge i hånden, mens du lærer om, hvordan du føler og forholder dig til jorden under dine fødder.

Det andet bjerg er krigerbjerget.

Nu hvor du kan gå på egen hånd, skal du selv finde vej. Du skal du bestige dette bjerg for at for at finde ud af den unikke medicin, der er din, og som du efterhånden vil lære at bruge, når det er nødvendigt. Under denne opstigen skal du lære at sætte dine egne grænser og at møde dit eget sted i verden, i stedet for at få dine forældre eller andre mennesker til at definere det for dig. Og fordi du søger og lærer om selvstyre, vil du ofte insistere på at lede efter din vej på egen hånd, uden råd eller vejledning.

Men bjerget er dækket af tæt, mørk skov. Træerne kan se din ånd. De ved, hvad din medicin er. Men de kan ikke fortælle dig noget direkte, for du er stadig for selvoptaget til at lytte. Alt for utålmodig. Du har det som om, at du kun kan have det godt, hvis du finder svarene. Hvis du kan få vished.

De, der går op på dette bjerg, farer ofte vild. For stien forgrener sig, mange forskellige stemmer og muligheder peger i forskellige retninger. Og hvert valg giver anledning til ny frygt og usikkerhed: Frygten for ikke at være værdig. For ikke at finde det "rigtige" svar. For at gå glip af noget. For ydmygelse, afvisning og forladtelse. For tab, smerte og død. For at træffe forkerte valg. For uduelighed og utilstrækkelighed.

For at beskytte sig mod denne frygt iklæder mange unge sig en rustning. Et billede af sig selv, som de ønsker at være. Men rustningen er tung og stiv, og gør i sidste ende kun stien sværere at betræde. Her er det de ældres opgave at støtte dig og vejlede dig. Men nogle gange kan de ikke være der for dig, fordi de selv er fortabt. Måske er de faret vild på det samme bjerg og har aldrig haft mulighed for at finde tilbage på stien igen.

Midt i skoven, på toppen af bjerget er der en lysning. Men du kan først se den, når du allerede er udmattet af vildspor og at kæmpe mod træernes skygger. I denne lysning kan du hvile ud og finde ro. Og hvis det lykkes dig at stilne din ånd og blive ydmyg over for jorden, kan du blive kontaktet af de ånder, der ved, hvad du har brug for. Og de kan åbenbare de gaver og den medicin, du har i dig.

Fra da af vil din medicin begynde at vokse og virke igennem dig, og mindst halvdelen af frygten og usikkerheden forsvinder. På vej ned af dette bjerg vil du begynde at blive fortrolig med din medicin. Og det vil føles godt. Men næppe sådan som du havde forestillet dig det på din vej op af bjerget.

Det tredje bjerg er forsørgerbjerget.

Det er på vejen op af dette bjerg, at du begynder at lære, hvordan du kan bruge din medicin til at bidrage til din families, dit lokalsamfunds, jordens og alle relationers velbefindende. Du skal lære hvornår, hvordan og hvor meget du skal tilbyde. Hvornår din medicin er god medicin, og hvornår den kan blive til gift; og hvordan du kan integrere dem med andre lægemidler og gaver fra andre relationer.

Det er ikke nemt og du vil begå mange fejl. For du skal lære at skelne. Nogle mennesker vil komme til dig for at bede om eller ligefrem kræve noget af din medicin. Men måske er det slet ikke det, de har brug for. Du skal lære at være både selvsikker og ydmyg. At være både selvstændig og ansvarlig. At være generøs og ikke lade din generøsitet blive udnyttet. At tage tingene alvorligt og grine af dig selv

I begyndelsen vil du kun kunne give en lille smule, fordi din medicin stadig ikke helt tilberedt. Men når du når til toppen af bjerget er medicinen ved at være klar til at blive delt. Og du begynder nu at forstå, i hvilke sammenhænge at din medicin rent faktisk er medicin. Og i hvilke sammenhænge, at den er gift. Hvad din medicin kan bruges til – og hvad den ikke kan bruges til. Hvornår du bør træde frem og give din medicin. Og hvornår du bør træde tilbage og lade være.

Også på dette bjerg kan du fare vild. Du kan blive fristet til at bruge dine gaver på destruktive måder. Du kan gå fra at være en forsørger til at være et rovdyr, der udnytter andre væseners svagheder og tager mere end din rimelige andel. Dette sker især hvis du ikke har lært alt, hvad der var at lære på de tidligere bjerge.

På vej ned af bjerget begynder du at kunne integere din medicin med den medicin, som andre omkring dig har. Det er her, du kan være klar til at vejlede andre, der har lignende medicin og gaver som din egen, så de ikke skal gentage de fejl, du selv har begået. Så skaber I et festmåltid af al den medicin, som I tilsammen har til rådighed i jeres samfund. I skaber et fællesskab.

Når du når ned i dalen indser du også, hvor stor verden er og hvor lille du er. Men i stedet for at føle dig ubetydelig, føler du det modsatte. For du ser miraklerne og skønheden i de små ting – inklusive dig selv. Du indser, hvor meget du ikke ved; og hvor meget kan du ikke vide. Du ser det smukke og det grimme, det gode og det onde, det ødelagte og det arrede.

Du oplever tiden anderledes. Du lægger mærke til de rytmer og bevægelser, der transformerer alt omkring dig. Du begynder at høre sangene, der bevæger alt: årstiderne, vandet, vindene, skyerne, planterne, os selv, andre dyr, livets cyklusser, døden og fornyelsen. Selvom du allerede har fået at vide, at alt hænger sammen, og du har set glimt af det, er det nu ikke længere bare glimt. Nu kan du ser du det hele tiden.

Du er nu klar til det sidste bjerg, men selv vil du sige, at du ikke føler dig klar til det endnu (hvilket kunne være et af tegnene på, at du er det).

Det fjerde bjerg er ældrebjerget.

Dette bjerg ligger bagved ved de tre første bjerge, og du kan kun bestige det ved at gå rundt om de tre første bjerge igen. Og på din vej hjælper du den næste generation med overgangene fra børnebjerget til krigerbjerget. Og fra krigerbjerget til forsørgerbjerget. Og fordi du har været her før, så kender du vejen. Du kan støtte dem, omend de selv skal finde deres egen vej og knytte deres egne bånd med landet og med alle relationer. For ellers vil de ikke have energien eller selvtilliden til at fortsætte.

Og til sidst når du frem til ældrebjerget. Opstigningen ligner børnebjergets. Men denne gang er det dig, der bærer børnene op. For i modsætning til krigerne, så har du tålmodighed. Og imodsætning til forsørgerne, så har du tid. Derfor er du ansvarlig for dette første skridt op af bjerget. Det er derfor, at børn skal være med deres bedsteforældre.

Og efterhånden som du gør dette, og går højere og højere op ad ældrebjerget, gør du klar til at afklæde dig din krop. Dit hylster. Og dette er det lykkeligste øjeblik for dig. For i dét øjeblik bliver du i stand til at se henover alle bjergene på én gang. Og du kan se alle de steder, hvor du er blevet holdt, omfavnet, støttet og løftet af andre. Ikke bare af dine menneskelige forfædre, men også af dine ikke-menneskelige forfædre. Og lige da, på dette fjerde bjerg slutter du dig til dem. Du går med tomme hænder. Du efterlader alt. Ikke engang fodspor. Du træder ud hinsides form, hinsides tid, hinsides rum – til det sted, hvor du selv er en forfader. En formoder.

Jeg har haft denne historie med mig i over tre år nu. Og danser stadig videre med den, mens jeg prøver at se min egen vej henover de fire bjerge. Jeg tror, at jeg er et sted på vej op af forsørgerbjerget, men jeg har næppe nået toppen endnu. For min medicin er ikke kogt færdig endnu. Men her er, hvad jeg er nået frem til indtil videre:

Min medicin at hjælpe folk med at se, at de ikke er alene. Det handler ikke om viden, planer, løsninger eller strukturer. Det handler bare om at turde stille sig frem og vise min egen tvivl og usikkerhed, så andre kan spejle sig i den. At skabe et rum, hvor folk kan mødes og mærke, at de ikke er alene. Hvor solidaritet, mod og handling kan spire – vel vidende, at jeg ikke skaber noget nyt. Kun nærer det, der allerede er der.

Grunden til, at det er min medicin, er, at jeg også selv har brug for den. Jeg kender følelsen af at være alene, forkert, i tvivl og udenfor. Det er en smerte, jeg tror jeg kan afhjælpe lidt af hos andre, fordi jeg kender den så godt hos mig selv. Hvem du er, er den medicin, du bærer med dig.

Dette har været en stor erkendelse for mig. For i mange år gik jeg og troede, at det handlede om at skabe forandring. Om at opnå magt eller bestemte politiske resultater. Men det er slet ikke det, det handler om. Det handler bare om relationer. Om at høre til. Om ikke at være alene. Om at folk finder sammen. For jeg ved også, at det kun er sammen, at folk kan skabe forandring.

Vi slutter med en sang…

Come a long way, come a long way

Come a long way

Not to work it out

As cold comfort

Wraps around you in the dark

Come a long way

Come a long way

Not to ask the question that's been on your lips all the way

Spit it out

The words come out, yeah

It's already

Not as heavy as before

Come a long way

Come a long way

Come a long way

Come a long way

From small beginnings

Come big endings

- Place on Earth’s fortolkning af “Pilgrim” af Fink (X-faktor 2018)

Ugens anbefaling

Jeg kan varmt anbefale Vanessa Machado de Oliveira’s bog “Hospicing Modernity” hvor jeg først stødte på historien om de fire bjerge.

Det er en udfordrende, men meget tankevækkende bog, som er svær at opsummere. Men grundlæggende handler den om at give redskaber, sprog og indsigt, der kan hjælpe os til at lære at møde verden med ydmyghed og ansvarlighed.

Dels har jeg haft meget travlt med forskellige arbejdsopgaver her i starten af året, hvilket har efterladt mindre overskud til at skrive. Dels har jeg haft det svært med denne måde at udgive på. Når jeg trykker "Send" føler jeg, at jeg maser jeg mig ind jeres liv og lægger yderligere pres på jeres indbakke – et i forvejen et sårbart sted i moderne menneskers liv. Dels har jeg savnet en klar mental model for, hvad det er jeg skriver. Både for at gøre det nemt for mig at skrive, men også for, at I ved, hvad I kan forvente at modtage.

Nu tror jeg endelig, at jeg har fundet svaret på, hvad Rodfæste er:

Det er en morgensamling.

Jeg lærte for alvor morgensamlinger at kende, da jeg blev lærer på Jyderup Højskole i 2020. Det første, der slog mig ved højskolelivet var, hvor uskyndet alting foregår. Eleverne er på skolen hele tiden. De har ikke travlt med at komme videre. Der er lange pauser. Lange stræk af ustyret tid. Der giver plads til en langsomhed, der ellers er let forsvinder i vores samfund. Og morgensamlingen er måske det bedste udtryk for dette. Et ritual, der indkapsler alt det, en højskole skal være.

Her samles alle – elever og lærere – en halv time for at starte dagen sammen. Først finder man sammen i det fælles gennem en sang fra Højskolesangbogen, og derefter er der så én – ofte en lærer, men ikke sjældent en elev – der tager ordet og fortæller om noget, som er vigtigt for dem. Et ”ord for dagen”, som man ifølge højskolehistorikeren Lars Thorkild Bjørn kaldte det i Norge. Tilsammen udgør valget af sangene og fortællerens ord en fælles oplevelse og inspiration, som alle får med videre i deres dag.

På den måde er morgensamlingen blevet en genre i sig selv. "Det klassiske er, at man på en personlig måde fortæller en stor historie ved hjælp af en lille historie,” som Rasmus Kolby Rahbek, der i mange år har forsket i højskolepædagogik, forklarer det. Men det kan også være en anledning til at aktivere allesammen på en morgenblid måde. Fx ved at invitere til yoga, morgengymnastik, skovbadning, meditation eller en samtale om et spørgsmål, som man gerne vil sætte i spil.

Som du måske har gættet, så ELSKEDE jeg at holde morgensamlinger. Det var et sjovt, koncentreret frirum, der inviterede til at eksperimentere med form og stemning. En overraskende stor luksus at have mulighed for at sætte tanker og stemninger i spil, som folk kan tage med videre i deres dag.

Jeg fortalte om mine erfaringer fra Fødevarefællesskabet, Borgerlyst og Klimabevægelsen. Jeg fortalte om evolution, zoonotiske sygdomme og vores forhold til naturen. Jeg fortalte om utopier, og kvækerne og om fællessangens betydning i sociale bevægelser. Jeg fortalte om min egen vej i voksenlivet og mit forhold til tro.

Jeg brugte morgensamlingen som en øvebane, hvor jeg kunne afpresse mig selv til at udvikle og afprøve idéer, jeg ellers havde haft svært ved at udtrykke. En del af de tekster, jeg har udgivet i de sidste par år – ikke mindst i “Følelsen af demokrati” – er startet med en morgensamling.

Så da højskolen lukkede i marts 2022 mistede jeg ikke bare mit job, men også dette kreative frirum. Og det har vist sig at være en større sorg, end jeg nok selv havde gjort mig klart. For jeg savner virkelig at stå på i den spisesal og kigge ud over alle disse morgenlangsomme mennesker, der ikke har andet de skal nå, end at være lige der.

Desværre ser det ikke ud til, at jeg bliver højskolelærer igen. Og derfor har jeg besluttet mig for at bruge Rodfæste til at skabe et nyt rum, hvor jeg kan holde mine egne morgensamlinger – højskole eller ej. Jeg ser det som en lille åndelig tankstation, hvor du kan komme ind, når du føler dig langsom, og få en fortælling, en tanke og en sang med på vejen.

Hermed prøver jeg nu også at definere en mere eller mindre fast skabelon for det, jeg sender ud her på Rodfæste: En personlig fortælling, der knytter sig til en større historie, afsluttet med en sang.

I morgen kl. 9 sender jeg jer mit første forsøg på en sådan morgensamling. Jeg håber, at I vil tage godt imod det.

Jeg føler et særligt slægtskab med Sager der Samler, for de startede op næsten samtidigt med, at Nadja og jeg startede Borgerlyst, og vi har haft en løbende dialog over årene, ikke mindst i forbindelse med mit arbejde med Medborgerne i København, der på mange måder flugtede med deres i Aarhus. Men vi har aldrig rigtigt haft anledning til at samarbejde før nu.

Det skete fordi jeg sendte et signal ud i universet og Paul svarede. Og siden har vi ikke kigget os tilbage. Det er enormt inspirerende at finde sammen med Paul, Morten og Kristin og opdage, hvor meget vi har til fælles, og hvor meget alle de erfaringer vi hver især har gjort os med at styrke den demokratiske handlekraft i lokalsamfundet får nyt liv ved at blive genopdaget gennem hinandens blik.

I fællesskab udbyder vi nu ikke alene to masterclasses i demokratisk værtskab her til februar, vi er også ved at udvikle et nyt, stort projekt, som vi er ved at søge fondsmidler til.

