Velkommen til Rodfæste!
Tænk på denne podcast som en morgensamling på en højskole: En lille åndelig tankstation, hvor du kan komme ind, når du føler dig langsom, og få en fortælling, en tanke og en sang med på vejen. Bare et lille frø, der måske kan spire i din indre muldjord.
Dengang jeg var højskolelærer ELSKEDE jeg at holde morgensamlinger. Det er et sjovt, koncentreret frirum, der inviterer til at eksperimentere med form og stemning. Og så var det en overraskende stor luksus regelmæssigt at have mulighed for at sætte tanker og stemninger i spil, som folk kan tage med videre i deres dag. Ikke mindst fordi det gav mig en øvebane, hvor jeg kunne afpresse mig selv til at udvikle og afprøve idéer, jeg ellers havde haft svært ved at udtrykke.
Nu hvor jeg ikke er højskolelærer længere, så er det især morgensamlingerne, jeg savner: At stå der og kigge ud over alle disse morgenlangsomme mennesker, der ikke har andet de skal nå, end at være lige dér. Åbne overfor det, der opstår i lige dette øjeblik.
Derfor har jeg besluttet mig for at bruge Rodfæste til at skabe et nyt rum, hvor jeg kan holde mine egne morgensamlinger – højskole eller ej.
Hvad kan du forvente morgensamlinger om?
Med Rodfæste vil jeg udforske, hvordan vi kan lære at høre til og drage omsorg i disse økologiske krisetider, vi lever i.
Vi står overfor et kæmpe reparationsarbejde – ikke bare i vores relation til hele den levende verden. Men mindst lige så meget i vores eget samfund.
Vi må forandre vores selvforståelse og levevis, så den er i overensstemmelse med den klode, om vi er så dybt og uløseligt forbundet med og afhængige af.
Vi må ændre den måde, vi er mennesker på. Den måde, vi hører til i verden på. Vi skal, med poeten Gary Snyders ord, lære at genbebo eller genindfødes i vores landskaber. Det er det, som Rodfæste handler om.
Her er et par af de bedste ‘morgensamlinger’, jeg har holdt indtil videre:
Hvorfor Rodfæste?
Rodfæste. Rodfæstelse er et gammelt ord for at slå rødder. Så at finde sine rødder – at blive forbundet til verden omkring os – er at finde sit rodfæste.
Om mig
Mit navn er Andreas Lloyd.
Jeg bor med min kæreste og vores to børn i landsbyen Bjergsted på Vestsjælland.
Du kan læse mere om mig og hvad jeg ellers laver på min hjemmeside.
Kender du en anden, der vil kunne lide at få en morgensamling i deres indbakke i ny og næ? Du skal være mere end velkommen til at dele det med dem:






