Det stod ikke skrevet i kortene, at jeg skulle blive klima-aktivist. Men efter hede-sommeren 2018 kunne jeg ikke længere se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke gjorde noget.
Og jeg gik til det med den samme mål om at vække begejstring, mod, engagement og handlekraft, som jeg har gjort i de andre fællesskaber, jeg har været engageret i.
Men klimakrisen rummer noget større og dybere, som ikke er så let bare lige at løse. Og jeg opdagede efterhånden, jeg ikke bare kunne give det et lille positivt twist til sidst. Det var sorgen over at kigge tilbage og opdage alle tegnene på, at denne krise hele tiden har været der. At se alle varslerne, som jeg ikke før havde opdaget eller forstået. Og se, at den stadigvæk fortsætter, trods alt hvad vi gør.
Hvad kan man gøre med denne sorg? Man kan skrive en sang om den.
Det gjorde jeg.
For kan man møde og acceptere sorgen, kan det faktisk vise sig, at der er noget lys på den anden side…
Dette afsnit er bygget på en morgensamling, som jeg holdt på Vallekilde Højskole fredag d. 4. oktober 2024, hvor sangen “En sorg uden krop” fik sin debut som fællessang.
Jeg får sagt, at jeg har skrevet tre bøger. Det er en tilsnigelse. For to af bøgerne har jeg skrevet sammen med min gode Borgerlyst-makker og mange-årige medkumpan Nadja Pass. Det er:
Borgerlyst – Handlekraft i hverdagen
Samtalesaloner – Små skub, der får folk til at falde i snak.
Den sidste bog er Følelsen af demokrati, der udkom i eget navn i 2023.
Rowen White er en Mohawk frøsamler og historiefortæller bosat i Californien. Citatet, jeg læser op, kommer fra Prentiss Hemphill’s interview med Rowen fra Hemphill’s podcast Finding Our Way.
Den afsluttende sang hedder “En sorg uden krop”, med tekst og musik af Andreas Lloyd og Anders Greis. Indspillet og indsunget af Sofie Marie Billekop.
Himmelen er slukket nu, tavsheden gror Sidder her alene midt i skyggernes flor Jeg længes efter lyset, der kan varme min kind Men jeg mærker bare mørket trænge sig ind Den æder mig op Den æder mig op Ophobet, betændt Omsider erkendt Den æder mig op En sorg uden krop En sorg uden krop Længe, lidt for længe har jeg holdt igen skubbet det fra mig uden at vide hvorhen. Rapporter og prognoser gør det nok så klart Men min krop kan ikke føle grafernes fart Den æder mig op... Dette sår det findes kun her i mit hoved Mærker ikke alt det, som jeg lige forstod Vi æder Jorden under os, det æder mig med, Endnu kan jeg intet føle, trods alt, vi ved Den æder mig op... Sørger over noget, der aldrig var mit Løftet om et fremskridt, der er gået for vidt Jeg ved, at jeg bør kæmpe, men hvad kan jeg gør’? Jeg har mest lyst til at skrige. Højt, hvis jeg tør Den æder mig op... Hvad hvis vi er mange fler’, fler’ end vi tror Sammen om en smerte, som er helt tom for ord Vi mærker samme længsel og et spinkelt mod Hvis bare vi turde gribe om nældens rod Den æder mig op... Rødhalsen, den kalder i nymånens skær synger ufortrødent, den kan ikke la’ vær’. Jeg synger stille med, vi finder sammen hjem For en ny dag gryr først, når vi kalder den frem Den æder mig op Den æder mig op Ophobet, betændt Omsider erkendt Nu kigger jeg op Ser solen stå op Ser solen stå op
Tak for at lytte med! Hvis du sætter pris på denne podcast, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.