Undervejs i dette udviklingsarbejde er det for alvor gået op for os, at det synlige demokratiske engagement kun er en lille af del af historien. Selvfølgelig er fællesskaber og relationer den direkte forudsætning for at handle sammen. Men under det ligger grundstenen i det demokratiske fundament: En stemning af, at det er trygt at møde op, at ville hinanden, lytte til hinanden og bakke hinanden op.

Denne demokratiske grundstemning er afgørende for, at folk overhovedet føler sig inviteret ind og finder modet til at stille sig op og tage ordet eller initiativet. Det er denne demokratiske grundstemning, som er kernen i Sager der Samler. De har formået at skabe og forfine denne stemning ved at opdyrke et opbakkende fællesskab, der giver mod, handlekraft og selvtilliden til at handle og få en stemme i det lokale demokrati.

Denne grundstemning skabes gennem positive oplevelser, hvor vi sammen kan mærke fællesskabet på vores egen krop – som jeg selv har forsøgt at udforske og beskrive i min bog “Følelsen af demokrati”.

Det er en stemning, der vokser mellem os, når vi handler i fællesskab og bakker hinanden op. Og vi mærker den især, når den gode demokratiske stemning følger med over i generalforsamlingen i foreningen, høringen om den nye lokalplan og opstillingsmødet i skolebestyrelsen. For det er også denne grundstemning, der gør, at vi kan gribe hinanden og rumme hinanden, når vi er uenige.

I vores udviklingsarbejde er vi endt med at tegne denne grundstemning som fundamentet for demokratiets hus – til dels inspireret af Maslows behovspyramide:

Billedet med huset kommer kommer fra et citat fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, der i forbindelse med lanceringen af den nye Magtudredning udtalte til Politiken:

Mit indtryk som pauver aktør i demokratiet er, at grundlæggende er det danske folkestyre stærkt og solidt og godt forankret i befolkningen. Men samtidig tror jeg, at vi alle sammen – både os, der er en udøvende del af magten – men også de enkelte borgere har en eller anden fornemmelse af, at der er noget, der skrider. At der er nogle sprækker i fundamentet på en eller anden måde.

Når noget slår sprækker, skal det tætnes. Hvis det er en mur, så med mørtel. Hvis det er jorden, så ved at vande den. I sidste ende er det, der binder os sammen som folk, er ikke en abstrakt fortælling, men derimod konkrete oplevelser, som giver os følelsen af at ville hinanden, at lytte til hinanden og at bakke hinanden op. Og derfor går vores projekt ud på at tætne det demokratiske fundament ved at bygge en ny form for lokal demokratisk infrastruktur, der netop tager udgangspunkt i at styrke og støtte denne demokratiske grundstemning.

I et udslag af synkronicitet fik jeg næsten samtidigt lejlighed til at lære noget helt uventet og meget relevant om baggrunden for Maslows behovspyramide, der satte vores tanker om denne demokratiske grundstemning i et helt nyt lys.

I dette efterår har jeg fulgt et 5-ugers undervisningsforløb hos forfatteren Dougald Hine under overskriften “Regrowing a Living Culture.” Og i den afsluttende session for nylig nævnte Dougald, at Abraham Maslow faktisk havde udviklet sin model over menneskelige behov efter et 6 ugers feltarbejde i sommeren 1938 hos Siksika-stammen, bedre kendt som Blackfoot, i den sydlige del af Alberta-provinsen i Canada. Og at Maslows kernebegreb om selv-aktualisering – som han definerer som ‘ønsket om i stadigt højere grad at blive alt, hvad man er i stand til blive’ – der ligger øverst i behovspyramiden, faktisk er direkte inspireret af hans oplevelser der.

Den sociale iværksætter Teju Ravilochan uddyber dette perspektiv i en tankevækkende artikel. Her beskriver han, hvordan Maslow i sit feltarbejde oplevede et samfund præget af helt overvældende velfungerende grad af samarbejde, minimal ulighed, restorativ retfærdighed, velstand og høj livstilfredshed. Maslow vurderede, at at “80–90% af Blackfoot-stammen havde et selvværd, som han kun havde set hos 5–10% af den moderne amerikanske befolkning.” Kort sagt havde Maslow fundet et sted, hvor det, han senere ville kalde selv-aktualisering, var normen og ikke undtagelsen. Og det ledte ham til at undersøge forudsætningerne for, at selv-aktualisering kan opstå.

Men i de senere år har en række forskere med First Nations-baggrund udfordret Maslows konklusioner fra sit feltarbejde. Grundlæggende argumenterer de for, at for Siksika-folket,så udgør selv-aktualisering1 slet ikke toppen, men bunden af pyramiden:

Den grundlæggende forskel er, at hvor Maslow så selv-aktualisering som noget individuelt, som man skal arbejde for og gøre sig fortjent til, så ser Siksika-folket det som noget, som alle er født med. Og derfor viser de deres børn tillid og giver dem plads til at udtrykke sig, snarere end at prøve at præge dem eller presse dem til at være den bedste udgave af dem selv.

Forskeren Ryan Heavy Head beskriver forskellen således: I vestlig kultur tænker vi, at man skal gøre sig fortjent til en ønsket tilværelse ved at gå i skole, bestå eksaminer og bevise ens færdighed. Men for Siksika-folket er det omvendt: “Det er som om du har alle kvalifikationerne fra starten af. Og derfor bliver du behandlet med værdighed – men du bruger hele dit liv på at leve op til det.”

På den måde er selvaktualisering det grundlæggende, som din kultur skal give dig for at du er i stand til at møde op og bidrage til dit samfund. Dette arbejde består i at sikre grundlæggende fysiologiske, sociale og tryghedsmæssige behov, sådan som Maslow så det ske under sit feltarbejde. Dette arbejde er ikke den kun den enkeltes, men et kollektivt ansvar – det er, hvad forskeren Cindy Blackstock kalder “Fællesskabs-aktualisering.”

Dette leder op til det øverste niveau: Kulturel bestandighed, der handler om at bidrage til at sikre, at der er plads til, at samfundet og kulturen kan leve og udvikle sig længe efter, at du er glemt og borte som en endnu en forfader eller -moder i rækken af forfædre og -mødre.

Kernen i Siksika’ernes tilgang er, at de ikke ser mennesker som atomiserede, uafhængige enheder, men som dybt forbundne og gensidigt afhængige. Og at man derfor selvfølgelig heller ikke kan forstå opfyldelsen af menneskelige behov, som et individuelt anliggende. Dette afspejles ikke mindst i deres forståelse af fattigdom. Ravilochan citerer en aktivist, der fortæller om sit besøg i Cheyenne River-territoriet i South Dakota:

De fortalte mig, at de ikke har noget ord for fattigdom. (..) Det tætteste de har for at forklare fattigdom er ‘at være uden familie.’ (..) De sagde, at det var så fremmed for dem at nogen kunne være så isolerede og uden nogen form for sikkerhedsnet eller familie, at de ville lide af fattigdom.

På visse punkter minder den demokratiske grundstemning, som Paul, Kristin, Morten og jeg har været ved at indkredse, om Siksika-stammens tilgang til selv-aktualisering: Et opbakkende fællesskab som fundamentet for deltagelse. Hvor du ikke bliver mødt med krav og forventningspres, men derimod med gensidig værdighed og ønsket om, at vi skal lykkes sammen.

Et fællesskab, hvor ingen står alene, fordi vi alle griber og støtter hinanden. Som præsten Louise Højlund udtrykte det i den tale, hun holdt til Sager der Samler’s 10-års fødselsdag i 2022:

Dejlig er jorden - ikke altid! Vi kaldes ikke altid frem i vores menneskelighed. Verden lader noget tilbage at ønske, drømme om kæmpe for. MEN, det er vores redning, at vi er skabende væsner. Med fantasi og hænder og hinanden. Mere skal der ikke til.

