Going native

- en invitation til vores første "Jordiske Aften" d. 23. oktober.

“Don’t go native.” Disse ord lyste op fra min computer, hver gang jeg åbnede den i det halve år, hvor jeg skrev mit speciale på antropologi.

Min speciale-vejleder slog det fast igen og igen: “Don’t go native! Du må ikke blive indfødt – det er ikke dét, du er her for.”

Når man som antropolog har overstået feltarbejdet og data-indsamlingen, så skal man ikke bare fysisk forlade felten, man skal også forlade den mentalt. Gen-etablere afstanden. Og derfor var disse tre ord en nødvendig, håndfast påmindelse om at holde min analytiske distance til felten – til de mennesker og dét fællesskab, som jeg havde brugt de sidste 6 måneder på at lære at kende og blive en del af.

Jeg måtte arbejde med mig selv for at sikre, at mine relationer, tilhør og følelsesmæssige og menneskelige investering i felten ikke ville komme til at stå i vejen for den analyse, som var det egentlige formål med mit feltarbejde.

Baggrundsbilledet på min computer i de måneder, hvor jeg skrev mit speciale om open source-fællesskabet omkring Ubuntu Linux.

Gennem antropologi-studiet lærte jeg altid at være den professionelle fremmede. Evigt nysgerrig, undrende, noteskrivende. Udspørger og indsamler af andres virkelighed.

Men det efterlod mig et mærkeligt sted. Eller rettere: I mangel af et sted. For selvom min antropologiske faglighed gjorde mig i stand til at udforske alle steder, så var det kun under forudsætning af, at jeg ikke blev for involveret. At jeg ikke begyndte at høre til.

På det seneste har jeg tænkt en del over, hvordan min antropologiske skoling også har gjort det svært at give mig hen – ægte og fuldstændigt – til et fællesskab, et sted.

Måske har det været på spil lige siden jeg startede Rodfæste tilbage i sommeren 2019.

Jeg startede med en længsel, en søgen, som jeg ikke helt kunne indfange med ord. Og jeg har aldrig helt fundet den stemme eller form, der kan rumme den.

Der har været mange forsøg, opbremsninger og blindgyder undervejs. For jeg har ikke bare skulle aflægge mig min modernistiske akademiske vanetænkning. Jeg har også skullet finde modet til at udforske, hvad der ligger på den anden side.

Jeg har sloges, brydes, skubbet og trukket i mig selv for at være helt oprigtig med det, jeg savner og har savnet: At høre til.

Forstå mig ret: Det handler ikke om at føle sig dansk. Det, jeg savner, er ikke det forestillede fællesskab, som udspringer af en etno-nationalistisk statsdannelse.

Det handler om noget meget mere grundlæggende. Det er snarere noget i retning af det, som den engelske forfatter Martin Shaw kalder knoglehukommelse.

Shaw skelner mellem hudhukommelse, kødhukommelse og knoglehukommelse.

Hudhukommelse er blot overflade. Den slags du skriver på dit CV: Hvornår og hvor længe. Uden dybde eller følelse.

Kødhukommelse er de øjeblikke i dit liv, der virkelig har påvirket dig. Måske især de øjeblikke, hvor du ikke har stået sikkert på dine ben: Forelskelser. Brud, Alvorlig sygdom. Ulykker. Overraskelser. Både højdepunkterne og lavpunkterne. Alt det i dit liv, som du altid vil huske – og som påvirker dig, når du bliver mindet om det.

Knoglehukommelse går dybere end dine egne oplevelser. Det er historier og myter, der måske er 5000 eller 10.000 år gamle, men som går så dybt, at de kalder på os hinsides tid og artsskel. De trækker spor af forbindelser tilbage gennem tiden og videre ud i fremtiden. Og hvis vi lytter til dem, vil vi alle opleve, at de taler til os hver især på forskellig vis – og at de derfor kan påvirke dit liv, mit liv – som vi lever dem i dag.

Historiefortælleren Martin Shaw.

Jeg tror, at noget af det, der ligger i denne knoglehukommelse, er en anden og mere gensidig relation til verden omkring os. “Det er ikke landet, der er i stykker, men vores relation til landet”, som forfatteren og botanikeren Robin Kimmerer beskriver det.

Rodfæste er min søgen efter forbundethed med og til dette land. At blive gen-indfødt i det landskab, hvor jeg har mine rødder.

