Demokratiets behovshierarki
Refleksioner om de grundlæggende forudsætninger for demokratiske fællesskaber.
Igennem det sidste halve år er jeg begyndt at arbejde sammen med Paul Natorp, Morten Daus-Petersen og Kristin Birkeland, der er tre stifterne bag Sager der Samler – en forening, der driver et demokratihus i Aarhus, hvor borgere kan komme og finde sammen med ligesindede omkring sager, de ønsker at handle på. Siden 2012 har foreningen har været fødselshjælper på en lang række selvorganiserede initiativer fra lokale borgere, så som Trivselsalliancen for Børn og Unge, Social Sundhed, Reparations.konsortiet, Klima-X og mange flere.
Jeg føler et særligt slægtskab med Sager der Samler, for de startede op næsten samtidigt med, at Nadja og jeg startede Borgerlyst, og vi har haft en løbende dialog over årene, ikke mindst i forbindelse med mit arbejde med Medborgerne i København, der på mange måder flugtede med deres i Aarhus. Men vi har aldrig rigtigt haft anledning til at samarbejde før nu.
Det skete fordi jeg sendte et signal ud i universet og Paul svarede. Og siden har vi ikke kigget os tilbage. Det er enormt inspirerende at finde sammen med Paul, Morten og Kristin og opdage, hvor meget vi har til fælles, og hvor meget alle de erfaringer vi hver især har gjort os med at styrke den demokratiske handlekraft i lokalsamfundet får nyt liv ved at blive genopdaget gennem hinandens blik.
I fællesskab udbyder vi nu ikke alene to masterclasses i demokratisk værtskab her til februar, vi er også ved at udvikle et nyt, stort projekt, som vi er ved at søge fondsmidler til.
Undervejs i dette udviklingsarbejde er det for alvor gået op for os, at det synlige demokratiske engagement kun er en lille af del af historien. Selvfølgelig er fællesskaber og relationer den direkte forudsætning for at handle sammen. Men under det ligger grundstenen i det demokratiske fundament: En stemning af, at det er trygt at møde op, at ville hinanden, lytte til hinanden og bakke hinanden op.
Denne demokratiske grundstemning er afgørende for, at folk overhovedet føler sig inviteret ind og finder modet til at stille sig op og tage ordet eller initiativet. Det er denne demokratiske grundstemning, som er kernen i Sager der Samler. De har formået at skabe og forfine denne stemning ved at opdyrke et opbakkende fællesskab, der giver mod, handlekraft og selvtilliden til at handle og få en stemme i det lokale demokrati.
Denne grundstemning skabes gennem positive oplevelser, hvor vi sammen kan mærke fællesskabet på vores egen krop – som jeg selv har forsøgt at udforske og beskrive i min bog “Følelsen af demokrati”.
Det er en stemning, der vokser mellem os, når vi handler i fællesskab og bakker hinanden op. Og vi mærker den især, når den gode demokratiske stemning følger med over i generalforsamlingen i foreningen, høringen om den nye lokalplan og opstillingsmødet i skolebestyrelsen. For det er også denne grundstemning, der gør, at vi kan gribe hinanden og rumme hinanden, når vi er uenige.
I vores udviklingsarbejde er vi endt med at tegne denne grundstemning som fundamentet for demokratiets hus – til dels inspireret af Maslows behovspyramide:
Billedet med huset kommer kommer fra et citat fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, der i forbindelse med lanceringen af den nye Magtudredning udtalte til Politiken:
Mit indtryk som pauver aktør i demokratiet er, at grundlæggende er det danske folkestyre stærkt og solidt og godt forankret i befolkningen. Men samtidig tror jeg, at vi alle sammen – både os, der er en udøvende del af magten – men også de enkelte borgere har en eller anden fornemmelse af, at der er noget, der skrider. At der er nogle sprækker i fundamentet på en eller anden måde.
Når noget slår sprækker, skal det tætnes. Hvis det er en mur, så med mørtel. Hvis det er jorden, så ved at vande den. I sidste ende er det, der binder os sammen som folk, er ikke en abstrakt fortælling, men derimod konkrete oplevelser, som giver os følelsen af at ville hinanden, at lytte til hinanden og at bakke hinanden op. Og derfor går vores projekt ud på at tætne det demokratiske fundament ved at bygge en ny form for lokal demokratisk infrastruktur, der netop tager udgangspunkt i at styrke og støtte denne demokratiske grundstemning.
I et udslag af synkronicitet fik jeg næsten samtidigt lejlighed til at lære noget helt uventet og meget relevant om baggrunden for Maslows behovspyramide, der satte vores tanker om denne demokratiske grundstemning i et helt nyt lys.
I dette efterår har jeg fulgt et 5-ugers undervisningsforløb hos forfatteren Dougald Hine under overskriften “Regrowing a Living Culture.” Og i den afsluttende session for nylig nævnte Dougald, at Abraham Maslow faktisk havde udviklet sin model over menneskelige behov efter et 6 ugers feltarbejde i sommeren 1938 hos Siksika-stammen, bedre kendt som Blackfoot, i den sydlige del af Alberta-provinsen i Canada. Og at Maslows kernebegreb om selv-aktualisering – som han definerer som ‘ønsket om i stadigt højere grad at blive alt, hvad man er i stand til blive’ – der ligger øverst i behovspyramiden, faktisk er direkte inspireret af hans oplevelser der.