Med fantasi kan man komme til at se, hvad der skal til for at støve jorden af, kalde paradiset frem igen. Med hænder kan man få det til at ske. Helbrede. Forandre. Åbne. Men den tredje faktor er vigtig! Hinanden!

Og i dag er dejlig fordi der fejrer vi Sager der Samler. Dette sted, der er et dannelsessted for vores vi. Det vi med hvilket vi kan stange porte ind. Give modstand til verden som en østers. Løfte og lære, forandre og adle.

Dette vi, der vil hinanden. Der griber og støtter i gensidig solidaritet. Det er kernen i det, som vi prøver at indkredse og skabe rammerne for. For vi er alle naboer, der bærer en del af hinandens skæbne i vores hænder.

Jeg rækker ud til dig, fordi jeg lige er landet i at være mor til et transbarn. I det oplever jeg, at der mangler et sprog og viden om emnet. For ofte tages der udgangspunkt i problemer forbundet med at være transperson. Statistikker, der fortæller, at 25% af transpersoner under 25 år har prøvet at begå selvmord, og at 50% af transkønnede børn er i dyb mistrivsel. Men jeg tror, det afspejler en fortid, der er i modsætning til den oplevelse, jeg selv har haft indtil videre som mor til et børnehavebarn. Og som derfor ikke ser ud til at tale ind i den fremtid, der er for mit barn eller andre transkønnede børn anno 2023.

For mig at se taler det lige ind i den tre-enighed, som du har tegnet for dit nyhedsbrev:

Demokrati: Den simple, men radikale idé om, at alle har ret til at være direkte medbestemmende over deres eget liv. Yes, også når man er fire år gammel og tydeligt kommunikerer sit oplevede køn.

Jord: Erkendelsen af, at vi alle indgår i det levende, gensidige afhængigt mere-end-menneskelige fællesskab, der er Jorden. Yes, naturens mangfoldighed er underfundig. Og dette er ikke et hierarkisk spørgsmål, men et mangfoldighedsspørgsmål. 

Ånd: Accepten af, at modet til forandring opstår, når vi føler forbundethed, samhørighed og solidaritet. Yes, vi skal som samfund sænke skuldrene og forstå, at der ikke tages noget fra os, men anerkende og inkludere transkønnede som ligeværdige og se potentialet for, at det beriger os alle. At alle sættes fri i den her proces.  

Denne henvendelse ledte til en samtale, der blev til den fortælling om kønsnormer, erkendelsesprocesser, normkritik og normkreativitet, som I kan læse herunder.

Jeg har ikke selv koblet Rodfæste med spørgsmål om kønsnormer før. Men efter samtalen og arbejdet med at redigere teksten kan jeg se, hvordan spørgsmålet om kønsnormer tydeliggør noget af alt det, vi tager for givet i vores samfund. Og fordi det handler om mennesker, der kræver retten til at være dem, de er, er det tilsvarende svært at affeje eller ignorere, selvom det måske umiddelbart føles som om det gør vores liv mere besværligt.

Så selv hvis du ikke er interesseret i kønspørgsmål og transkønnethed, vil jeg opfordre dig til at læse med her. For jeg synes det viser, hvor meget vi mister, hvis vi lukker samtalen ned og gemmer os i vores skyttegrave.

Jeg tror, at langt de fleste af os er lidt queer på den ene eller den anden måde. For at være queer handler ikke kun om køn og seksualitet. Vi kan også være queer i vores arbejdsliv, i vores måde at bo på, i vores måde at lære på, i vores kroppe, i vores bekymringer for fremtiden, eller i vores relationer til den levende verden.

Ingen af os følger alle normerne eller passer ned i alle kasserne. Og jeg synes denne historie viser, hvor meget vi kan lære og hvor stor kreativitet, det kan frigive, hvis vi tør udfordre disse kasser, og giver plads til denne mangfoldighed. Som moderen siger det:

Helt grundlæggende oplever jeg, at det ikke er børnene, der er kønsforvirrede. Det er de voksne. Kay ved sgu godt hvem hun er. (..) Hun møder jo kun problemet, når hun ikke bliver anerkendt for det hun siger, at hun er.

Herunder er et redigeret sammendrag af moderens historie – fortalt i fire dele med hendes stemme.

1. Erkendelsen

Da Kay1 var omkring halvandet, ville hun rigtig gerne have det der trikot med tylskørt i regnbuefarver på. Det var fredag, der var fredagsslik, og der var fest nede på rampen i haveforeningen. Og jeg kunne se, at når hun fik den der på, så følte hun sig virkelig som en stjerne. Og selvom vi grinede lidt af det, som man jo gør med sine børn, så kunne jeg godt fornemme, at der var et eller andet på spil for hende.

Da hun var næsten to år begyndte det også at være svært at give hende bukser på og tøj på om morgenen. Og jeg tænkte 'nu er vi nået til dén fase.' For jeg oplevede det samme med min store pige, at da hun blev to år, så havde hun en helt klar holdning til, hvad for noget tøj hun skulle have på.

Jeg troede først, at det handlede om tøjet generelt. Men jeg opdagede jo så, at når det var en kjole, så var det ikke noget problem at give hende tøj på. "Nå okay", tænkte jeg. "Det er nok en fase. Hun ser nok op til sin storesøster."

Og når vi kom ned i børnehaven, sagde de 'Kay, du har kjole på i dag!' Og jeg sagde bare 'ja, kan vi ikke bare lade være med at gøre en ting ud af det?'

Efterhånden som Kay begyndte at få sprog, begyndte hun at kalde sig selv for en pige. Så sagde jeg:

- “Jamen Kay, drenge kan jo også gå med kjoler.”

- “Jamen, jeg er en pige.”

Og den samtale havde vi frem og tilbage. Vi blev ved med at tale ind i: Hvorfor vil du gerne være en pige? Vi stillede spørgsmål til hende. Og det var jo tit, at hun ikke kunne give et fyldestgørende svar. For hun var jo kun to år. Og samtidigt ville vi ikke stille spørgsmålstegn ved, at hun skulle have lov til at gå i kjoler.

Hun har altid tappet ind i det kvindelige. Til fastelavn ville hun være mormor. Hun er altid storesøsteren eller moren eller den kvindelige pædagog, når hun leger far-mor-og-børn. Men samtidigt leger hun meget hellere med maskiner end hun leger med dukker. Hendes fascination af traktorer, maskiner og rendegravere har bare været helt konsekvent fra hun var helt lille. En helt anden fascination end sin storesøster havde. Så hun er lidt af det hele.

En mor nede i børnehaven sagde en dag 'mit barn kan også lide at klæde sig ud.' og det prikkede til mig. Jeg kunne godt se, at hun ikke klæder sig ud. Det er sgu ikke for sjov. Jeg kunne godt se, at der var noget på spil.

På det tidspunkt var hendes far og jeg også uenige. For som biolog mente han, at køn er defineret af, om du har en tissemand eller en tissekone. Og jeg mente, at der var lidt mere på spil. På det tidspunkt var der ingen af os, der vidste noget om det endnu. Men det, vi kunne blive enige om, var at følge Kay. Så vi begyndte ikke at kalde hende for hun/hende før det var noget, som hun selv begyndte at bede om. Og det begyndte hun så småt på her i sommers. Og så begyndte jeg at teste hende:

- "Når nu du sidder og maler, skal jeg så sige 'hun maler' eller 'han maler'"?

- "Du skal sige 'hun maler'"

- "Er du søster eller bror til Nanna?"