Og det har vist sig meget sværere, end jeg kunne have forestillet mig. For vi lever i en kultur, der lider af hukommelsestab. Hvor er de ældre, der kan hjælpe og oplære mig? Hvem kan vise mig sanglinjerne? Hvem kan lære mig navnene på blomsterne og fuglene? Hvem kan lære mig sangene og historierne? Hvem kan hjælpe mig med at finde ind til knoglehukommelsen i mit indre?

Og hvordan skal jeg kunne give alt dette videre til mine børn?

De sidste seks år eller mere har jeg prøvet at gøre det for mig selv. Alene og, halvt i stilhed, halvt i smug. Usikker og forsigtig. Bange for at være helt ærlig og stå ved mig selv og det jeg længes efter.

Og det virker ikke. Jeg kan ikke gøre det alene. Ingen af os kan gøre det alene. Og derfor er jeg nu nået til den erkendelse, at jeg må stille mig frem og sige det højt – for at kunne finde de andre.

Så det prøver jeg nu.

Det er vildt grænseoverskridende at bekende kulør på denne måde. Og jeg har virkelig skulle tage mod til mig.

Første skridt har været at finde andre, der deler min længsel. Siden foråret har jeg snakket med Rune Hjarnø og Henriette Mathilde Bachmann om at hvordan vi kan skabe et åbent og uforpligtende mødested for alle os, der søger denne form for forbundethed.

Og efter et længere tilløb, gør vi det. Vi kalder det Jordiske aftener. Og her er vores invitation til dig:

Jordiske aftener – mad, fællesskab og forbundethed i økologiske krisetider

Torsdag d. 23. oktober kl. 19 på Kulturhuset Islands Brygge

Kom med, når vi samles om et måltid mad og skaber rum til, at vi i fællesskab kan blive klogere på, hvad det vil sige at høre til og skabe forbindelse til jorden og alle de andre arter, vi deler denne planet med.

Vi kalder det Jordiske aftener –  et mødested og samlingspunkt for alle, der søger forbundethed og finder mening i både fortidige og oprindelige folks visdomstraditioner.

Tænk folkekøkken møder højskole møder en hyggelig aften på den lokale – men med et animistisk twist.

Vi vil skabe netop det mødested, som vi selv savner. Et sted uden kliker, ismer eller vogne, man skal spændes for. Bare et sted, hvor vi kan mærke, at vi ikke er alene. Og hvor vi kan minde hinanden om, at det ikke er os, der er sære. Det er blot fordi vi lever i sære tider.

Du er mere end velkommen, uanset om du:

• Tænker på dig selv som animist og gerne vil finde et fællesskab

• Er fascineret af oprindelige folk i Det Globale Syd eller dykket ned i de nordiske traditioner

• Er klimaaktivist eller artsambassadør

• Arbejder i krydsfeltet mellem natur og kunst

• Bare er nysgerrig

 Vi glæder os til at se jer!

Varme hilsener,

Rune Hjarnø, Henriette Mathilde Bachmann og Andreas Lloyd

PRAKTISK

Aftenen er åben for alle. Du kan få et solidt vegetarisk måltid for en 50er. Køb billet her, hvis du vil være sikker på, at der er mad til dig.

(men du er også velkommen til bare at møde op, selvom du ikke køber billet eller ikke spiser med)

Baren er åben.

NB: Denne Jordiske Aften ligger i forlængelse af arrangementet Samtale om forandring og forbindelse #1, som finder sted kl. 17-19 på Kulturhuset Islands Brygge. Her mødes historiefortælleren Carina Lyall og forfatteren Silja E. K. Henderson til en samtale om katastrofer og poesi og hvad vi gør, når magtesløsheden rammer.

Dette er blot den første af en række Jordiske Aftener – næste gang bliver torsdag d. 11. december – Sæt kryds i kalenderen allerede nu. 😀

Hvis du vil have en lille forsmag på, hvilke slags samtaler, vi håber at de Jordiske Aftener vil kunne skabe rum for, så kan jeg varmt anbefale denne fine samtale med Robin Wall Kimmerer. Her fortæller hun blandt andet om gaveøkonomi, gensidighed, oprindelige folks naturforvaltning og historiefortælling som løftestang til dybere relationer med den mere-end-menneskelige verden:

Jeg glæder mig til at snakke om, hvordan vi kan omsætte disse tanker til handling i vores egen hverdag, hvor der hele tiden er pres på vores tid og opmærksomhed.

Håber, at du har lyst til at være med. 💚