Den sociale iværksætter Teju Ravilochan uddyber dette perspektiv i en tankevækkende artikel. Her beskriver han, hvordan Maslow i sit feltarbejde oplevede et samfund præget af helt overvældende velfungerende grad af samarbejde, minimal ulighed, restorativ retfærdighed, velstand og høj livstilfredshed. Maslow vurderede, at at “80–90% af Blackfoot-stammen havde et selvværd, som han kun havde set hos 5–10% af den moderne amerikanske befolkning.” Kort sagt havde Maslow fundet et sted, hvor det, han senere ville kalde selv-aktualisering, var normen og ikke undtagelsen. Og det ledte ham til at undersøge forudsætningerne for, at selv-aktualisering kan opstå.
Men i de senere år har en række forskere med First Nations-baggrund udfordret Maslows konklusioner fra sit feltarbejde. Grundlæggende argumenterer de for, at for Siksika-folket,så udgør selv-aktualisering1 slet ikke toppen, men bunden af pyramiden:
Den grundlæggende forskel er, at hvor Maslow så selv-aktualisering som noget individuelt, som man skal arbejde for og gøre sig fortjent til, så ser Siksika-folket det som noget, som alle er født med. Og derfor viser de deres børn tillid og giver dem plads til at udtrykke sig, snarere end at prøve at præge dem eller presse dem til at være den bedste udgave af dem selv.
Forskeren Ryan Heavy Head beskriver forskellen således: I vestlig kultur tænker vi, at man skal gøre sig fortjent til en ønsket tilværelse ved at gå i skole, bestå eksaminer og bevise ens færdighed. Men for Siksika-folket er det omvendt: “Det er som om du har alle kvalifikationerne fra starten af. Og derfor bliver du behandlet med værdighed – men du bruger hele dit liv på at leve op til det.”
På den måde er selvaktualisering det grundlæggende, som din kultur skal give dig for at du er i stand til at møde op og bidrage til dit samfund. Dette arbejde består i at sikre grundlæggende fysiologiske, sociale og tryghedsmæssige behov, sådan som Maslow så det ske under sit feltarbejde. Dette arbejde er ikke den kun den enkeltes, men et kollektivt ansvar – det er, hvad forskeren Cindy Blackstock kalder “Fællesskabs-aktualisering.”
Dette leder op til det øverste niveau: Kulturel bestandighed, der handler om at bidrage til at sikre, at der er plads til, at samfundet og kulturen kan leve og udvikle sig længe efter, at du er glemt og borte som en endnu en forfader eller -moder i rækken af forfædre og -mødre.
Kernen i Siksika’ernes tilgang er, at de ikke ser mennesker som atomiserede, uafhængige enheder, men som dybt forbundne og gensidigt afhængige. Og at man derfor selvfølgelig heller ikke kan forstå opfyldelsen af menneskelige behov, som et individuelt anliggende. Dette afspejles ikke mindst i deres forståelse af fattigdom. Ravilochan citerer en aktivist, der fortæller om sit besøg i Cheyenne River-territoriet i South Dakota:
De fortalte mig, at de ikke har noget ord for fattigdom. (..) Det tætteste de har for at forklare fattigdom er ‘at være uden familie.’ (..) De sagde, at det var så fremmed for dem at nogen kunne være så isolerede og uden nogen form for sikkerhedsnet eller familie, at de ville lide af fattigdom.
På visse punkter minder den demokratiske grundstemning, som Paul, Kristin, Morten og jeg har været ved at indkredse, om Siksika-stammens tilgang til selv-aktualisering: Et opbakkende fællesskab som fundamentet for deltagelse. Hvor du ikke bliver mødt med krav og forventningspres, men derimod med gensidig værdighed og ønsket om, at vi skal lykkes sammen.
Et fællesskab, hvor ingen står alene, fordi vi alle griber og støtter hinanden. Som præsten Louise Højlund udtrykte det i den tale, hun holdt til Sager der Samler’s 10-års fødselsdag i 2022:
Dejlig er jorden - ikke altid! Vi kaldes ikke altid frem i vores menneskelighed. Verden lader noget tilbage at ønske, drømme om kæmpe for. MEN, det er vores redning, at vi er skabende væsner. Med fantasi og hænder og hinanden. Mere skal der ikke til.
Med fantasi kan man komme til at se, hvad der skal til for at støve jorden af, kalde paradiset frem igen. Med hænder kan man få det til at ske. Helbrede. Forandre. Åbne. Men den tredje faktor er vigtig! Hinanden!
Og i dag er dejlig fordi der fejrer vi Sager der Samler. Dette sted, der er et dannelsessted for vores vi. Det vi med hvilket vi kan stange porte ind. Give modstand til verden som en østers. Løfte og lære, forandre og adle.
Dette vi, der vil hinanden. Der griber og støtter i gensidig solidaritet. Det er kernen i det, som vi prøver at indkredse og skabe rammerne for. For vi er alle naboer, der bærer en del af hinandens skæbne i vores hænder.
Et ord, der i øvrigt ikke eksisterer i Siksika-sproget. Det nærmeste er begrebet niita’pitapi, som forskeren Ryan Heavy Head oversætter som ‘nogen, der er fuldt udviklede, eller som er ankommet.’
Fedt, Andreas. Dine ord kalder frem 🙏