Biologerne laver ofte flotte diagrammer over økosystemer, der viser sammenhængene og relationerne mellem jordlagene, mikroorganismerne, planterne, insekterne og dyrelivet. Men i alle disse diagrammer er der altid én art der mangler: Os.
For biologerne ser aldrig os mennesker som en del af de økosystemer, de kortlægger og beskriver. Måske er det derfor, at vi har så svært ved at se os selv spille en positiv rolle i alle de kredsløb, der findes i den levende verden omkring os.
Men det er på ingen måde umuligt for os at skabe gensidigt fordelagtige relationer mellem os og andre arter. Det kræver blot, at vi tager ved lære af nogle af de andre arter, der spiller afgørende, positive roller i deres økosystemer.
Det udforsker jeg nærmere i dette afsnit af Rodfæste.
Dette afsnit bygger på to tidligere Rodfæste-nyhedsbreve: “Den sidste sten i buen” fra d. 17. december 2024, og “Hun må vakle for at holde sig oppe” fra d. 25. januar 2025.
Historien om Bob Paines forsøg på stranden på Makah Bay kommer bl.a. fra Ed Yongs fine portræt i Nature Magazine fra 2013.
Bob Paine og Boris Worms tanker om mennesket som hyper-nøgleart kommer fra deres videnskabelige artikel om “Humans as a Hyperkeystone Species” i journalen Trends in Ecology & Evolution fra august 2016.
Robin Wall Kimmerers historie om hendes studerendes svar på hendes spørgeskema kan læses i det allerførste essay “Skywoman Falling” i hendes fantastiske bog “Braiding Sweetgrass” fra 2013.
Lucas Buchholz fortæller om sine erfaringer hos Kogi-folket i sin TedX-talk “How to become indigenous to earth again”.
Historien om lokale oprindelige australieres små kontrollerede afbrændinger, der sikrer mod skovbrande, bliver bl.a. fortalt i dette fine indslag fra ABC Australia.
Adam Wilsons smukke beskrivelse af “at se vores liv som afspejlinger af den vedholdende gavmildhed, der kommer til os hver eneste dag fra landskabet omkring os – at udvirke agtelsens mildhed” kommer fra hans nyhedsbrev fra d. 16. december 2024.
Den afsluttende sang hedder “Vi kan ikke leve alene” med tekst af Anne Dorte Michelsen og musik af Michael Bruun og Klaus Kjellerup. Denne udgave er sunget af Vodskovs Kirke Pigekor i et arrangement af Tine Ohrt. Stor tak til korleder Martin Kjeldgaard for at give mig lov til at bruge optagelsen her.
Her er teksten:
Stranden kan man ligge på havet og himlen kan man kigge på skoven og fuglenes vingeslag luften og jorden skal vi leve af vil vi bevare det må vi forsvare det Solen og græsset under træerne lykke som vi får forærende alt det der ikke kan tale selv det må vi lytte til alligevel blomsterne dyrene markerne skyerne det er den chance vi har For vi kan ikke leve alene nej vi kan ikke sige farvel for den verden vi misbruger nu er i os selv Vinter med is på alle søerne og så et forår så forførende
Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.
