Tusind års oprydningsarbejde

Om hvordan en stolt grøn bevægelse kan se ud.

I dag åbner Folketinget, og som så ofte før vil politikerne møde en klimademonstration på deres vej ind på Christiansborg. En protest mod, at regeringen ikke ser ud til at nå Klimalovens reduktionsmålsætninger for hverken 2025 eller 2030.

Jeg har selv stået der mange gange. I vinteren 2018/2019 var jeg en del af den ugentlige Klimapåmindelse, der tog imod folketingspolitikerne hver torsdag morgen. I begyndelsen gjorde vi det, fordi vi ikke vidste, hvad vi ellers skulle gøre. Det var en måde ikke at stå alene med vores afmagt over politikernes manglende handling. Men i løbet af få magiske måneder i foråret 2019 gik vi fra håbløs trods til opildnet momentum til tindrende optimisme, da vi først vandt klimavalget og sidenhen klimaloven.

Men i løbet af de sidste fire år er gejsten falmet. Og nu står vi så igen udenfor Folketinget efter endnu en alt for varm sommer med den samme desperate vrede og dystert afventede håbløshed.

Klimapåmindelsen 24. januar 2019.

For som mange aktivister gennem årene har erfaret, så skal enhver politisk kamp kæmpes og vindes to gange: Først er der kampen om selve problemet (at skabe opmærksomhed, synliggøre hvad der er på spil og overbevise folk om, at der er brug for handling). Og dernæst kampen om løsningerne (at definere planen og de redskaber vi skal bruge – og hvordan skal vi fordele byrderne). Vi er fanget i den kløft, der opstået mellem vores sejr i den første kamp, og det bragende nederlag, som vi står til at lide i den anden.

Det er den afgrundsdybe kløft mellem, hvad der bliver sagt og hvad der bliver gjort. Mellem de officielle målsætninger om at holde den globale temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader, og udsigten til, at vi overskrider denne grænse måske allerede næste år.¹

I årevis har klimabevægelsens vigtigste budskab været, at vi har travlt. Igen og igen har vi sagt, at vi kun har 10 år tilbage til at bremse de værste konsekvenser af klimaforandringerne. At vi med Barack Obamas ord ”er den første generation, der mærker effekten af klimaforandringerne, og den sidste generation, der kan gøre noget ved det.”² At vi har ryggen mod muren, men hvis vi alle sammen mobiliserer og handler med fælles målrettet beslutsomhed, så kan vi stadig nå det.

Men der er allerede gået 9 år siden Obama holdt den tale, og de globale klimagasudledninger stiger stadig år for år. Og når selv et rigt og privilegeret land som Danmark ikke formår at nå sine klimamål, hvordan skal vi forvente, at resten af verden skulle kunne gøre det?

Vi har misset deadline efter deadline. Vi har ikke længere 10 år tilbage til at knække kurven for udledning af klimagasser. Vi har ikke engang 2 år tilbage. Afstanden mellem, hvad vi kan bilde os selv ind og hvad der er fysisk muligt, er simpelthen blevet for stor. Vi kan ikke længere bilde os ind, at vi kan nå at afværge krisen, for den er her allerede. Og hvad gør vi så?

Sociale bevægelser er altid drevet af følelser. Følelser er afgørende for at samle og give retning og formål. Fagbevægelsen, LGBT-bevægelsen, borgerrettighedsbevægelsen var alle drevet af vrede. En vrede over at stå udenfor. Over ikke at blive hørt eller anerkendt. Over ikke at blive set som ligeværdige mennesker. I denne vrede var der også en stolthed over at skabe det samfund og den fremtid, som man ønskede at leve i.

Men i klimabevægelsen har vi ikke en drøm om fremtiden, kun et mareridt, vi kæmper for at undgå. “Det bedste mål, som de fleste af os, der arbejder for bæredygtighed, kan tilbyde, er at vi undgår katastrofe,” sagde bæredygtighedsforskeren Donella Meadows. “Vi lover overlevelse, og ikke meget mere end det.”³

At engagere sig i klimabevægelsen er mest af alt at læne sig ind i følelsen af, at man aldrig kan gøre det godt nok. Vi handler, så vi ikke kommer til at stoppe op og tænke for meget. Men alligevel er vi hele tiden i tvivl: Er affaldet sorteret godt nok? Er el-bilerne nu egentlig bæredygtige nok? Hvad med alle de sjældne jordarter, der skal til for at bygge alle de vindmøller? Må jeg aldrig mere spise spaghetti med kødsovs? Nytter det overhovedet at demonstrere og råbe af regeringens manglende klimahandling? Er der overhovedet noget at gøre?

Man kan ikke bygge en bevægelse på frygt, skam og sorg. For disse følelser kalder ikke til handling. Som Bruno Latour og Nikolaj Schultz bemærker i deres "Notat om den nye økologiske klasse”, så må en stærk grøn bevægelse først og fremmest være stolt af sig selv.⁴ Og hvad har vi egentlig at være stolte af? Hvilke sejre har vi vundet?

