En sang for din aftensmad
Hvad har vi egentlig at give tilbage til de levende væsener, der nærer os?
Der var især en situation, jeg hæftede mig ved, da jeg i torsdags deltog i Nationalmuseets stort anlagte live-arrangement “Kan vi leve uden naturen?”1
Sangerinden Magma Rea var blevet inviteret på scenen. Og snakken faldt på en oplevelse hun havde haft, da hun besøgte sin daværende kærestes families konventionelle svinestald.
Jeg forestiller mig, at hun først var blevet iklædt en hvid overtræksdragt og havde afsprittet hænder og fodtøj. Og at hun så var blevet lukket ind i den store aflange staldbygning. Først blev hun ramt af gyllestanken. Men straks derefter af larmen: Hundredevis af svin, der skriger, grynter, skubber og presser sig ind imellem hinanden.
Men Magma Rea fortalte ikke så meget om, hvordan hun oplevede det. Hun fortalte om, hvad hun selv gjorde.
Hun begyndte at synge.
Med det samme tav alle svinene. Uroen i den store stald smeltede bort. Og alle som én vendte de deres tryner, ører og øjne mod hende.
Mod sangen.
“Er det virkelig rigtigt?” spurgte moderator Mikkel Frey Damgaard med vantro forundring i stemmen.
Magma Rea bekræftede.
“Hvorfor begyndte du at synge?”
“Jeg synger alle steder. Det har jeg altid gjort.”
Jeg smilede af den kommentar. For min datter synger også alle steder: Når hun tegner. Når hun laver perleplader. Når hun hopper på trampolin. Når hun vælger tøj. Når vi går tur i skoven.
Men jeg har aldrig tænkt over, om der er andre levende væsener, der lytter med og bliver rørt af hendes sang.
Det mindede mig om en passage fra et essay af den amerikanske digter Gary Snyder. Han fortæller om en ung kvinde, der spurgte ham: “Hvis vi gør så god brug af dyr, vi spiser dem, synger om dem, tegner dem, rider på dem, og drømmer om dem – hvad har vi egentlig at give tilbage til dem?”
Han svarer:
“Det er et fremragende spørgsmål, der understreger vigtigheden af etikette og ordentlighed, og stiller det fra dyrenes side.
Ainu’erne [Japans oprindelige befolkning] siger, at hjortene, laksene og bjørnene kan lide vores musik og er fascineret af vores sprog. Så vi synger til fiskene eller til vildtet. Siger ord til dem. Siger tak. Til tider danser vi for dem. En sang for din aftensmad: Optræden er en del af udvekslingen i verdens gaveøkonomi.
De andre væsener anser os formentlig for at være lidt overfladiske: Vi bliver ved med at skifte tøj, og vi spiser for mange forskellige ting. Jeg kan ikke lade være med at føle, at den ikke-menneskelige natur gerne vil os mennesker det godt; de ville blot ønske, at vi var mere gensidige, mindre blodige.”2
Svinene stoppede op og lyttede til Magma Reas sang.
De gjorde det, fordi svin er kloge, nysgerrige og følsomme væsener. Men måske var det ikke bare det. Måske var det også fordi, det var første gang i deres liv, at de oplevede at modtage en uventet gave – fra et menneske.
Vi slutter med en sang…
Denne lille historie gav rummet en anden tyngde, da Magma Rea efterfølgende ledte os alle i at synge med på omkvædet på hendes sang Plant The Seeds:
Step by step we heal what holds us up find the softness that will make us trust With a gentle hand we won’t destroy rather we will build up and spark joy Plant the seeds of courage, plant the seeds of hope Plant the seeds by dreaming big with all your loved ones close Plant the seeds of courage, plant the seeds of hope Plant the seeds by dreaming big with all your loved ones close In the cities and the parks in the landfills and the dark In the cities and the parks in the landfills and the dark We will plant the seeds of hope, let them grow Let them grow wild and fast and slow Let them grow as they glow we will glow as we grow together Let them grow as they glow we will glow as we grow together Generations that live ahead of time they will blossom when we start to thrive all together, in diversity acting power as a community Plant the seeds of courage... In the cities and the parks in the landfills and the dark We will plant the seeds of hope, let them grow wild and fast and slow Let them grow as they glow we will glow as we grow together Plant the seeds of courage... – Plant the seeds. Tekst og musik af: Magma Rea / Margrethe Møller
Og en anbefaling…
I løbet af de sidste dage har over 60.000 danskere skrevet under på et borgerforslag for at sikre et absolut minimum af dyrevelfærd i de danske stalde. Hvis du ikke allerede har skrevet under kan du stadig nå det – og være med til at sende et vigtigt signal til vores politikere om, der er brug for meget mere modig lovgivning på dette område.
Og nej, jeg siger ikke at dette borgerforslag er nok. Ej heller, at vi kan gøre det godt igen ved at synge i staldene. Men det er skridt på vejen til at anerkende og sikre rettighederne for alle de dyr og planter, som vi deler denne klode med.
Tak for at læse med! Hvis du sætter pris på dette nyhedsbrev, så betyder det forbavsende meget for mig, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.
Der er meget jeg kunne sige om arrangementet og rammesætningen. Men heldigvis sørgede biologen Alexander Holm for højt og tydeligt at besvare aftenens spørgsmål med et rungende “Nej" – ikke med mindre vi kan klare os uden ilt, mad og varme”. Så jeg vil undlade at gå mere i dybden med det her.
Gary Snyder: “The practice of the wild” s. 81 – min oversættelse.
ja ja ja! Tak for dette skriv der resonerer dybt i min sjæl. <3 Jeg synger også hele tiden. Som bønner, som tak, som gaver. Jeg synger til havregrøden såvel som jorden, til anerne, til nuet. Sangen er energetiske bølger som forbinder os. Et universelt sprog. Vores ursprog. Det gør noget ved os at modtage andres sang. Især når den kommer fra sjælen, hjertet, kærligheden. Ligesom fuglenes sang gør ved os. Noget af det smukkeste jeg ved at er give en sang i gave. At blive sunget til og for er så helende. <3
Jeg talte med en ven for nyligt om netop det, at poesien, litteraturen og videnskaben var nogle af de særligt menneskelige egenskaber. Ikke fordi det egentlig betyder så meget for mig hvordan vi er anderledes end de andre. Men du har jo en vigtig pointe her - at det er med vores evner at vi kan give gaver til de andre. Ligesom ulvens hyl, isfuglens farverige flugt, eller myrernes mønstre og tuer. Så skal vi bare lære at være lidt mindre blodige, ja. Måske kunne vi starte der, og så synge. God dag til dig og tak for sangen. 🙏