- "Søster."

- "Er du min datter eller min søn?"

- "Jeg er din datter."

Jeg følte, at det var uretfærdigt, at jeg sådan skulle teste hende. For det er meget tydeligt. Hvis jeg kommer til at kalde hende for en dreng, så kommer det fra hver en celle i hendes krop: "Nej, jeg er jo en pige!" Hun siger det enten på en meget insisterende 'nu må du forstå'-agtig måde, eller på sådan en 'nu får du tæsk'-agtig måde. Hun bliver virkelig vred. Det er noget, der påvirker hende på en helt anden måde end så mange andre ting gør.

Det minder mig om alle de der absurde situationer, man af og til befinder sig i for at imødekomme de der krav fra sit fireårige barn. Den der oplevelse af, "nu strækker jeg mig rigtig rigtig langt for at komme dine ønsker i møde." Som når man kører en halv time tilbage for at hente en bamse, som man har glemt på en færge. Det er fuldstændigt samme følelse. Her handler det insisterende så bare om kønsidentitet, og ikke om en glemt bamse.

En dag kom der to piger op til mig i børnehaven og sagde 'Kay er en dreng.'

"Nej, Kay er jo en pige med en tissemand," svarede jeg. Men jeg kunne godt høre, at der var sket noget den dag. Så jeg spurgte Kay: "har de kaldt dig for en pige eller en dreng?"

Hun var virkelig vred, og jeg blev pisseked af det på hendes vegne. Og jeg vendte tilbage til pædagogen og havde en snak med ham. Jeg talte også med barnets far, der også var i proces med hvordan vi taler om vores barn. Vi blev indkaldt til et møde med de to pædagoger og lederen. Det var super fint og konstruktivt, og vi fik som forældre præciseret: Kay er en pige. Punktum. For det gør hendes liv mere simpelt.

Tidligere fra hun var 1-2 år havde jeg tænkt det som en fase. Men fra da af gik vi med, at Kay er en pige. Et transbarn. For det er den bedste støtte, hun kan få lige nu.

Men der er en masse ting, vi ikke kan forholde os til, før hun beder os om det. Vi har været ude i det der med hormoner og kønskifteoperation og alt muligt, men det aner vi jo ikke. Vi aner jo ikke hvilken udgave, der kommer af det her. Vi skal heller ikke begynde at spørge hende, om hun skal have skiftet navn, fordi det er ikke et problem hun har. Og jeg håber jo virkelig, at andre mennesker kan holde deres kæft og lade være med at stille spørgsmålstegn ved hendes krop. For hun er jo et menneske, der er virkelig glad for sin tissemand. Som alle mulige andre børn som undersøger og leger og har tissemandsfascination. Så tænk, hvis der er nogen, der tager det fra hende. Tænk hvis hun får komplekser omkring sit organ på grund af ydre omstændigheder...

2. Mødet med omgivelserne

I Kays første børnehave var der en bundsolid pædagog, der opfattede det hele hurtigere end mig. Og hvor jeg sidder der og taler ind i den der dystopi om Kays fremtid, så siger hun bare: "Det ved du jo ikke."

Hun talte det helt ned. Hun var den første, der sagde, at det jo ikke er givet, at Kay bliver en del af den der transperson-statistik: "Bare lad Kay være Kay. Og fold det liv ud, der skal foldes ud. Og vær med det." Hun afmonterede noget for mig.

Da vi flyttede på landet havde jeg alle mulige forestillinger om, hvor konservative man er der. Så jeg var anspændt. Men i børnehaven sagde de: “vi har været pædagoger i rigtigt mange årtier, og vi har aldrig oplevet det her før. Vi ser bare børnene, som de er. Så tager vi det oppe fra og ned. Men vi er nysgerrige på det. Og vi vil gerne lære mere.”

Det var fedt for mig, at de var så ærlige omkring det. De satte ikke spørgsmålstegn ved, om Kay er transbarn eller ej. De vil bare gerne have, at vi alle sammen støtter op om Kay. Jeg oplever virkelig meget pædagogisk omsorg. Det var faktisk dem, der startede med at gå ind på FSTB's hjemmeside2 og læse om transbørn i daginstitutioner, og som printede tekster ud til os forældre. Det var en gave, at de var proaktive på det her.

Da vi var til intromøde i den nye børnehave, sagde vi, at Kay er en dreng, som kalder sig selv for en pige. Det endte med at blive en lang historie om, hvem Kay var. Nu siger vi bare, at 'Kay er en pige med en tissemand.' Så udgangspunktet er, at hun er en pige.

I min familie har der ikke været nogen problemer. Min mor startede med at sige, “åh, det er synd for ham.” Men det er jo ikke synd for ham. Det er fordi du starter med at sige, at det er synd for ham, at det bliver synd for ham. Det er din problematisering af det her, der gør det til et problem for Kay.

Jeg har fodret min mor med FSTB-hjemmeside og en bog om kønsidentitet. Og hun har skruet ned for det der med at problematisere det. Hun vil bare gerne være mormor for Kay.

Der er hos enkelte, hvor jeg godt kan møde den der modstand, der hedder: “det er dig som mor, der trækker det.” Men i virkeligheden er det mig som mor, der hele tiden prøver at stå bagved og følge med og forstå, hvad der er på spil hos mit barn!

Generelt er jeg blevet mødt med åbenhed, nysgerrighed og forståelse. Det er fanme også fedt, at venner eller familie spørger. For det træner også mig i at fortælle verden om transkønnethed. Min opgave er at afmontere: “Du kan ikke sige noget forkert.” For når jeg møder opklarende eller kritiske spørgsmål hos nogen, jeg er tryg ved, så forbereder det også mig til de samtaler, jeg kommer til at have ude i verden med fremmede.

Som mor skal jeg navigere i det her til dagligt. Og det er svært nok at være mor i forvejen, ikke? Alle de krav og forventninger der er til moderne forældre. Hvis man tager det hele ind, kan man jo have dårlig samvittighed hele tiden over et eller andet, man ikke gør rigtigt.

Og nu er der så et nyt lag på spil for mit barn: For statistikkerne ser ikke så gode ud. Så jeg har tanken i mit baghoved, der hele tiden siger: er der en anden fremtid for Kay, end for majoriteten? Og jeg er simpelthen nødt til at holde den åben. Jeg skal ikke opdrage Kay med eller i frygt.

Jeg skal uppe mit game som mor. Jeg skal være opmærksom på, at mit barn bliver pissedygtig til at skabe sociale relationer. Mit barn skal virkelig fodres med indre selvværd. Elske sig selv. Skal kunne tage pis på sig selv. Kunne grine af sig selv. Og samtidig skal mit barn være virkelig dygtig til at sætte grænser. Og forstå andre menneskers grænser. For når verden griner af mænd i dametøj, så er det eddermame vigtigt, at man ved, hvornår man skal grine med eller lade være.

Jeg vil gerne afmontere den der forestilling om, at det i udgangspunktet er problematisk at være transbarn. For det er jo ikke det jeg oplever. Selvfølgelig er der konflikter forbundet med at have et transbarn i børnehavealderen. Men det, som jeg oplever, er jo nogle meget små konflikter i forhold til dem jeg hører, når det handler om teenagere. Der er nogle helt andre ting på spil.

3. Fra normkritik til normkreativitet

Helt grundlæggende oplever jeg, at det ikke er børnene, der er kønsforvirrede. Det er de voksne. Kay ved sgu godt hvem hun er. Hun er et af de mennesker, jeg kender, der er allermest selvbevidst. Altså mere end jeg er som 40-årig. Det er helt vildt, hvor bevidst hun er. Og det kan godt være, at hun er det i kraft af, at hun ved, at hun er noget andet. Alle de kontinuerlige diskussioner hun har haft med sine jævnaldrende, først i den ene børnehave og nu i den anden. Hun har den her selvbevidsthed som er ret vild.