Jeg tror stoltheden kun kan komme gennem ærlighed. Den samme ærlighed, der rammer én, når man erkender, at man har stress. Når man holder op med at bilde sig selv ind, at ’det bliver nok snart bedre.’ Når man ikke længere forkrampet holder fast i forestillingen om sin egen uundværlighed. Når man ikke længere kan ærligt kan sige, at vi stadig kan nå at afværge krisen, fordi den allerede er her.

Fridays for Future 15. februar 2019.

“Denne stigende spænding, denne stigende usikkerhed, som folk føler, er ikke nødvendigvis udtryk for, at der er noget galt”, bemærker forfatteren og aktivisten Sherri Mitchell, “men måske er det udtryk for, at noget er ved at blive rettet i os.”⁵

Måske er denne ‘rettelse’ en spirende erkendelse af, at klimakrisen mest af alt er en afspejling af den måde, vi har indrettet vores samfund på. At vores samfunds store afhængighed af billig og ubegrænset fossil energi gør os ude af stand til at "løse" klimakrisen. Og at denne krise ikke kun handler om, hvordan vi påvirker atmosfærens sammensætning, men også om den måde, hvorpå vi forholder os til alle andre levende organismer på planeten. Og dermed stiller den et dybere spørgsmål om, hvad bæredygtighed egentlig betyder for os. Hvad er det vi ønsker at oppebære? Ønsker vi at opretholde denne samfundsform for enhver pris? Eller er det tid til at udforske, om der er andre veje at gå?

Hidtil har vores svar på klimakrisen været historien om, at vi er i gang med heltemodig opbremsning i sidste øjeblik. Som den stressramtes forsøg på at nå alting på én gang, naget af tvivl og skuffelse over ikke at kunne gøre det, der skal til. Overbelastet med dårlig samvittighed over at efterlade opgaverne til andre.

Men sandheden er, at vores historie nok snarere handler om det lange, tålmodige reparationsarbejde, der venter efter, at ulykken er indtruffet. At erkende dette er ikke at give op. Selvfølgelig skal vi blive ved med at kæmpe, for reparationsarbejdet begynder med at stoppe ulykken. Men vi skal ikke tro, at vi kan undgå krisen. Vi kommer til at gennemleve den for at kunne finde vej ud på den anden side. Og alt tyder på, at det bliver værre, før det bliver bedre.

Man siger, at det tager tre gange så lang tid at komme sig over stress, som det tog for sygdommen at få fat i første omgang. Hvad nu hvis vi skal bruge tre gange så lang tid på at komme os over klimakrisen, som det tog for os at skabe den i første omgang? Hvad nu hvis vi ser vores arbejde i den grønne bevægelse som et projekt, der rækker langt ud over vores generation?

Hvad nu hvis vi ikke måler vores succes med den grønne omstilling over årtier, men over århundreder? Som fortidens stenhuggere, der i flere generationer arbejdede på at bygge en katedral, som de aldrig selv fik lejlighed til at se stå færdig. “Vi står overfor tusind års oprydningsarbejde”, som den indfødte australske forfatter Tyson Yunkaporta udtrykker det. “For tusinde år er den tid det vil tage før den skov, vi planter i dag, bliver til ny urskov.”⁶

“Vi står overfor tusind års oprydningsarbejde. For tusinde år er den tid det vil tage før den skov, vi planter i dag, bliver til ny urskov.”

Tyson Yunkaporta

I dette lange perspektiv er vores handlinger (eller mangel på samme) i dag ikke længere skæbnesvangert afgørende. Men de er bestemt heller ikke ligegyldige. For med hvert træ, vi planter. Med hvert vildnis, vi lader gro til. Med hvert jordbrug, der lagrer kulstof i jorden. Med hver ny relation, vi knytter. Med hver ærlig historie om fremtiden, vi fortæller. Skaber vi sammen grobunden for at en ny, stolt bevægelse kan spire frem.

---

Tak for at du læser med. Jeg er stadig ved at finde form og rytme på dette nyhedsbrev, så hvis du har kommentarer eller spørgsmål, må du endelig byde ind.

Og hvis du fandt indlægget relevant, må du endelig dele det med andre, som du tænker, kunne være interesserede.

1. I et nyt studie kalder NASAs tidligere chefklimaforsker James Hansen forsikringen om, at vi endnu kan nå 1,5 gradersmålet for “rent uforfalsket nonsens”

2. Fra Obamas tale til FNs klimatopmøde i New York, september 2014.

3. Donella Meadows: Envisioning a Sustainable World

4. Bruno Latour & Nikolaj Schultz: Notat om den nye økologiske klasse.

5. Fra et interview med Sherri Mitchell i podcasten No Place Like Home.

6. Tyson Yunkaporta: Sand Talk – How Indigenous Thinking Can Save the World