Når jeg har meldt mig ind i FSTB og tager til netværksmøde, så er det mere for min skyld end for Kays. Hvis jeg spørger Kay, siger hun nej tak. Hun har nok i sine børnehavevenner. Så det er rigtig meget fordi jeg har brug for at møde nogle forældre til børn i den alder og høre deres historier og høre deres behov. Og på en eller anden måde finde ud af, er det kun mig, der går rundt med de her tanker. Det kunne være fedt at have en anden samtale end den problematiserende samtale.

Der har været rigtig meget snak om normkritik. Jeg er jo ikke kønsforsker, men grundlæggende handler det om, at vi er alle fedtet ind i nogle kulturelle og sociale normer. Og når man opdager de normer, kan man godt begynde at kritisere det: Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor må man ikke have stemmeret og indflydelse på sit eget liv bare fordi man er kvinde? Hvorfor er det, at 75% af alle børnebøger har en dreng som hovedperson? Kunne det ikke være en pige, der reddede dagen og drengen, der gik i kjole og syntes det var fantastisk?

Normkreativitet er når vi begynder at arbejde aktivt med normerne i stedet for blot kritisere dem. Som når jeg ændrer Askepot, så det bliver til Askeper. Så begynder jeg at handle på den kritik. Vi skal gøre noget ved det. At vise, at man godt kan være en pige med en tissemand, og det er helt naturligt, at man synes, det er fedt at lege med traktorer.

Det er en del af min transition at finde det fællesskab. For jeg er den voksne. Kay er barnet, der bare fortæller mig, hvad hun er. Og hun møder jo kun problemet, når hun ikke bliver anerkendt for det hun siger, at hun er. Så hun har jo ikke noget problem med det til hverdag. Hun står jo ikke med en eller anden selvmordsstatistik, der ånder hende i nakken.

4. Det flydende køn

Jeg ønsker virkelig ikke at blive et politi, der bonker folk i hovedet med ’husk at sige hun/hende’ eller et eller andet. For det frastøder jo så mange mennesker, hvis jeg insisterer på at trække mit verdensbillede ned over dem. Og ’dem’ er en virkelig bred palette. Der er altid de der 5%, som man ikke kan nå og som bare insisterer på at stå og råbe. Det er ikke dem, jeg snakker til her.

Jeg snakker måske til mig selv for fem år siden. Dengang kunne det have været mig, der havde sagt ”Ej, det der orker jeg virkelig ikke! Der var jo to kønskasser. Hvorfor skal vi nu til at forholde os til et spektrum?” Eller til de to mødre nede i børnehaven, som siger, ”Ej nu har vi også haft nok om det der normkritiske”, fordi det var et tema i børnehaven. De to mødre forstod kun at det handlede om de to børn der brød med normerne. Men det handler ikke en skid om de to børn. Det handler om alle 86 børn, der går i denne her børnehave. Og det handler også om voksne som dig, Hanne.

Som mor til et transbarn så vil jeg ønske, at det ikke var et dilemma for mig, om jeg skal skrive til svømmeinstruktøren og gøre opmærksom på, at Kay er en pige med tissemand, der skal tiltales hun/hende. For jeg risikerer at sætte fokus på mit barn. Jeg risikerer at gøre mit barn til en mærkelig fisk i det her svømmebassin. Og jeg vil jo bare gerne have at hun er en neutral del af fællesskabet.

Jeg vil ønske, at det ikke er et dilemma om jeg skal gå ind i skolebestyrelsen og arbejde for, at det skal være en vision for skolen at arbejde med normkreativitet. For på den ene side er det noget, der kommer os alle sammen til gode, men på den anden side risikerer jeg at sætte et spotlys på mit barn, der gør, at hun fra starten af bliver transbarnet med den der aktive mor i forældrebestyrelsen.

Jeg vil ønske, at jeg ikke skulle være anonym, når jeg fortæller vores historie.

Hvad er det, der bliver taget fra majoriteten ved at gøre køn flydende? I stedet for at tappe ind i angsten for at nogen mister noget, som der jo sker, når man gør op med normerne, så vil jeg bare sætte fokus på mulighederne ved at stille spørgsmålstegn ved det binære kønssystem.

Køn er jo noget, vi alle sammen har. Vi er alle sammen filtrede ind i en kønssnak. Det handler om at åbne den samtale uden at pege fingre. Jeg kan godt se, hvordan kasserne kan give os nogle genveje. Men som forælder har jeg brug for, at verden møder mit barn som menneske. Det er min mission. Det er bare kærlighed. Vi er alle mennesker. Vi skal bare komme tættere på at have det fedt med hinanden. Med os selv og de fællesskaber, vi er en del af.

Det var hele historien. Nu er det Andreas, der runder af. Tak for at du læste med hele vejen.

Det som jeg finder så fascinerende ved denne historie er hele idéen om normkreativitet. Om at det handler mindre om at udfordre og kritisere de gamle normer, som det handler om at udvikle og understøtte nye.

“Det, som vi nærer, vokser,” som aktivisten og forfatteren Sherri Mitchell siger det. “Det vokser, når vi begynder at nære den verden, som vi rent faktisk ønsker at bebo, og holder op med at bruge så meget af vores tid og energi på alt det, som vi ikke ønsker skal fortsætte.”3

Det er værd at tænke videre over.

Jeg er stadig ved at finde en form og rytme på det, jeg skriver her. Og dette og de kommende par indlæg kommer til at være lidt mere eksperimenterende. Tak for din tålmodighed og overbærenhed undervejs.

Hvis der er noget i det, jeg skriver, der skurrer eller vækker genklang hos dig, vil det være en stor hjælp for mig at få det at vide. Du kan skrive til mig enten ved at svare direkte på denne mail eller skrive en kommentar via knappen under teksten. Klik her, hvis du foretrækker at læse i browseren.

Tak for at du læser med.

A.

Jeg har altid skrevet med et formål: at vække begejstring, mod, engagement og handlekraft. Det har været vigtigt for mig – ikke mindst som en måde at fremkalde og bekræfte disse samme følelser hos mig selv. Men der er nogle ting, som jeg ikke kan give et lille positivt twist til sidst. For det handler om noget, der ikke kan løses med et opmuntrende klap på skulderen.

Lidt for længe har hverdagen skubbet disse følelser ud i periferien, som noter i marginen på en andens bog. Jeg savner plads til sige det højt. Det, som ikke bare ebber ud af sig selv, men forbliver, lurende i kanten af min bevidsthed. Det, som jeg ikke kan finde roen til at gribe og udtrykke. For det meste forbliver det bare uklart. Får mig til at glemme ærinder og opgaver. Jeg går ud af et rum uden den ene ting, jeg gik derind for at hente. Livet har lagt låg på sig selv. Det har ophobet sig. Der er altid mere end jeg kan fordøje. Betændt. Jeg må skære det op og lade pusset flyde ud. Give plads til en stille piblen af noget ægte.

Det, der kommer ud, er ikke ordnet. Men jeg føler noget alligevel. Det er en sorg. En sorg over, hvad der sker i verden. Med verden. Er sket. Vil ske. Mere og mere. Voldsommere og voldsommere. Og alligevel helt stille. For jeg kan ikke se det. Ikke mærke det. Det er som om, det kun findes i mit hoved. Og kun findes, når jeg opsøger det. Jeg er et møl om en flamme. Der er ild i mig. Den æder mig hele tiden. Den æder Jorden og resterne sendes op i himlen, der bliver mere og mere grå.

Verden bliver varmere, men jeg er kold. Jeg burde være vred – rasende! – men jeg er tom. Jeg kan ikke mærke det. Jeg er alt for mæt til at mærke noget. Mæt af oplevelser, som andre har fordøjet og gylpet ned i mig. Skærmstimuli. Prefabrikerede indtryk. Historier, der kører på helterejsens skinner. Abstraktioner fra årtiers skolegang. Skarpt skårne spejlsale af selvreferencer. Og jeg kigger ned og opdager, at jeg kun er forbundet med andre mennesker og deres ord, billeder og handlinger. For det hele handler om os selv. En sky af os, der svæver stadigt højere op over Jorden.

Jeg bliver svimmel. Jeg sørger. Ikke bare over alt hvad vi er ved at tabe. Mest af alt over, at jeg ikke selv kan mærke dette tab i mit eget liv. Jeg kan ikke mærke, at vi er ved at æde Jorden op. Jeg møder det kun gennem grafer, tekster, film og billeder af smeltende gletschere, brølende orkaner og altopslugende skovbrande. Det er uvirkeligt. Afklippet og udstillet som en buket i en vase. Ingen jord. Ingen rødder.

Det er sorgen over at være født ind i et samfund og en overherre-kultur, der æder Jorden bid for bid for at give os mere, end vi har bedt om, og meget mere, end vi har brug for. Mens det skjuler skroget og skraldet. Skubber det foran sig som en bulldozer. For der kommer jo snart en løsning på, hvad vi skal gøre af det. I morgen. I næste uge. Næste måned. Næste år.

Det er en sorg uden krop. Det er sorgen over at kigge tilbage på mit liv og opdage alle tegnene på, at dette fandt sted. Alle varslerne, som jeg ikke så og ikke forstod. Det er sorgen over at have mistet noget, jeg ikke engang vidste fandtes. Noget, som aldrig var mit.

Denne sorg er hvad Rowen White kalder “the grief of disconnection” – uforbundethedens sorg. Hun er en Mohawk jordbruger, frøsamler og historiefortæller bosat i Californien. I et interview med aktivisten og kropsterapeuten Prentiss Hemphill fortæller hun om sin egen sorg:1

Sorg kan tage mange former. Vrede og raseri. Tristhed. Og nogle gange bare en laden stå til. Der er mange måder, hvorpå sorg kan komme til udtryk. Men da jeg for første gang tillod mig at føle bitterheden i den sorg, var jeg i stand til – som unge, modstandsdygtige mennesker er det – at tænke ‘hvad skal jeg gøre med dette? Jeg sidder her med forståelsen af, at der er noget, som jeg skulle have modtaget ved fødslen, som jeg ikke har fået: Denne forbindelse til jord. Denne forbindelse til frø og føde.’ Og i det øjeblik lovede jeg mig selv ‘jeg vil finde ud af hvem er den mad, der brødfødte mine forfædre.’

(..) Jeg fortæller denne historie fordi jeg føler, at hvis jeg ikke havde mærket den sorg og længsel, så tror jeg ikke, at jeg ville have haft energien og drivkraften til at gå så dybt ind i mit arbejde, som det udvikler sig i dag. Det var sorgen og længslen, der vækkede mig (..) Det navngav noget, som jeg havde savnet, uden at vide, at det var muligt at savne det. Jeg så det og sagde ‘jeg har et sår der’ – og det er formentlig et sår, som min mor har haft, og min bedstemor har haft, og hendes mor før det.

Og derfor: Hvad jeg kan gøre i denne tid er at begynde at blødgøre dette arvæv, at blødgøre dette sår, og væve mig tilbage ind i det net af relationer. Og det er der, hvor jeg føler, at mange af os er. (..) Vi lever i denne diaspora af dyb uforbundethed, hvor vi ikke engang kan sætte ord på eller kende alle de ting, der engang var vores fødselsret.

Rowen White fandt en vej til at blødgøre sit arvæv og løsne sin sorg gennem at lære om mad, frø og jord. Jeg kender mange, der har fundet forbindelse og glæde ved at dyrke jorden. Men jeg tror ikke, at det er min vej.

Men kan jeg så gøre? Da jeg var højskolelærer slog det mig igen og igen hvor kraftfuldt det er at synge sammen. At udtrykke en stemning i fællesskab. Jeg har selv haft stor glæde af sange som “Kringsatt av fiender”, “Noget om helte” og “Et samfund kan være så stenet” til at forløse en fælles stemning.

Det var en stor oplevelse at se, hvordan et nyt semesters højskoleelever fandt sig favoritter i højskolesangbogen, der satte ord på noget af det, som de hver især gik med, og gjorde det muligt for dem at udtrykke det i fællesskab. Måske kunne jeg skrive noget, der kunne gøre lidt af det samme?

Så i et anfald af lyrisk overmod har jeg skrevet en sang. Et spinkelt forsøg på at sætte ord på denne uforbundethedens sorg.

En sorg uden krop

Længe, lidt for længe har jeg holdt igen
skubbet det fra mig uden at vide hvorhen
som noter i marginen på en andens bog
Forsuret og glemt gærer det under sit låg

Ophobet, betændt
Den æder mig op
Optrevlet, erkendt
En sorg uden krop

Vi æder Jorden op, og det æder mig med,
for jeg kan intet mærke, det er bare noget jeg ved.
Tal og rapporter kan gøre det nok så klart
Men min krop kan ikke føle grafernes fart

Ophobet, betændt
Den æder mig op
Optrevlet, erkendt
En sorg uden krop

Det er som om det kun findes i mit hoved
kun findes, når jeg kigger og tager imod
En gryde på blusset, der er kogt tør og tom
En retssal forladt efter der er afsagt dom

Ophobet, betændt
Den æder mig op
Optrevlet, erkendt
En sorg uden krop

Vi æder Jorden op, afklippet som en buket
Smuk et øjeblik, vi tager det så let.
Snart det visner, uden rødder, uden jord. 
Ud på komposten, forfald fornyer uden spor.

Ophobet, betændt
Den æder mig op
Optrevlet, erkendt
En sorg uden krop

Jeg sørger over alt det jeg ikke forstod
Over at være født ind i et uoverskueligt rod
Over at have mistet noget, der aldrig var mit
For min søn, der aldrig kan gøre det til sit.

Ophobet, betændt
Den æder mig op
Optrevlet, erkendt
En sorg uden krop

Jeg sørger for fremtiden, for hvad der vil ske
Hvis ikke vi kæmper, blot lader stå til
Vi æder Jorden op for blot at skide den bort 
Nu må vi gøre den hel ved at æde vores lort.

Det er blot et forsøg på at sætte ord på noget svært. Måske en dag kommer der en melodi til.

Som Rowen White siger det, så er det gennem denne sorg og længsel, at man kan finde energien og drivkraften til at finde en vej videre.

Jeg tror, hun har ret.

Leave a comment

Share

Sådan spurgte en ven, der læser med her, med henvisning til det landskab, jeg tegnede op i mit første indlæg på Substack.1 Et forsøg på at indkredse det, jeg skriver om her, som det, der ligger i rummet mellem demokrati, jord og ånd.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men det føles vildt. Hver for sig er disse tre fikspunkter velkendte. Ufarlige, grænsende til det kedelige. Men tilsammen føles det utæmmet og uforudsigeligt. For vores fremtid formes af disse kræfter: Jordens bæreevne, menneskehedens mod og gejst, og vores evne til at træffe beslutninger og handle i fællesskab.

Det er et sted, hvor alt kan ske.

“Kunsten”, skrev poeten Gary Snyder engang, “er fantasiens vildnis, der overlever som nationalparker midt i civiliserede sind.”

Jeg har tit tænkt på dette billede af disse tilbageværende, utæmmede og ufarbare områder på vores indre landkort. Dér, hvor stierne slutter. Måske markeret med advarselsskilte, måske bare tilgroet og forsvundet bag brombærranker og fremspirende, unge træer.

Det er et vildnis, fordi fantasien stadig råder her. Ingen svar er givet på forhånd. Der er ingen stier, før du skaber dem. Du drømmer landskabet, ligesom landskabet drømmer dig. Hvert eneste skridt gennem de høje siv stiller og besvarer det samme spørgsmål: "Hvad nu hvis? Hvad nu hvis? Hvad nu hvis?"

Men "Hvad nu hvis" rummer også spændingen, bekymringen og angsten og over alt det, der kan gå galt. Som et mørkt fjeld knuger det horisonten over os. Som en sort elefant, hvis tilstedeværelse ingen for alvor er klar til at anerkende.

(en sort elefant er en kombinationen af de to udtryk “elefanten i rummet” og “en sort svane”:

• Elefanten i rummet er et underliggende problem, som alle ved er der, men som ingen taler om eller sætter ord på.

• En sort svane er en uforudsigelig begivenhed, der er så sjælden, at den ligger langt udenfor, hvad man kunne forvente, og som har potentielt omsiggribende konsekvenser.

Så en sort elefant er et problem, som alle kan se komme på lang afstand, men som de omhyggeligt undgår at forholde sig til eller tale om. Og når problemets konsekvenser så endelig indtræffer, vil de alle lade som om, at det var totalt uforudsigeligt.)

Dette bjerg knejser i hjertet af dette vildnis og kaster sin onde skygge over dets dale og skråninger. Formørker os, når vi hører om stadigt stigende udledninger, stigende temperaturer, smeltende gjetjsere, skovbrande, oversvømmelser, forsuring af have, ændringer i havstrømme, tilbagegang i levesteder, økologisk sammenbrud.

Vi holder os helst ude af dets skygge. Vender os mod lyset, fordi kontrasten bliver for stor. Fordi vi ikke ønsker, at vores øjne vænner sig til mørket. Vi vil helst undgå at mærke angsten for, at vi ender dér, hvor vi lader til at være på vej hen.

Men der er dog nogen, der går op på bjerget. I 2009 udgav forfatterne Dougald Hine og Paul Kingsnorth “The Dark Mountain Manifesto”, hvori de omfavner det dystre udsyn på kanten af en forandring, så stor, at ingen kan bedømme den.2 De kigger ned ad den sti, som menneskeheden følger, for at se, hvor vi er på vej hen. Og de fæstner blikket på det sammenbrud, de ser som uundgåeligt.

Det er i sandhed et vildt landskab. Råt og ugæstfrit. Med åbne sprækker og spalter gemt mellem løse sten, hvor man let kan glide, snuble og – i værste fald – falde i. Men selv her på dette tusmørke bjerg, er det muligt at finde vej. Som Hine og Kingsnorth skriver til sidst:

“At verden som vi kender den, går under, er ikke verdens undergang punktum. Sammen vil vi finde håb på den anden side af håb, vi vil finde stierne, der leder til den ukendte verden foran os.”

De skrev deres manifest som en invitation til forfattere og kunstnere til at udforske dette landskab sammen. At finde andre opdagelsesrejsende, knytte sig sammen med sikkerhedsliner, og gå op af bjerget i håb om at kunne finde nye historier at fortælle, nye billeder at male, nye måder at udtrykke det, der ligger på den anden side af fremtiden.

I en sprække over skyerne er en kold, ren kilde begyndt at pible. Vandets kraft er langsom, men ustoppelig. En stille piblen kan slide sig gennem klipper og omforme landskaber. Og efterhånden som vandet løber, får det stadig mere fart og kraft. Inden længe en hvidfossende elv, der bringer iskoldt smeltevand ned fra højderne.

En dyb, fælles længsel, der løber gennem landskabet og giver næring til nyt liv. Nye drømme.

Det er den længsel, som man kan høre i Den Grønne Ungdomsbevægelses manifest om “Retfærdig Naturbevarelse”,3 hvor de 10 forfattere beskriver deres vision for en radikalt anderledes verden:

“Vi lever nu i en verden, hvor vores omsorg ikke bare favner mennesker, men også alle andre levende væsener. Vi har indset, at det at drage omsorg for naturen er at drage omsorg for os selv. Nu plejer og støtter vi økosystemerne, så de har de bedste betingelser og plads og ro til at regenerere. Ligesom naturen til alle tider har sikret vores livsbetingelser.”

Det er den længsel, man kan høre hos Regenerative Stemmer, en ny festival for folk, der arbejder med at indføre regenerative principper i alt fra landbrug og finans til ledelse, design og terapi.4 Laura Storm, der med sin bog “Regenerativ Ledelse” er en stærk stemme indenfor dette felt, fortæller, hvordan mange af de ledere, som hun arbejder med, udtrykker “en dyb længsel” efter noget nyt. De vil ikke bare være bæredygtige. De vil efterlade ting i bedre tilstand end før.

Det er en længsel, som jeg også selv har skrevet om i en kronik med titlen “Hvis dit ægteskab kun er ’bæredygtigt’ har jeg godt nok ondt af dig.” Fordi bæredygtighed efterhånden føles som at sætte sig for at være mindre slem i stedet for at prøve at være god.5 I stedet er ‘regenerativt’ blevet det nye nøgleord for denne længsel. Som foreningen Regenerativt Jordbrug forklarer det:

“Regeneration kommer af det latinske ord regenerationem, som betyder at gendanne eller genopbygge. Regenerativt rækker længere end bæredygtighed. Bæredygtighed er at bevare det eksisterende og undgå yderligere tab. Regenerativ betyder aktivt at genopbygge det, der allerede er tabt. Regenerativt jordbrug udspringer dermed i erkendelsen af, at jorden, vores rene vand og de økosystemer, der understøtter vores madproduktion, har brug for at blive genopbygget.”6

Det er en længsel efter et opgør med den udvindelse og udnyttelse af jorden, som vi har bygget vores samfund på: Hvad nu hvis vi kunne bygge et nyt samfund inspireret af den levende verdens kredsløb, hvor alle næringsstoffer gives videre? Hvor den enes lort er den andens mad? Hvor alt cirkulerer, kun tilsat sollys? Hvad nu hvis vi kunne leve en ren og skyldfri tilværelse i en solspættet, lysåben genforvildet Paradisets have, hvor alt er i harmoni, i balance, i gensidig omsorg?

Det er en længsel, der føles så naiv, romantisk og utopisk, at det føles nærmest skamløst overhovedet at sige det højt. For må vi overhovedet længes på den måde midt i den knibe, vi befinder os i?

Den hvide elv og det sorte bjerg er to uomgængelige kendetegn, der former dette fantasiens vildnis. De er forbundne. Gensidigt afhængige som lyset og mørket, længslen og fortabelsen, vand og land. Hinandens forudsætninger som yin og yang. Vi kan ikke udfolde længslen uden at anerkende angsten. Vi kan ikke holde ud at være i angsten, hvis ikke længslen kan spire i dens sprækker.

Det er den dobbelthed, denne spænding, der gør dette vildnis så fascinerende og så farligt. For det er sårbart at sætte ord på sin angst og dele sine længsler. Men det er også her, i sårbarheden, at der for alvor er plads til, at noget nyt kan opstå. For det er også det eneste sted, hvor mulden stadig er rig og stærk nok til, at vi kan finde rodfæste.